leatherdyke.cc

 

De har været på DR2 i ”Adgang med Abdel”. De er blevet interviewet og portrætteret af Zetland. De har været genstande for et hav af debatindlæg. De har deltaget i en debataften hos Zetland. De deler vandene. Både i de feministiske kredse og udenfor.

 

Hvis ikke du har luret den, så taler jeg om ”Girl Squad”, som de kalder sig. Deres borgerlige navne er Nikita Klæstrup, Louise Kjølsen bedre kendt som Twerkqueen og Ekaterina Krarup Andersen. De er seksuelle, de er provokerende, de er ofte ret afklædte (hvis ikke helt afklædte), de er selverklærede feminister, og repræsenterer, i følge dem selv, fjerdebølge-feminismen.

 

Jeg ved ikke, hvad jeg synes. Om fjerdebølge-feminismen, om hvad det egentlig er for en størrelse, og hvad der kendetegner den, eller hvad jeg synes om Girl Squad. Ikke som personer, det skal jeg ikke være dommer over. Det er der ingen af os, der skal. Men om deres aktivistiske stil. For det er vel egentlig dét, der provokerer rigtig mange mennesker? De er nøgne. De er seksuelle. De er flamboyante. De er provokerende. Og det må de ikke være, hvis de skal kæmpe for kvinders ret til at være seksuelle individer. Eller hvad?

 

At bruge nøgenhed som et aktivistisk middel er ikke noget nyt. Tværtimod. Der har været Breasts Not Bombs, PETA bruger også nøgenhed i deres kampagner, kunstnere har gennem flere årtier brugt deres egne og andres nøgne kroppe, og så er der nogle af de mest kendte inden for såkaldt nude activism: FEMEN. Især deres nøgen-protester er blevet famøse, og er hele tiden genstand for diskussion. Som Meghan Murphy skriver på Feminist Current:

 

“What I’ve noted elsewhere is that nude protest, when it comes to women, is a great tactic if your priority is to get media attention, but can be problematic because, often, that is the only way the media will pay attention to women – i.e. if we are performing for the male gaze.”

 

Jeg er delvis enig. Jo, det er da en god måde at få mediernes opmærksomhed på, at smide toppen, når man skal fremføre sine politiske holdninger. Men overskygger midlet så målet? Det synes jeg egentlig ikke. Ja, det er en god måde at få medieomtale på, og man er langt mere synlig, end hvis man dukker op i t-shirt og jeans.

 

I tilfældet med FEMEN, så er det jo blevet kendetegnende for dem, og det har (for mig i hvert fald) ikke samme nyhedsværdi eller chokfaktor, at de protesterer uden tøj på. Og jeg tror også, det er det, der gør, at mange reagerer på Girl Squad. For de er sgu anderledes, end hvad vi ellers ser. De opfører sig anderledes, snakker anderledes og ser ud på en anden måde end for eksempel Ditte Giese og Emma Holten. Og for nogle er måden de opfører sig på, snakker på og ser ud på, så chokerende og normoverskridende, at det har chokfaktor og dermed nyhedsværdi. Men det er ikke så nyt igen.

 

Nøgenaktivisme er en ret almindelig praksis, og har været det i mange år. Vi har måske ikke set lige så store tilfælde af det i Danmark før, og måske netop derfor provokerer det os. Men jeg synes, der er alt for meget fokus på deres fremtoning frem for fokus på det, de reelt set prøver at sige og kæmpe for. Og nu kan det godt være, der bliver lidt dårlig stemning, for jeg må nævne en anden kendt “nøgen”-fortaler: Kim Kardashian.

 

Hun er blevet udskældt op til flere gange, og i enorm høj grad, da hun lagde dette billede ud på sin Instagram:

 

 

Det medførte så mange negative kommentarer, at hun efterfølgende skrev et indlæg på sin blog om slutshaming, som hun afslutter med:

 

”It’s 2016. The body-shaming and slut-shaming—it’s like, enough is enough. I will not live my life dictated by the issues you have with my sexuality. You be you and let me be me. I am a mother. I am a wife, a sister, a daughter, an entrepreneur and I am allowed to be sexy.”

 

Og det er jo præcis dét, som Girl Squad også mener. At de har ret til at være sexede, seksuelle objekter – men på deres egne præmisser. De er det ikke for mænds skyld, men for deres egen skyld. Ekaterina tager alle billeder af sig selv, og tager alle billederne af gruppen, for netop at tage magten tilbage. Hun gør op med det mandlige blik ved at sørge for, at det blik, der står som afsender af billedet ikke tilhører en mand. Måden hun poserer på, det udtryk hun har, det er ikke dikteret af en mand – men af den portrætterede kvinde. Det giver hende kontrol over sin seksualitet.

 

Man vil aldrig kunne styre, hvordan andre ser på én, og jeg tror heller ikke, at Girl Squad tror på, at hvis de selv tager billederne, så bliver de ikke seksualiserede. Selvfølgelig bliver de det. Selvfølgelig er der mænd, der ser dem som seksuelle objekter. Men jeg tror ikke, at de bliver det i højere grad, på grund af måden de ser ud på og fremstiller sig selv på.

 

Helt almindelige, ukendte kvinder med private profiler og påklædte billeder modtager også beskeder fra fremmede mænd, der vil have sex med dem. Der vil betale for det. Måske de er så søde, at de lige sender et billede af deres pik. For lige at sætte stemningen. Men kvinderne har ikke bedt om det. Men fordi de er kvinder, så er de per automatik seksuelle objekter – ikke subjekter. Og det er dét, som Girl Squad og Kim Kardashian kæmper for. At være subjekter, der bestemmer over deres egne kroppe. Og det synes jeg ærlig talt, ikke er så dum en kamp at tage.

 

Jeg har haft enormt mange snakke omkring emnet fjerdebølge-feminisme, og ja, de har alle sammen handlet om Girl Squad. Jeg har læst samtlige debatindlæg om og fra de her kvinder. Jeg var til debataften hos Zetland for at høre deres egne tanker. For jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg står henne.

 

På den ene side, synes jeg deres kamp for kvinders ret til at være seksuelle er enormt vigtig. Især når man ser på den tid, vi lever i, med hævnporno og øget slutshaming på sociale medier. Kvinder er ikke til for mænds nydelse, og bør kunne være seksuelle væsener, uden at det gør dem til objekter. Men på den anden side, så er jeg enig i noget af den kritik, der har ramt Girl Squad.

 

Er det de gør solidarisk? Gælder deres kamp også for dem, der er en størrelse 52, hvor brysterne er knap så runde og faste, og hvor den store røv ikke skyldes 200 squats om dagen?

 

Jeg ser ikke, at de roser og fremhæver den type kvinder, og deres ret til at være seksuelle subjekter. Hvor er deres shout-out til f.eks. Ebba Nilsson? Som jeg ser det, har Girl Squad en gylden mulighed for at vise deres solidaritet. De har opbygget et brand, et navn, og de har mediernes opmærksomhed. De kunne arrangere et photoshoot med kropsaktivister, i Girl Squad-stilen, med Ekaterina bag kameraet. Twerkqueen kunne lave en twerk-video med alle typer kvinder. Selvfølgelig i Girl Squad-stilen. For jeg synes ikke, de skal give afkald på deres stil. Tværtimod, så kan den blive kendetegnende for deres aktivistiske arbejde, ligesom bare bryster er blevet det for FEMEN. Men jeg tror, at min tvivl omkring Girl Squad handler om, at jeg ikke har set solidariteten endnu. De siger, at de er solidariske, men desværre er det sådan, at handling vejer tungere end ord.

 

Men jeg er meget imod, at flere debattører skriver, at det ikke er feminisme, og at de ikke må kalde sig selv for feminister. For hvis der er noget feminisme er, så er det inkluderende og omfavnende. Eller det burde det være. Så jeg mener, at det strider imod feministiske principper, at gå til angreb på Girl Squad. Lad os da se på, hvad de gør i stedet for. Lytte til, hvad de siger. Høre, hvad de kæmper for. Anerkend forskellene. Men prøv at se forbi deres aktivistiske stil. Lad være med at sige, at de ikke er rigtige feminister, fordi de praktiserer en anden form for aktivisme, end du selv gør.

 

Måske bliver det kendetegnende ved fjerdebølge-feminismen ikke nøgenhed og retten til at være seksuel, men den debat det satte i gang. Måske bliver det kendetegnende netop, at vi er blevet så uenige i “egne” kredse, om hvad der er feminisme, hvornår man er feminist, og hvem der må kalde sig det, at den indre konflikt bliver vores kendetegn?

 

Og det synes jeg ærlig talt, er lidt ærgerligt, hvis det bliver tilfældet.

 

photo credit: serguei_30 Street art – Paris – 18 novembre 2014 via photopin (license)

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Amalie Valentin

25 år gammel og cand.mag i Æstetik og kultur, bosat i Aarhus. Jeg har i min studietid skrevet om alt fra det mandlige blik og objektificering, til Pussy Riot og feministisk kunst. Min interesse for feminisme er meget bred, men jeg har nok lidt en forkærlighed for køn og seksualitet. Derudover er jeg tosset med gin, hiphop/r'n'b og Beyoncé.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv