leatherdyke.cc

På årets Roskilde Festival tissede jeg en hel del. Intet mærkeligt i det – en del øl kommer ind, en del tis kommer ud. Det er et simpelt regnestykke. Men her kan det godt være problematisk at være udstyret med kvindeligt vandladningsudstyr – det tages der nemlig ikke hensyn til.

 

Køerne til de utiltalende campingtoiletter er oftest uoverskueligt lange og den eneste anden mulighed er at finde en plads i det af tis gennemvædede mudder, oftest side om side med de utallige pissoirs til mænd. Her kan man sidde, med overpisset græs kildende på ballerne, mens ens stakkels Converse synker dybere og dybere ned i mudderblandingen af sandstøv og urin. At sidde på hug i ”pishegnet” og tisse generer mig egentlig ikke. Men det er da heller ikke den mest tiltalende eller komfortable måde at tisse på. Hvorfor er der nærmest mandeligt monopol på udgydelse af urin i et pissoir?

 

Det er som om vi har vedtaget, at det naturbestemt bare er lettere for manden at tisse udendørs og derefter har givet op på en videreudvikling af pissoiret til fordel for dem, der nu engang er nødt til at sidde på hug og tisse. Jeg begyndte at spekulere over, hvorfor man mon ikke har installeret nogle lave, pissoirlignende rende langs hegnet, som kvinder kunne benytte, når øllen skulle ud igen? En løsning, som var lettere, hurtigere og noget mere behagelig end de i forvejen eksisterende muligheder. En praktisk nytænkning, som ikke nødvendigvis har en selvfølgelig kvindelig blufærdighed som hovedfokus. Hvor svært ville det være?

 

I år var der i øvrigt et nyt, ret genialt tiltag på Roskilde festival, hvor der gennem (mande)pissoirs blev indsamlet urin til brug som gødning i landbruget. Et ret fornuftigt projekt – som jeg jo desværre ikke kunne bidrage til. Mens jeg sad der i hegnet og funderede over, hvorfor der mon ikke var taget hensyn til mig, i de ellers så velovervejede pissoirsammenhænge, fik jeg hyppigt selskab af fremmede kvinder, som så sit snit til at tisse i selskab med mig. For som flere af dem gav udtryk for, så var det ”ikke så pinligt, hvis vi var flere”. Min undren blev ikke mindre. Pinligt? Hvorfor skulle det være pinligt? Jeg tror, der er uendeligt langt mellem de mænd, der skammer sig over at tisse i offentlighed på Roskilde – ja, man kan jo nærmest ikke gå to meter, uden at blive konfronteret med en ny fremmed mand, der tisser. Så hvorfor kan vi ikke også være ligeglade?

 

Min forundring blev endnu større, da en af mine nytilkomne tissekompagnoner, som svar til min undren over manglende kvindepissoirs, begejstret svarede, at der skam fandtes et kvindepissoir på Roskilde! Ét! Hvor der endda er vægge, så man kan sidde i skjul og tisse! For hvor ville det dog være frygtligt, at folk faktisk så at man tissede. Er vi virkelig stadig så fast forankret i et kvindeideal, som i så høj grad er fremmedgjort for sine drifter og som altid fremstår anstændig og kontrolleret? Som ikke lukker hverken den ene eller den anden slags kropsaffald ud, som ikke bøvser og som for alt i verden gemmer sit skamfulde kønsorgan væk. For kussen vækker åbenbart opsigt. Og når man sidder der på hug, i ”pishegnet”, forekommer det da også ret ofte, at man mødes med forskellige tilråb fra forbipasserende. Jeg har selv oplevet tre typer af reaktioner på den rystende handling, det åbenbart er for en kvinde at tisse udendørs.

 

Der har været henvendelser i form af sjofle bemærkninger og ”frække” tilbud, udtryk for afsky over min frastødende handling, eller senest – en ros af, hvor sejt det var, at jeg bare var ligeglad og satte mig. Alle tre reaktioner er dybt foruroligende og understreger min pointe. Hvor er det dog skræmmende, at vi stadig er så fremmedgjorte over for kvindens naturlige funktioner. En fremmedgjorthed, som blandt andet reproduceres, når kvinder ikke på lige fod med mænd, kan tisse på en festival. Når vi ser det som naturligt, at der ikke er indtænkt de samme muligheder for kønnene. Og når vi ser det som en nødvendighed, at kvinder skal gemmes væk bag vægge for at kunne tisse. Kvindepissoirs ville ikke bare være en anerkendelse af kvindens behov for at tisse, som værende naturligt og på lige fod med mandens, det ville også have en rent praktisk funktion, idet det ville gøre lugtgenerne på festivaller markant mindre. Og det ville lette køerne til toiletterne.

 

Roskilde Festival er et frisindet sted. Og netop et sted, som burde være mere opmærksom på den slags forskelsbehandling. Min overbevisning er, at kvindepissoirs vil være med til at legitimere kvindens naturlige behov for at tisse, på lige fod med mænds og nedbryde nogle af de forestillinger, der får nogle kvinder til at skamme sig over en så naturlig og nødvendig handling. Vi skal gøre op med den skadelige myte om kvinden, som er mere pynt og facade end natur. I mellemtiden – ses vi i hegnet!

 

photo credit: Roskilde warm-up via photopin (license)

 

2 kommentarer

  1. Til kaneval i Rio oplevede jeg løsningen på dit problem: Ved indgangen skulle kvinder gå én vej, mænd en anden. Alle mændene fik udleveret et kondom, mens alle kvinder fik udleveret et trekantet foldet stykke pap.
    Anbragt korrekt gjorde papstykket kvinderne i stand til at stå op og tisse og dermed bruge pissiorerne sammen med mændene. Min kone prøvede det, og det fungerede! Enkelt og genialt!

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv