leatherdyke.cc

”Når det kommer til virkelig at fatte, at man skal være forældre, så ankommer fars bus ofte lidt senere end mors” beretter en velmenende jordemoder til første lektion af fødselsforberedelseskurset En Families Fødes, som jeg selv og min kæreste Peter deltager i. Rundt omkring bordet sidder en 8-10 andre par, mange nikker genkendende. For det er rigtig nok. Stort set alle, inklusiv mig selv, oplever, at den kommende far er lidt mindre end den kommende mor. Far glæder sig skam, men det er jo ikke ham, der er gravid, vel? Han læser nok lidt færre bøger og blogindlæg – og det er kun mor, der har downloadet App’en uge-for-uge, som minutiøst gennemgår hver eneste uge i graviditeten, efterhånden som den skrider frem. Alle de kommende mødre kigger kærligt på deres lidt langsomme mænd og derefter indforstået rundt i rummet. Boys will be boys – og det er der jo ikke nogen grund til at stille spørgsmålstegn ved. Eller er der?

 

Der er ikke nogen tvivl om, at mænds rolle i familien har undergået og stadig undergår en enorm forandring. Mænd fra min generation har helt andre og bedre muligheder for at engagere sig i deres børn, end mænd for bare få generationer siden havde det. Det skyldes dels, at mors og fars samlede betingelser er blevet forbedret gennem lovgivning, og dels at maskulinitetsbegrebet møjsommeligt er blevet bearbejdet og udvidet nok til også at kunne rumme nogle af de mere bløde kvaliteter, som opdragelse af og tilknytning til børn kræver.

 

I forbindelse med min graviditet er Peter og jeg (ligesom de fleste andre kommende forældre) blevet en del af et nyt fællesskab, “graviditet og forældreskab”, kunne man kalde det.

 

Det nye fællesskab har en formaliseret del i form af lægetjek, jordemoderkonsultationer, fødselsforberedelse, scanninger, spørgeskemaer, vandrejournaler osv. og så en ikke-formaliseret del i form af venner og bekendtes holdninger, fremmedes holdninger, det store internet, udstyr og ting og sager i babybutikker – alt i alt har vi at gøre med en ret omfattende institution, i hvilken det til tider kan være utrolig svært at se klart, holde hovedet koldt og stå fast på egne principper.

 

I dette indlæg vil jeg kaste et kritisk blik på den måde den formaliserede del, bedre kendt som sundhedssystemet, er med til at påvirke forældreidentiteten hos kommende forældre.

 

Fordi jeg trækker på mine egne oplevelser, er det vigtigt for mig at understrege, at dette ikke skal forstås som en kritik af det konkrete fagpersonale, jeg har været i kontakt med, men en kritik af det system de indgår i.

 

Vores sundhedssystem italesætter fædre som sekundære

Selvom initiativer såsom mere øremærket barsel til fædre har været oppe og vende politisk af flere omgange, så er det til stadighed ikke blevet ført ud i livet. Det mest dominerende argument imod lyder på, at man ikke fra politisk hold vil gå ind og regulere, hvordan den enkelte børnefamilie skal indrette sig. Problemet med det argument er bare, at vi allerede regulerer børnefamilier i stor stil – en regulering der starter fra den dag, du bliver gravid.

 

Min oplevelse er, at sundhedssystemet, som det er gearet i dag, taler ind i en kønskonservativ forestilling, hvor mor er primær, og far er sekundær. En forestilling, som jeg mener, bygger på en række kulturelt betingede misforståelser om kønnenes forcer og svagheder, men som får lov at passere som en indgroet grundantagelse, der ikke stilles spørgsmålstegn ved.

 

Sundhedssystemet understøtter forestillingen om far som sekundær på flere måder. Et eksempel på dette finder vi i det oplysningsskema som kommende mødre får tilsendt inden første jordemoderkonsultation. I skemaet er der spørgsmål om den gravides fysiske og psykiske sundhed. Det er spørgsmål, der kredser om ting som rygning, kost- og motionsvaner og tidligere kontakt med sundhedsvæsnet. Set ud fra et sundhedsfagligt perspektiv kan jeg godt forstå, at denne type spørgsmål gør det nemmere for jordemoder og læge at rådgive den gravide. En del af spørgsmålene er dog ikke åbenlyst knyttet til den kommende mors sundhed, men snarer til en række faktorer, der knytter an til hendes formodede kompetencer som kommende forælder. Det er spørgsmål såsom ”Har du kontakt til din sagsbehandler i kommunen? Hvis ja, hvorfor?” og ”Hvilken faglig uddannelse har du afsluttet?” Disse spørgsmål er isoleret set fuldstændigt irrelevante set ift. den gravides sundhed. Mit bud er, at denne type spørgsmål udgør en del af den forbyggende indsats, som skal spotte særligt udsatte gravide. Jeg har ikke noget principielt imod, at vi som samfund har en række instanser, der holder øje med, at gravide får den hjælp, de skal bruge for at kunne tage ordentlig vare på deres børn. Det er klart, at forbyggende instanser må række ind i almenområdet og screene alle kommende forældre, for at de kan have en reelt forbyggende effekt. Men det undrer mig, at det kun er den ene halvdel af det kommende forældrepar, der screenes. Med andre ord, hvorfor udfylder far ikke et oplysningsskema om hans uddannelse og kontakt til kommunen? Uanset om det er et bevidst eller ubevidst fravalg af info om far, så er signalværdien, at mors forældrekompetencer er vigtigere for barnets trivsel, end fars forældrekompetencer er det. Far er sekundær.

 

Et andet formål med oplysningsskemaet er at give jordemoderen en idé om, hvad hun skal være ekstra opmærksom på, og hvilke emner hun skal sørge for at komme omkring. Har den gravide eksempelvis svaret ja til, at hun er meget bange eller utryg for den forstående fødsel, eller er der andre emner, som presser sig på, kan jordemoderen tage hensyn til det, når hun planlægger de forestående konsultationer. De kommende jordemodersamtaler kommer altså til at tage udgangspunkt i et oplysningsskema, som den kommende far ikke har haft noget med at gøre – de emner, der måtte fylde hos ham, kommer i anden række og bliver ikke tænkt ind i det samlede forløb på samme måde som morens.

 

I oplysningsskemaet  bliver kommende mødre også bedt om at rangere en række emner på en bekymringsskala fra 0 (slet ingen bekymringer) til 5 (bekymring i meget høj grad). Er hun bekymret for hendes ansættelsesforhold? Er hun bekymret for forholdet til familie/venner, er hun bekymret for, at der skal være noget galt med barnet? Denne type spørgsmål giver ikke kun jordemoderen indsigt i den gravides tanker, de opfordrer også den gravide til at reflektere over hendes egen situation, følelser og forventninger forbundet til graviditet og forældreskab. Refleksioner som den kommende far altså heller ikke konfronteres med i samme grad som den kommende mor.

 

Sundhedssystemet skal tale fædre op, ikke ned

Og hvor vil jeg så hen med alt det her? Jeg vil pointere, at forældreidentitetsdannelse ikke sker i et vakuum. Den manglende involvering af far er et udtryk for det, vi allerede ved; sundhedspolitikker er influereret af kønsnormer og forestillingen om, at vi i Danmark lader børnefamilierne bestemme selv, er en håbløst naiv illusion (ja, det private er stadig politisk). Er det egentlig så sært, at fars bus ankommer senere end mors, når vores sundhedssystem systematisk italesætter ham som sekundær? Hvilke konsekvenser kan det have for hans forældreidentitet på sigt? Og hvordan kommer det til at påvirke hans rolle, og de opgaver han påtager sig i familien? Er bare nogle af de spørgsmål, jeg sidder tilbage med efter det forløb, jeg selv og Peter har deltaget i.

 

Det er på tide, at vi får et system, der taler fædre op i stedet for ned. Et system, der forventer det samme engagement og initiativ af kommende fædre, som det der forventes af kommende mødre. Jeg synes øremærket barsel er en god idé af mange årsager – en af dem er, at øremærket barsel på en meget eksplicit måde markerer, at far ikke er sekundær ift. til mor. Men som jeg har forsøgt at illustrere, findes der også andre knapper, vi kan skrue på allerede inden for den eksisterende lovgivning. Mere involvering af far i graviditetsforløbet og en ny og forbedret italesættelse af hans rolle ville være et stort skridt i den rigtige retning. Vi kunne også tilbyde fædregrupper på lige fod med mødregrupper? Eller hvad med at gå helt bananas og etablere forældregrupper, hvor interessen for ens barn er den bærende identifikationsfaktor i stedet for ens køn?

 

Billedet er lånt her.

Sofie Trier Jensen

Jeg er en diskussionslysten kvinde i slut 20’erne. Til daglig læser en kandidat i kønsstudier på Lund Universitet, men har en bachelor i pædagogik bag mig – mange af de emner jeg interesserer mig for, har derfor også rod i det pædagogiske felt. For mig er feminisme mange ting, på et personligt plan er det en vigtig identitetsfaktor, på det mere faglige plan er det et essentielt analytisk værktøj når det kommer til at rammesætte, analysere og forstå de mekanismer, der ligger bag forskellige former for ulighed.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv