leatherdyke.cc

Den samme lille del af mig, som stadig gerne vil tro på, der findes feer, vil også gerne tro, jeg kunne undgå at tænke på eller skrive om voldtægt i mindst et par uger. Men det er umuligt.

 

Umuligt fordi lovgivningen i Californien fastslår, at en kvinde i kraft af sin status som single, ikke i lovens øjne kan voldtages, og fordi en voldtægt af en 16-årig bevidstløs pige, der varede hele natten, opsplitter en by, som er dedikeret til sit football team. Og helt umuligt, når til stadighed nye oplysninger om en 23-årig kvinde i Delhi, som blev voldtaget i sådan en grad, at hendes mave blev sprættet op og indvoldene revet ud alt imens hendes indre organer satte ud, ansporer til protester verden over.

 

Uanset hvor du befinder dig i verden, så er resultatet af voldtægt – ’kontaktvoldtægt’, ’massevoldtægt’, ’overfaldsvoldtægt’, ’parvoldtægt’, ’voldtægt som våben’ – det samme: undertrykkelse. Kvinder vil altid leve med den konstante trussel om seksuelle krænkelser og vold eller med at blive behandlet som objekter eller en andens ejendom. Sidste gang jeg tjekkede, var der mindst fire ”voldtægtshovedstader” i verden. Ved du, hvad det gør resten af os til? ”Voldtægtsforstæder.” Piger og kvinder er ikke idioter. Tværtimod, vi forstår til fulde: Det er meningen, at vi skal ’passe på’. Ikke gøre noget, som vi måske ’fortryder’. ’Blive hjemme’. ‘Men hvad nu hvis det sker alligevel?’ Vi har ingen sikkerhed for, at vores kropslige integritet respekteres. Eller at vores samtykke er af nogen betydning. Vi kan ikke nyde godt af at have en sikker adgang til og ejerskab over det offentlige rum, ligesom mænd kan. Vores forsøg på at stræbe efter ligestilling og lige muligheder besværliggøres, ikke kun gennem virkelig voldtægt, men gennem folks maliciøse tolerance overfor voldtægt. Voldtægt er nyttigt, selv voldtægt af drenge og mænd: det er med til at opretholde et system, som belønner fysisk dominans og opretholder et mandligt hegemoni.

 

Hvornår er det lige, at en pige eller en kvinde ikke tænker ”hun kunne have været mig?” Hvilken pige i USA bliver ikke bare en lille smule mere bekymret over, hvilke fester hun skal gå med til? Eller over at lægge sig til at sove? Når det er for angstfremkaldende at overveje fakta, eller når det er nemmere at slutte sig til dem som er dominante og magtfulde, så skyd skylden på offeret, i håbet om at få ’beskyttelse’. I disse dage vil flere piger, om end kun i et splitsekund, overveje muligheden for, at de kan blive bedøvet af stoffer og voldtaget af et selvudnævnt ’voldtægts-crew’, som det der eksisterer i Steubenville, Ohio. Hvis du ikke har fulgt med i de sidste ugers afsløringer, så fortsætter denne voldtægt med at chokere og fremkalde afsky. Havde det ikke været for bloggeren Alexandra Goddards vedholdenhed og Anonymous’ (Ja, den Anonymous) forargelse, så ville den voldtægt mod en bevidstløs pige, som varede en hel nat, hvor hun bogstaveligt talt blev slæbt rundt og tilbagevendende krænket, urineret på og fotograferet, have været forsvundet ud i intetheden. Alt dette skete, mens op til 50 andre piger og drenge var til stede – hver især havde de præcise, men forskellige, udmeldinger om det, der var sket. Og DET er pointen, er det ikke? En advarsel til piger eller drenge, som ville hjælpe dem. Det er ikke bare det, at det skete, og at variationer af det sker hver dag, men selve idéen om, at det kan ske. På hele planeten.

 

Hvis vi tager chancer – som at leve livet – og bliver voldtaget, så finder folk det passende at sige, at vi ’lokkede’ mænd, selv hvis det er en 11-årig pige, som hende i Texas, der blev voldtaget af mere end 18 mænd, eller de drenge, som blev sexmisbrugt af præster. Og ja, jeg ved, at drenge og mænd bliver voldtaget. De lider enormt. Ofte får de ingen støtte, kan ikke få den hjælp de har brug for og lever hele livet med stor smerte. Men, det har relation til dette, for når drenge og mænd voldtages, bliver de ikke kun krænket, men også vanæret ved at blive ’fremstillet’ som piger og kvinder, som en måde at fornedre dem på og dermed demonstrere deres værdiløshed. Dette er også en udmelding med en ret tydelig signalværdi. Og ja, jeg beskriver det biologiske køn binært (ud fra mandekønnet og kvindekønnet, red.), fordi de biologiske køn er essentielle for det her undertrykkelsessystem. Den forhøjede risiko for seksuelle krænkelser og overfald, som folk der ikke ’passer’ ind – folk som betragter såvel det biologiske, som det kulturelle køns grænser for flydende – udsættes for, illustrerer pointen. Folk som ikke retter ind, forbryder sig mod dette system, opfattes som en for stor trussel.

 

Findes der nogen større bevisførelse for, at voldtægt handler om magt og dominans og ikke om sex, end de massevoldtægter, som vi nu åbent debatterer? Hvis vi skal helt ind til kernen, betyder det så noget om en voldtægt involverer jernrør i Indien, rotter som puttes op i en kvindes vagina i Syrien, knytnæver brugt til at gennembanke piger i Frankrig eller narkotiske stoffer brugt til at sætte piger ud af spillet med i USA? Jeg forstår ikke, hvorfor disse ting ikke skal sammenlignes, når de på alle mulige måder skriger på vores opmærksomhed for at blive sammenlignet. Rent ud talt, ved at undlade at sammenligne en massevoldtægt i Indien med én i USA eller Frankrig, udelades vigtig kontekstuel information – social, kulturel, lovmæssig og retslig. Der er tætteforbindelser mellem de måder som gerningsmændene, der udfører forbrydelserne, bliver undervist – hjemme, i skolen, via religion, ved deltagelse i sportsgrene – i at tale nedsættende om det feminine og kvindekønnet som en måde at glorificere deres egen maskulinitet, og mellem de måder de udtrykker deres dominans, overlegenhed og overmagt til at bevise piger og kvinders værdiløshed. Alt imens der samtidig konstrueres et uopnåeligt og forvrænget ideal af kvindelig ’renhed’. I Indien, hvor voldtægt er et aspekt af en dyb fastgroet misogynikultur (misogyni = kvindehad, red.) med ubarmhjertige kombinationsmuligheder af vold mod piger og kvinder, var det den megen medieomtale, forstærket af den 23-årige piges død, som endelig fik folket til at vise deres harme og vrede offentligt. Alligevel, til trods for det faktum, at det er et af de værste steder i verden at være pige eller kvinde, har Indien ikke monopol på at fortælle kvinder, de skal ’underordne’ sig voldtægt eller victim blaming (at offeret får skylden, red.). Eller på vold mod kvinder. Det er bare mere åbenlyst. Mængden af mennesker og det åbenbare had, gjorde det omsider umuligt for dem fortsat skamløst at ignorere misogyni.

 

Det samme vil vi (gøre det umuligt at ignorere misogyni, red.). Selvom jeg oprigtigt gerne ville tro på, at vi globalt set, er ved et strategisk vendepunkt, hvad angår vold mod kvinder, så har jeg mine tvivl. Som Jessica Valenti påpeger, har vi et voldtægtsproblem, men vi bliver stædigt ved med ’at nægte at indrømme det.’ I de seneste ugers mediedækning og debat har den underliggende betydning ’vi er bedre end det, her hos os’, og at Indiens ’misogyni’ og ’patriarkat’ på en eller anden måde er unikt for Indien, været foruroligende på grund af dens antydninger om, at ’vi har det fint’ og ’kvinder her har ingenting at klage over.’ Vi vil hellere fokusere på overfladiske aspekter som ’sociale medier’, et redskab, ikke en sag. Eller på hvor desperat byen Ohio har brug for football for at have det godt med sig selv. Husk på, vi er ikke engang i stand til at vælge folk, som vil vedtage Violence Against Women Act (amerikansk lovgivning omhandlende beskyttelse af kvinder, der udsættes for vold, red.). Også her fejler medierne.

 

Voldtægt er del af et større, komplekst system af vold, som er helt centralt for vores identitet. Det at lade som om Steubenville er en eller anden slags bizar afvigelse, eller at de børn, der er involveret skiller sig ud fra normen, er regulært at betragte som aftalt spil med voldtægtsforbryderne. Derfor er vores rysten på hovedet og pegen fingre af Indien en omgang forløjet, racistisk, kolonialistisk, hyklerisk pis.

 

Lauren Wolfe, direktør for Women Under Siege Project, har fremsat en erklæring om, at voldtægtskulturen skal bringes til ophør i 2013. Wolfe, og andre, understreger, at første skridt på vejen mod dette er at stoppe med at skyde skylden på ofrene og i stedet fokusere på gerningsmændene og de kulturer, som producerer dem. Hun mener ikke kun i Congo eller Syrien eller Egypten. Drenge som, formodentligt, gav en pige bedøvende stoffer, voldtog hende, kidnappede hende, voldtog hende igen, fotograferede hende, fotograferede voldtægten af hende, urinerede på hende og dernæst lavede videoer, hvor de pralede af det, gør det, fordi de er frygtløse og berettigede til det. (Jeg skrev denne sætning ud med fuldt overlæg, fordi jeg er led og ked af at se ”hun blev voldtaget” – som om ’hun’ selv spillede en rolle i overfaldet af og krænkelserne mod hende, eller at der ikke var en reel gerningsmand.) Disse drenge har ikke lært, fra fuldt ud ansvarlige voksne, at disse handlinger er moralsk forkastelige og frastødende forbrydelser mod menneskeheden. Fordi vi griner af voldtægt og håner mennesker, som protesterer mod det. Pigerne, som overværede disse hændelser, holder deres mening for sig selv, fordi de mangler tro på, at de ikke bliver den næste. De har ingen tillid til, at nogen vil tro dem. De har lært at internalisere den foragt, som vores kultur har tilovers for dem. Når alt kommer til alt, lærer vi vores børn, at det er acceptabelt, hvad angår drenge, at de beskyttes mod at blive vanæret og mod straf, efter at de har krænket nogen seksuelt, og at de kommer i skoler, hvor der er ’voldtægtsfabrikker’, og hvor frat boys (studerende fra en broderskabsforening, red.) spiller spil, som fx ”hvem ville du voldtage?”

 

Gerningsmændene som står bag voldtægt af piger, drenge, kvinder og andre mænd, er i overvældende grad af hankøn. At forbrydelsen i bund og grund har en kønnet natur, kan der ikke stilles spørgsmålstegn ved. Men, ingen er født som voldtægtsforbryder. Selv om jeg fuldt ud forstår, at de fleste mænd ikke går rundt og føler sig magtfulde, eller tror de har ret til at voldtage, så er der uomtvisteligt for mange, som gør. De føler sig berettigede til det. At tage den kulturelle berettigelse væk vil hverken undertrykke mænd eller umenneskeliggøre dem. Det vil blot frigøre kvinder og mennesker som ikke ’passer ind’.

 

 Blev første gang bragt i Huffington Post 5. januar 2013

5 kommentarer

  1. Voldtægt er naturligt, og kendes også fra dyr. Det kan ligefrem ske at handyrene. dræber hunnen.
    Det er civilisationen og kulturen, som beskytter kvinderne. Jo mere samfundet kontrollere mændene jo færre voldtægter. Men hvad er det for et samfund som du ønsker, og hvordan opnår vi det?

  2. Christoffer Krakou

    Peter Ole Kvint, det postulat kunne jeg egentlig godt tænke mig at se nogle kilder på. At det kendes fra (andre) dyr er ret ligegyldigt, for mennesker er ikke ænder. Og jeg er da i særdeleshed ikke enig i at det udelukkende er samfundets kontrol der forhindrer mænd i at blive forvandlet til bestialske sex-monstre.

  3. Ulla Tornemand Larsen

    Hej Peter Ole Kvint

    Soraya Chemaly har et svar på dit spørgsmål, som jeg har lovet hende at poste. Hvis du er på twitter, kan du i øvrigt stille dine spørgsmål til hende her: https://twitter.com/schemaly

    Chemalys svar:
    Disease is natural, too. But we seem to be able to figure out how to try and eliminate it. The issue with rape is that it is a symptom of the way we’re organized. It’s a tool of oppression that’s necessary to sustain the way we’re organized. So, to answer your question, I would say that we have reached a point in which we can consciously decide to reorganize ourselves to reduce rape among other things.

  4. Hans Michaelsen

    Alt har et formål, men jeg tror ikke kun at voldtægt har ét formål. Hvor tragisk den institutionelle brug af voldtægt i krigsøjemed end er, tror jeg ikke at man pr. definition kan sidestille den med alle andre tilfælde af voldtægt. Dette fordi at jeg ikke tror at voldtægtsforbryderen voldtager for at nedbryde offeret/offerets familie/lokalsamfund.

    De fleste sager om voldtægt handler om folk der allerede kender hindanden. Dette bekræfter mig i min tro.

    At forbrydelsen har en kønnet natur behøver ikke at skyldes en underliggende misogyni på samfundsplan, men kan i sin enkelhed handle om forskel i fysisk styrke.

  5. Pingback: Stråfeminister - et let mål | F-Frekvensen.dk

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv