leatherdyke.cc

Stråfeminister – et let mål

Når der i dag snakkes om feminister, er det helt almindeligt at sammenstille uforenelige synspunkter og at bruge dem til at latterliggøre feminisme. Fra forskellige kilder sammensættes en feminist, der godt nok ikke eksisterer, men som ganske rigtigt er latterlig.

 

For eksempel en feminist, der ensidigt går ind for værnepligt for mænd. Nogen gange sættes synspunkter sammen fra meget uenige kvinder, og af denne sammenstilling opstår endnu en latterlig og urimelig kvinde, der godt nok ikke findes, men som er nem at argumentere imod, nem at ramme. En stråfeminist, der er nem at slås med.

 

For nylig blomstrede Anne Sophia Hermansen med en artikel, hvor hun kritiserer ”ligestillingsfolket” for dobbeltmoral. Hendes artikel er en lang stråfeminist. Afsnit efter afsnit bliver feminister lagt synspunkter i munden, som de bagefter bliver latterliggjort for. Det er jo en nem måde at påvise dobbeltmoral!

 

Når jeg bruger ordet stråfeminist, er det fordi synspunkter bliver sammenstillet, som forskellige har, og som ikke fungerer sammen. Desuden bliver værnepligten og andre af de ulemper, der er ved at være mand i et patriarkat, udlagt som noget kvinder har gjort ved mænd. Bagefter konkluderes, at når disse ulemper findes, har kvinder magten, og at feminisme derfor er en mandeundertrykkende ideologi og bevægelse. Jeg snakker i det følgende mest om ASHs artikel, men måden at diskutere på er generel, og typisk for tidens tilbagevisning af idéen om kvinders ret til at blive betragtet som mennesker på lige fod med mænd. Den idé, der kaldes feminisme.

 

Far, mor og børn

De, der går ind for kvindekvoter, er som regel de samme, som går ind for øremærket barsel til fædre – og dermed også en mere lige erfaring på arbejdsmarkedet, pensionsopsparing og lige tæt forhold til børnene (med individuelle forskelle, selvfølgelig). I møgskilsmisser hænder det, at begge forældre hiver i børnene på urimelig vis – og moren får dem, hvis faren indtil da ikke har haft noget med dem at gøre. Det er ikke noget onde feminister gør ved mænd; det er en del af den patriarkalske struktur, der også går ud over mænd.

 

Der findes en retning, der hedder ”livmoderfeminister” – som plæderer for særlige rettigheder for kvinder i forhold til børn. Jeg har ikke selv sat mig grundigt ind i deres synspunkter, da jeg hurtigt kunne se, at jeg var voldsomt uenig og nok ikke kunne blive enig i deres udgangspunkt. Men kigger man dem efter i kortene, kan der eventuelt være noget om særrettigheder ved skilsmisser.
Ja, der findes nogle feminister, der er uenige med andre feminister. Og når det drejer sig om kvinder, er det tilsyneladende legitimt i adskillige artikler at kalde ”uenighed og vrede” for ”dobbeltmoral og hysteri”. Sætter man de ueniges synspunkter sammen, som om det kom fra én person, virker det jo også hurtigt absurd, det er da klart.

 

ASH skriver ironisk: ”Kvinder har ret til fri abort og til deres egen krop, herunder at fortryde et svangerskab, mens mænd ingen fortrydelsesret har. De har bare at makke ret og betale for kvindens valg. Han kunne jo have passet bedre på. Igen er kvinder ofre, og mænd er skurke, og noget så progressivt som fri abort til mænd er latterligt.”

 

En mand er selvfølgelig ikke en skurk, det øjeblik der opstår en graviditet. Men ja, det er en latterlig idé, at en mand skal have lov til at bestemme over en kvindes krop, og hvis han vil bestemme, hvad hun skal med sin krop, eller ikke vil vedkende sig sin del af ansvaret, så gør han sig selv til skurk. Det er en ret voldsom ting at være gravid, hvad enten man får en abort eller føder. For mandens vedkommende drejer det sig kun om penge – intet tvinger ham til at forholde sig i øvrigt til barnet.

 

Jeg betvivler ikke, at mænd kan være ulykkelige både over at få et barn, når de ikke ville have det, og over at miste et barn, når de gerne ville være fædre. Men da eventyret begynder inden i kvindens krop, er det altså hendes svære beslutning. Selvfølgelig bliver den ofte påvirket af faderens velvillighed eller mangel på samme. Men det må være hendes beslutning i sidste ende. I de meget få tilfælde, hvor en mand faktisk kunne bevise, at kvinden med vilje havde SNYDT ham, ville det være OK med mig, at han fik ret til at stå af… det er så min mening, men hvor mange tilfælde ville det dreje sig om? Det hænder, at kvinder bliver gravide med vilje uden at fortælle fyren det hverken før eller siden. Det hænder, at kvinder får at vide, at de ikke kan få børn… og pludselig var der alligevel kage i ovnen. Men den bevidste løgn, og derpå følgende fastholdelse af krav om børnepenge, er nok ret sjælden.

 

Idéen om at mænd ikke må skifte ble på børn, er selvfølgelig heller ikke en feministisk idé. Mærkeligt at skrive om det, som om det er en del af kvinders kamp for ligestilling. I de fora, jeg har del i, er de regler blevet diskuteret flere gange, og ingen (eller kun en enkelt foliehat-debattør) gik ind for de regler. Generelt må feminister kæmpe imod forestillingen om, at det er naturligt for mænd at forgribe sig på kvinder. Det er blandt andet den forestilling, der gør voldtægtsmænd til ”ofre” i den offentlige mening, som i Steubenville-sagen, eller som gør at folk synes at en pige ”selv er ude om det”, hvis hun er letpåklædt og bliver voldtaget (”mænd er jo mænd”), og som gør, at en kvinde der henvender sig til Mads og Monopolet får at vide, at hun er snerpet og bør være glad for opmærksomheden, når mænd glor – ikke tre sekunder, men gennem hele samtaler – på hendes bryster. Og af samme grund kan man ikke lade kvinder amme i det offentlige rum, for det er umuligt at kigge på andet, hvis man er en af de her hulemænd.
Feminister tror på, at voksne mænd kan beherske sig ligeså godt som andre mennesker over treårsalderen, især hvis mænd ikke konstant får at vide, at det er forkert og umandigt at have selvkontrol.

 

ASH snakker om at ”vi” snakker om øremærket barsel, samtidig med at ”vi” indfører særregler om, at mænd ikke må skifte ble. Men det er jo ikke de samme mennesker, der går ind for de ting! Stråfeministen gør, selvfølgelig, men det er altså meget sjældent, hun materialiserer sig ude i virkeligheden!

 

Leg, uddannelse og karriere
ASH nævner også, hvordan drenge bliver latterliggjort, når de leger med dukker. Hun beskriver det som et eksempel på, at feminister overser alle problemer mænd har, når de snakker om ligestilling. Når piger er ”seje”, fordi de klatrer i træer, er det fordi det i hierarkisk sammenhæng er ”bedre” at være dreng end pige – så det er ”latterligt” når en dreng påtager sig dele af den traditionelle kvinderolle. Ingen, der går ind for ligestilling, synes at drenge i kjole eller med dukker er latterlige. Det meget uretfærdige, at pigen er sej, når hun træder uden for den snævre kønsrolle, baserer sig på at hun opfører sig som noget der er ”bedre” end en pige… så man kan spørge sig selv, hvilket herligt signal det er at sende til hende, og til andre piger? Selvfølgelig er de snævre rammer i sidste ende synd for både drengene og for pigerne – spring ud med dukker og skrabesår, glimmer, strutkjole og karate, hvis I har lyst!

 

I debatten i dag snakkes der ydermere meget om den ”feminiserede” folkeskole, hvor drenge mod deres natur forventes at skulle sidde stille og lære noget. Men drenge har i årtusinder været dem, der fik lov til at gå i skole og lære noget. At sidde stille, koncentrere sig, at lære at læse, argumentere og skrive digte blev anset for mandigt. Men eftersom det udbredte antifeministiske ideal for tidens stakkels drenge er nogle hulemennesker, taget frit ud fra fantasien; voldelige og højtråbende, får drengene hele tiden at vide, at de er ”rigtige drenge” når de er uregerlige. Selvfølgelig klarer de sig dårligt i skolen efter den besked.

 

Når selvsamme drenge og piger som voksne måske bliver politikere eller ledende erhvervspersoner, kan de risikere at få deres udseende og andre irrelevante ting kommenteret offentligt. Når der alligevel er forskel på om en mand eller kvinde bliver kaldt øgenavne, er det fordi der er en lang og sej tradition for, at kvinder først og fremmest bliver bedømt på deres udseende. Det sker også for mænd, ja. Men det sker nærmest altid for kvinder, og bliver nærmest beskrevet som deres vigtigste kvalifikation; og i forhold til at blive taget seriøst trækker det ned, hvis de ikke er lækre, men også hvis de er. Jeg kan så tilføje, at blandt de kvinder, jeg kender, der bliver vrede over den slags ting, var der også almindelig skuffelse og utilpashed med, at statsministeren for nylig snakkede om noget med ”mænd og størrelsen, høhø”. For hele ideen om at måle folk på, om de lever op til stereotyper, er upopulær hos de fleste feminister – også når det drejer sig om mænd.

 

En anden del af de barske realiteter i voksentilværelsen som især kvinder møder, er at der er tusinder af års tradition for mandenetværk. På trods af kvinders indtræden på arbejdsmarkedet er mandenetværk en del af opretholdelsen af et skævt system. Det der ændrer på skævheden er frigørende, det der fastholder det er en del af problemet. En tid, hvor netværk bare er faglige og hverken kønnede eller socialklassebestemte – det vil være skønt. Indtil da er kvindenetværk, der giver modspil til de fastlåste netværk af årtusinders mandedominans, frigørende.

 

Hvem taler mænds sag i ligestillingsdebatten?
De fleste der arbejder intenst med ligestilling er kvinder. Mange af de ting der vil komme mænd til gode, vil ske som en følge af det arbejde; når forskellige værdier bliver mere anerkendt, vil flere mænd for eksempel finde modet til at bede om hjælp, når de har brug for det. Men hvis nogen ønsker, at kampen for ligestilling mere direkte skal komme mænd til gode, for eksempel på sundhedsområdet, vil det være skønt med et stærkere budskab mænd imellem, der siger: Bed om hjælp, hvis du har brug for det. Gå til lægen, hvis du er syg. Ring til dine venner, hvis du er ulykkelig. Og græd ud ved min skulder. Det er mandigt, fordi det er menneskeligt. Når mange feminister ikke snakker så meget om det, er det fordi, der er RIGELIGT at tage sig af uden FØRST og ALTID at skulle pleje omsorg for mænds behov før de kan få lov til at tage sig af de områder, der går værst ud over kvinder.

 

Historien om ”tabermanden” er opfundet af manderettighedsaktivister for at vise, hvor synd det er for mænd. Det er ikke noget, onde feminister har fundet på for at håne mænd. Men ja, statistik over hjemløse og selvmord viser, at patriarkatet også gør mænd til tabere.

 

Ligestillingskampen i Danmark handler overvejende om kvinder og hovedsageligt kun indirekte om at forbedre eller fremme mænds muligheder. Det er klart, at ligestilling vil komme alle til gode… men mest dem, der efter nuværende normer har flest ulemper.

 

Stråfeminister i debatten
Hele ASHs artikel er bygget op om stråfeminisme. De fjendebilleder, hun snakker om, har hun selv bygget med klodser, hun har fundet rundt omkring, men ikke hos flertallet af feminister. Feminisme er som grundregel den forestilling at kvinder er mennesker. Og at mænd er mennesker.

 

ASH fremhæver, at nogen har sagt, at hendes artikel må tages seriøst, fordi hun er kvinde. Hun siger det, som om det er et eksempel på, at kvinder tages mere seriøst end mænd. Men hovedreglen jo, at en artikel, der er skrevet af en mand, tages mere seriøst, alene fordi han er mand. Selvfølgelig giver det altid mere opmærksomhed, når en kvinde taler imod feminisme, ligesom mandlige femnister får uligt mere opmærksomhed en kvindelige. Taler en kvinde om hvordan mænd er ofre – og husker hun vel at mærke at sige eller antyde, at det er feministernes skyld – så roses hun og fremhæves og deles på Facebook. At sige at feministerne er dobbeltmoralske på det område, er måske toppen af den manipulerende ensidighed, der bæres frem i Anne Sophia Hermansens artikel.

 

ASH bliver selvfølgelig elsket af sexister, fordi hun som kvinde kritiserer dem, der taler for kvinders rettigheder. I den sammenhæng ses der stort på, at hendes kritik drejer sig om en feminist, der er samlet af løse klude og proppet med ASHs egen halm. En stråfeminist.

Cecilie Nissen Jøhnk

Cecilie Nissen Jøhnk har alderen til at være voksen, og er mor til to skolepiger. Hun elsker, når der er plads til andre skønheder og andre morsomheder end de mest konventionelle. Hun håber verden har feminisme nok til, at hendes mand kan få lov at være yndig ind imellem, og til at hendes to døtre kan vokse op uden at skulle hverken klippe en hæl eller hugge en tå.

1 kommentar

  1. Janni Iben Stevn Hansen

    Hej Cecilie. Glimrende indlæg. Må dog lige, som medstifter af Livmoderfeministisk Basisgruppe, pointere, at vi på ingen måde går ind for særrettigheder for mødre i forhold til børnene! Vi går ind for ligestilling, ligesom alle andre feminister, men prøver med vores projekt at sætte fokus på omsorg(sarbejde) og mellemmenneskelige relationer i den feministiske debat – både hvad angår kvinder og mænd. Lidt ærgerligt, du ‘laver en stråfeminist’ på livmoderfeministen i dit ellers fine indlæg om stråfeminister.
    De bedste hilsner
    Janni

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv