leatherdyke.cc

Må man som feminist gerne være vild med en pornostjerne?

 

Tilståelse: Jeg har faktisk ikke noget mod porno (jo, mod børneporno). Jeg synes ikke, at det er kvindefornedrende, forfærdeligt eller et udtryk for en eller anden patriarkalsk magt, højst lidt kedeligt og ind i mellem uæstetisk, men her glemmer jeg allerede dets primære funktion.

 

Da jeg var yngre, brugte mine veninder og jeg meget tid på at tale om porno. Altså om kæresters forestillede forbrug. Aldrig eget. Nogle anså pornofilm (dengang ,,gemte” dvd´er i skuffer og skabe, som blev fundet, når kæresten ikke var hjemme) og det stigende pornoudbud via nettet som en personlig fornærmelse og trussel mod parforholdet. Andre var ret ligeglade med mændenes skjulte liv foran computeren, højst lidt mystificerede.

 

Så kom den mere og mere legitime dyrkelse af erotisk kvalitetslitteratur, som jeg stadig bekender mig til. Til denne syssel hørte den absolutte fordømmelse af 50 Shades of Grey som litterært underlødig og derfor uinteressant. Stadig ingen film eller netporno. Men så mødte jeg Stoya. ,,Mødte” er måske en overdrivelse. Men lige meget hvad, opstod et næsten pige-crush- lignende forhold, som jeg gladeligt dyrker. Og som jeg faktisk kan stå ved offentligt.

 

Alligevel er ovenstående forbundet med en form for politisk ukorrekthed i mig selv; jeg er kvinde, veluddannet, optaget af ligestilling og kønsproblematikker, jeg læser erotisk litteratur for både dets litterære og sanselige kvaliteters skyld, jeg ser europæiske kunstfilm med alt for realistiske sexscener, og læser Nancy Fraser, Simone de Beauvoir og Foucault i min fritid. Men jeg er også helt forelsket i pornostjernen Stoya. Stoya er med i pornoproduktioner, der viser relativt triviel, hvid heterosex, og det er der ligesom ikke noget særligt feministisk-intellektuelt over…

 

Diskursen om (kvinder og) porno er typisk domineret af de to antagonistiske forestillinger om at, a) pornoen er undertrykkende, misogyni, fornedrende og kunstnerisk underlødig, og at b) pornoen er frisættende og en gevinst for kvinden og kvindelig seksualitet. I den første diskurs er der diverse indlejringer omkring pornoskuespillerinden som offer, trafficked, handlende mod bedre (men for den uintelligente performer ukendt) viden. I den anden ligger et prosex-perspektiv, der har udspring i en ret lang feministisk pornografi-/sex-debat i starten af 1980´erne, men som (heldigvis!) jævnligt aktualiseres og fornyes. Ingen af disse diskurser er hentet ud af det blå – jeg er altså ikke ude på at ignorere branchens skyggesider eller fordele ved pornoens frigørelse.

 

Men mere om Stoya: Stoya betegner sig selv som feminist. Hun er opmærksom på, at nogle mener, at hendes valg af erhverv i den sammenhæng er noget kontroversielt. Hun nægter at få brystimplantater, selvom hendes a-skål slet ikke matcher branchens typiske kvindeideal. Hun er hverken blond, plastikopereret eller solariebrun, men mørkhåret, høj, tynd og bleg som Snehvide. Hun har skrevet klummer for store amerikanske dagblade (New York Times, The Guardian), har blogs og brevkasser om sex (bla. for VICE http://www.vice.com/search?query=stoya), har medvirket i et kunstprojekt om hysteri og kvinder (http://hystericalliterature.com/stoya/ ), og er bevidst om konstruktionen af sin egen persona, som hun i øvrigt forholder sig meta-reflekterende til. Stoya owner sit karrierevalg og brandingen af sig selv fuldstændigt overlegent, hvilket er sindssygt charmerende. Stoyas succes hænger utvivlsomt sammen med den udbredelseseksplosion, som internettet betyder for pornoindustrien (Nogle kalder det demokratisk, andre mener, at kategorierne er ligeså fastlåste som tidligere, om end tilgængeligheden er større, men det er en anden diskussion). Stoya er flittig bruger af sociale medier, hvilket er med til at give hendes figur langt flere facetter, end det havde været muligt for blot 15 år siden. Men hun er stadig Stoya og ikke alle mulige andre.

 

På mange måder står hun på grænsen til Burlesque-scenen, eller ganske enkelt kunstscenen, som straks er langt mere acceptable rum end den gængse porno-scene. Hun er pop. Måske er det derfor, at det er ok at være begejstret for hende? Eller måske er det netop, fordi hun tilbyder flere identifikationsrum end det rent porno-trivielle? Når den kvindelige repræsentant for porno viser sig at være mere og andet end et objekt i en historie med dårligt plot, giver min identifikation med Stoya pludselig mening. Stoya har hjerne og andre erhverv. Hendes identitet løftes ud af porno-settet og viser bredde, selvstændighed, personlighed og andre egenskaber end ,,krop”.

 

Denne ,,normalisering” af pornoskuespillerinden (jeg kender ikke til mandlige pornoskuespillere, der er kendt for andet end deres sexarbejde) kritiseres af nogle kønsforskere som ,,clean-up” – det fænomen, at pornoen gøres stueren, f.eks. når dens repræsentanter optræder i andre sammenhænge og er dele af populærkulturen. ,,Clean-up”-tesen er negativ – populærkulturen kommer til at legitimere noget illegitimt. Denne legitimering karakteriseres f.eks. som ,,hipster-sexisme”, der skal kodes af et specielt overskudspublikum, der kan smile ad referencerne til en ,,lavere” kultur, og derved hverken forkaster eller anerkender porno, men gør det til noget ironisk hipt.

 

Min fascination af Stoya er slet ikke ironisk nok til at være hipster-ironisk eller feministisk bevidst nok til at være politisk. Jeg er bare vild med hende. Hun er cool, sjov, skriver godt, er smuk, fniser fjollet og ukønt under sex. Og så forsøger hun at gøre op med tanken om monogami og andre normative begrænsninger i verden. Jeg er vild med tanken om en anden pornoverden end den farlige, ulækre, undertrykkende, kvindenedgørende, tacky variant. Eller dens feministiske næsten performance-art-lignende pendant, der typisk er i radikal opposition til den eksisterende genre. Min begejstring er forbundet til drømmen om Pornotopia (her anvendt som et rent utopibegreb renset for dystopi-indvendinger). En utopi er som bekendt et ,,ikke-sted” og det er lige præcis, hvad Pornotopia er. Et hedonistisk drømmesamfund, hvor klasse, race, køn, krop, status og alt muligt andet er ophævet til fordel for en hedonisme koblet til uendelig seksuel nydelse for alle dets deltagere. Pornotopia er derfor drømmen om den ultimative frisættelse af mennesket, en frisættelse fra norm, moral, samfundets snærende bånd og ansvar i det hele taget.

 

Stoya er en lille bid af Pornotopia, hun bryder med en række negativt dominerende porno-koder uden at radikalisere eller politisere hverken sig selv eller produktet. På den måde tilbyder hun tilskueren et andet blik på både pornoen som profession, som sted og som narrativ. Som hun selv konstaterer i en af sine blogs, ville verden være et bedre sted, hvis vi alle accepterede og kunne vise flere af den lange række af identiteter, ikke blot seksuelle, som vi alle er indehavere af. Det er måske ikke stor litteratur, men Stoyas verden er en charmerende mini-utopi, der virker.

 

photo credit: innocence via photopin (license)

 

Cathrine Rygaard Rasch

Cathrine Rygaard Rasch, cand.mag i tysk og dansk med speciale i tysk film. Ret optaget af kønsdiskurser og ligestilling.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv