leatherdyke.cc

I dette indlæg bruger jeg udelukkende ordet ’fed’. Grunden, til at jeg gør det, er, at ordet skal neutraliseres. Jeg forsøger, og har forsøgt længe efterhånden, at afvæbne ordet sine skadende konnotationer. Når jeg snakker med andre om fedme, er reaktionen 3 ud af 5 gange: ”Sådan må du ikke tale om dig selv. Du er da ikke fed, du er smuk!”. Og lad mig fortælle jer en hemmelighed; man er fed og smuk på samme tid. Jeg er fed, det er et tillægsord ligesom ’tynd’, det skal ikke blive ved med at være et skammende og problemfyldt ord, som det er nu.

 

Repræsentation af den fede krop er et uudforsket område i diverse industrier. Som så mange andre menneske-typer ser man kun polerne skildret via den fede krop: den usoignerede (den virkelig fede krop) og den vellykkede (den kurvede krop (muligvis regulær størrelse model med polstring)). Og allerede her løber jeg hovedet mod muren, for mændene bliver jo ikke fremstillet på samme måde. Men jeg skal tilbage til sagens kerne.

 

I modeindustrien kan man finde hykleriske tendenser, når det kommer til netbutikker der også sælger tøj til fede (jeg har valgt biordet ‘også’ i den henseende, at netbutikkerne muligvis primært tjener penge på deres regulære størrelser). Nogle butikker sælger tøj op til str. 60, men vælger alligevel at vise tøjet i en str. 44. Da Tess Holliday blev fotograferet med sæsonens kollektion hos Yours Clothing, hvilket jo både skabte glæde og røre i medierne, finder jeg et playsuit (det er en buksedragt, men med shorts), som Holliday skulle fremvise på sin krop. Jeg kan kun se et svært beskåret billede af hende, billedet er fra brystet og op. Jeg skriver derefter til firmaet gennem deres instagram-profil og efterspørger billeder i fuld figur, så jeg kan se tøjet in action. De henviser til et billede på deres profil, hvor jeg kunne se et billede af det specifikke stykke tøj, jeg søgte. Det jeg ser, er et firkantet billede, der viser en fotograf, der er i gang med at fotografere Holliday. Flere objekter blokerer for tøjet. Jeg skriver til dem igen, samme problem, næsten samme svar. De svarer, at de har de billeder, der er lagt op på siden. Så jeg startede og sluttede med billeder af en str. 44 model. Jeg må altså tænke mig til, hvordan tøjet ser ud; hvor korte shortsene er, hvordan ryggen ser ud. Hykleriet bliver så hjerteskærende tydeligt. Det er som at sælge legetøj til hunde, og reklamen er et billede af en ged.

 

I reklameindustrien har der også længe været en skrue løs: Statister i madreklamer er slanke, ofte portrætteret i et heteroseksuelt forhold med meget lidt variation i interracial konstellationer. Der er en dobbeltmoral i madindustrien, som kommer til udtryk gennem nydelseselementet. Ved sukkerholdige produkter ser konsumenten en slank (helst) kvinde nyde det produkt, hun stopper i munden. Det ville regne med tudser og slanger, hvis en fed person blev castet til samme rolle og vise akkurat samme nydelse. Jeg er sikker på, at det ville få Danmarks mange concern trolls (bekymringstrolde) til tasterne: “Pas på dit helbred. Tænk på dit eget bedste! Det er fandme klamt. Er det sådan nogle typer, vi betaler skat for, så de kan ryge ind og ud af sygehuse?!”. Lignende kommentarer fik Holliday, da nyheden om hendes skelsættende modelkontrakt ramte de danske medier. Det er nuttet, at en slank person siger, at hen elsker mad. Det er gyseligt – ulækkert – hvis en fed person siger det samme. Hvordan ville Dr. Oetkers pizzareklame mon se ud, hvis to fede mennesker madede hinanden med et stykke frysepizza ude på en restaurant? Nærmere; hvordan ville konsumenten reagere?

 

I “Tal ordentligt”-reklamekampagnen fra Call Me blev en fed kvinde brugt som en art rollemodel med overskud, der tilmed spørger sin frustrerede kollega, om han vil med til frokost. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvorfor hun skal sige netop det. Fede og mad, det er bare en god kombination. Det er ærgerligt, at vi, de fede, bliver fremstillet på en stereotyp måde. Spiser vi junk bliver vi fatshamet, spiser vi salater, bliver vi hyldet – hvis vi vel og mærke taber os, så vi viser viljestyrke og et brændende ønske om at passe ind i det herskende kropsideal. Men klart skal virksomheden have probs for at bruge en fed person, uden åbenlyse negative konnotationer knyttet til denne. De springer mig i øjnene, fordi jeg er blevet opmærksom på implicit og eksplicit fatshaming.

 

Jeg mangler at se fede mennesker i medier, der ikke fremstilles som en usoigneret person; den sjove biperson; den fede karakter med et enkelt, dominerede karaktertræk (f.eks. den fede kok/den fede skurk). Diversitet og repræsentation af forskellige mennesker er heldigvis under udvikling. ”Orange Is The New Black” og ”Empire” er to serier, der ved, hvad der skal til for at please mig i en vis grad. Et skrækkeligt eksempel, synes jeg, er serien Drop Dead Diva (Netflix, 2014), hvor seriens appetitvækker/teaser lyder: “Tynde og overfladiske Deb Dobkins lærer noget om empati og intelligens, efter hun bliver genfødt som en overvægtig, men kvik advokat.” Heldigvis er hun kvik trods sin fedme. Fordi vi ved jo alle, at fedme og intelligens er gensidigt udelukkende, ligesom fedme og hygiejne eller fedme og sex. Hvilket leder mig over til mit andet savn i medierne: Jeg vil se en fed kvinde have sex i en Hollywood produceret film, og dét gerne vist på samme måde som de gør med slanke skuespillere. Ben, røv, lænd, hals, læber. Vis mig det, men med fede mennesker. Vis publikum, at det er lige så passioneret og nydelsesorienteret som når slanke mennesker har sex.

 

Jeg er træt af, at industrien reproducerer fordommen om, at fede kvinder ikke har sex. Hvis de har, så eksisterer det ikke og det bliver højst antydet med et kys. Eller også har den fede kvinde været i et forhold i mange år, muligvis gift. Men så er historien tit sådan, at hun ”ikke altid har været så tyk”. Repræsentation af fede kvinder er absolut noget, jeg mangler, hvor en joke ikke sker på deres bekostning, eller de deltager i et program a la “The Biggest Loser” (den frygtelige medietendens kræver et indlæg for sig; ligesom programmet ”Supersize vs. Superskinny”, der både fat- og thinshamer for fuld skrue). Jeg vil se fede mennesker fremstillet med alle deres aspekter, for der er sjældent tale om en endimensionel person, hvor det er enten-eller. Det er både-og og det er ‘måske’.

 

Vis mig flere kvinder med dobbeltmaver, med brede skuldre, med små bryster, med en flad røv. Vis mig fede kvinder med appelsinhud, med åreknuder, med fede knæhaser. Jeg vil se andre end hvide, fede kvinder. Jeg vil se andre kvinder end de vellykkede, jeg vil se andre kvinder end de faldne, jeg vil se rasende fede kvinder, der har autoritet; der respekteres; der sukkes efter.

 

 

 

Billedet er lånt her: photo credit: <a href=”http://www.flickr.com/photos/61508583@N02/13225884825″>Sexy Beach Bikini Body Shape</a> via <a href=”http://photopin.com”>photopin</a> <a href=”https://creativecommons.org/licenses/by/2.0/”>(license)</a>

 

 

 

 

Maria Schmidt Aaes

Forkynder af body positive bevægelsen. Jeg græder over behovet for bagudvendte komplimenter og misogynister, og jeg bliver stolt, når jeg ser kvinder bakke andre kvinder op. Jeg er hjertevarm og kropumulig – overraskende og understøttende. Jeg læser dansk-kandidat på SDU og er svært optaget af ny litteratur og forfatterne deraf.

1 kommentar

  1. Christina Enig

    Godt skrevet! Mediebilledet ville ændre sig helt enormt, hvis mangfoldigheden blev vist helt ucensureret og fordomsfrit. Mediebilledet svømmer nærmest over af denne ‘pegen-fingre-ad-nogen-journalistik’, og det er jo kun med til at fastholde og bygge videre på eksisterende fordomme. Det ville være klædeligt for medierne og givende for brugerne, hvis fokus kom væk fra at nedgøre grupper af mennesker, og at der i stedet for kom fokus på, at forskellige slags mennesker kan inspirere og lade sig inspirere af hinanden.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv