leatherdyke.cc

Den 28. januar 2014 oprettede Eventministeriet Skuespilhuset facebook-begivenheden Boys Don’t Cry, hvilket skulle afføde nogle markant andre reaktioner end dem, arrangørerne formodentlig havde regnet med. Begivenheden var en teateropsætning af den tragiske historie om transkønnede Brandon Teena, som blev voldtaget og myrdet i Humboldt, Nebraska, i 1993 – en tragedie, som også den amerikanske film (1999) af samme navn tematiserer.

 

Den oprindelige foromtale af stykket kan læses her (og i en nordamerikansk kontekst ville en såkaldt trigger warning nok være på sin plads). I mellemtiden er teksten blevet næsten umulig at opdrive på internettet, og det kan jeg virkelig godt forstå. Hvis jeg var forfatteren, ville jeg også gøre alt for at slette mine spor.

 

Der er nemlig al mulig grund til at være beskæmmet. Mere end tredive mennesker ytrede sig negativt under facebook-begivenheden, hvorefter Eventministeriet Skuespilhuset først undskyldte og siden publicerede et revideret forskræp. Heri var de mest eklatant transfobiske passager heldigvis udeladt, men det var efter min mening stadig langt fra den æresoprejsning, som Brandon Teena og de danske trans*personer, der nåede at læse version 1.0, havde krav på.

 

At det var de samme talrige anker, som gik igen i facebook-brugernes kommentarer, bekræftede mistanken om mangelfuld (eller ingen?) research forud for forestillingen, hvilket er krænkende nok i sig selv. Situationen kunne givetvis have været undgået, hvis Eventministeriet og Mungo Lab havde gidet inddrage autoriteter på området, hvilket man må antage er normal praksis i forbindelse med teateropsætninger. Selvsagt refererer man ikke til en transmand som ”hun”, ligesom man heller ikke benytter det navn, som vedkommende ikke selv har valgt – det er vel de to allermest basale kriterier for respektfuld omgang med transkønnede overhovedet.

 

Men det bliver værre. Det ”lille problem”, man kunne læse om i den oprindelige foromtale, er for det første ikke ”lille”. At det er livsfarligt at være transkønnet er et STORT problem! Det er heller ikke, at ”Brandon i virkeligheden er en pige”, som det så sårende blev udlagt. Det er, at Brandons omgivelser (med Eventministeriet og Mungo Lab i slipstrømmen 21 år senere – man tager sig vantro til hovedet!) patenterer ”sandheden” om køn. Som det tydeligt fremgår af filmatiseringen, som formentlig har været inspirationskilde, var Brandons kæreste Lana netop i stand til at ”se virkeligheden i øjnene” og værdsætte Brandon som den ”betænksomme og sensitive fyr”, han var.

 

Den sidste del af originalteksten, som beskrev Brandons endeligt som ”en lærestreg, hun [sic!] sent vil glemme”, efterlod mig grådkvalt og lamslået. Det var ikke just den form for ”spot på emnet” (ifølge Eventministeriets efterfølgende undskyldning det ærinde, tilrettelæggerne var ude i), jeg kunne have ønsket mig.

 

Brandon Teena blev ikke ofret på cis-normativitetens alter, fordi han havde ”narret” nogen, men fordi han afslørede en sandhed om sine banemænd Tom og John, som de ikke kunne bære – nemlig at han var nøjagtig lige så meget mand som dem (og endda en noget mere tiltalende konfiguration, kunne man tilføje). Det var hans destabilisering af deres kønnede selvforståelse, der slog ham ihjel. Forhåbentlig afviger stykket markant fra den tekst, som Eventministeriet og Mungo Lab i første omgang havde valgt at promovere det med, så der faktisk kan blive sat kvalificeret spot på emnet – ellers føjer de spot til skade.

 

Indlægget blev bragt første gang på Modkraft d. 5. februar 2014.

Foto: Natascha Thiara Rydvald. 

Liv Rolf Mertz

Liv Rolf Mertz er eksileret kønsterrorist med en fortid i bl.a. Enhedslistens Queerudvalg, feministisk forum og utallige LBL-grupper tilbage i de tidlige 90'ere. Liv Rolf er opvokset i en lille jysk landsby, men har siden boet i Århus, New York State, København, San Francisco og de sidste snart fem år i Berlin. Han har undervist i feministisk teori på Københavns Universitet og oversat bl.a. Judith Butler til dansk. Den mere professionelle side af sagen kan du læse om på mertzlingo.dk

4 kommentarer

  1. Peter Brandt Nielsen

    Kimberly Peirce, som instruerede filmen, omtalte i sin tid også gerne hovedpersonen i hunkøn, så det er vel ikke nødvendigvis et udtryk for respektløshed?

    “I fell in love with this trailer-park girl who didn’t have any money and didn’t have any role models, yet took this imaginative leap and transformed herself, which is extraordinary. She just put on a cowboy hat, put a sock in her pants, and started asking girls out.”

    http://www.avclub.com/article/kimberly-peirce-13626

  2. “Two wrongs don’t make a right”, fristes man til at sige.
    Når dét er sagt, må man antage, at forestillingen bygger på filmen (deraf navnesammenfaldet), hvori Brandon omtales som “han”.
    Endelig veksler Peirce faktisk mellem “han” og “hun” i dét interview, du linker til.

  3. Taterstykket bygger på: ” Baseret på den sande historie om Brandon Teena, der blev startskuddet til en stor lobbyvirksomhed til indførelse af lovgivning mod hadkrimininalitet i USA.”
    Filmen er også bygget på baggrunde at historien, med kunstens frihed. Det førte til at den måde pigens blev fremstilling i filmen, at have accepteret Brandon kønsidentitet, anlagde retssag mod filmen i at fremstille hende sådan.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv