leatherdyke.cc

Stilforvirrede kønsroller

Er kønsrollerne stilforvirrede?

Skyldes stigningen af samfundssingler, at vi har mistet grebet om vores eget køns identitet?

Følelseskolde forhold i en kold vintertid og ulykkelige kærlighedstårer fra venner og veninder kaster mit fokus på parforholdet. En veninde græder over en mand, hun for nylig indledte et parforhold med, som kun varede to måneder. Jeg forsøger at trøste hende, og hun bliver til sidst i samtalen enig med sig selv om, at det må have været hendes kvindelighed, der har skræmt ham væk, og hun afslutter med at sige: “Han var ikke mand nok til mig!” Hendes ord fik mig til at undre mig over, hvad en rigtig mand er i en kvindes øjne.

En nær ven har også for nylig betroet mig sin ulykkelige kærlighedshistorie, der heller ikke holdt særlig længe, og snakkede sig i vores samtale hen til argumentet: “Hun var alt for meget kvinde til mig.” Jeg undrede mig derefter over, hvad en rigtig kvinde er i en mands øjne.

Disse eksempler er blot to ud af mange håbløse forsøg på at finde den rigtige partner. Alle leder efter en, der kan opfylde lige netop deres specifikke krav om definitionen på, hvad der er en “rigtig kvinde” og en “rigtig mand.” Det er svære tider, da kravene til os selv og hinanden ikke just er blevet færre.

 

Man kan spørge sig selv, om det stigende antal singler i samfundet skyldes, at grænsen mellem kønsrollerne er blevet for utydelig. Altså at vi i vores alt for mange krav til det modsatte køn forvirrer hinanden. I et samfund hvor mænd og kvinder er så ligestillede, som de efterhånden er, kan det måske som kvinde være svært, at identificere sig med den kvindelige kønsrolle. Omvendt kan det være lige så svært for manden at identificere sig med den manddighed, hans kønsrolle udgør i det postmoderne samfund. Der er generelt ikke nogen tydelig grænse mellem mand og kvinde længere. I hvert fald ikke hvis man sammenligner med tidligere generationer. Kvinder trækker lige så ofte i jakkesættet som mænd, og manden bliver lige så ofte som kvinden derhjemme for at passe hus og børn. Nogen vil måske stadig hævde, at ligestillingen ikke er total, men generelt set er vi nået til et punkt, hvor det faktisk kan være svært, at adskille den ene kønsrolle fra den anden. Imens denne grænse blot bliver mere og mere utydelig, stiller vi flere og flere overdimensionerede krav til det modsatte køn, fordi vi på et eller andet punkt stadigvæk hænger fast i de gamle kønsroller. Stereotypen på “en rigtig kvinde” og “en rigtig mand” har jo afsæt i de gamle generationers syn herpå, det kan ingen benægte. Balancegangen mellem samfundets udvikling af ligestilling og vores syn på kønsrollerne følges altså ikke ad. Man kan diskutere om konsekvensen heraf bliver, at vi stiller urealistiske krav til hinanden og får sværere og sværere ved at forstå hinanden. I og med at vi i det postmoderne samfund har så mega svært ved at forstå os selv, som enten kvinde eller mand, gør det os bare endnu mere stilforvirrede, så vi heller ikke kan forstå det modsatte køn. Den postmoderne mand er ofte på tale i medierne, fordi det er rigtig, rigtig svært for ham, at finde ud af, hvilket ben han skal stå på. Det er nogle andre krav, kvinder stiller til manden i dag, og det er åbenbart meget svært for ham at finde fodfæste i de krav, der bliver stillet.

 

Mange diskuterer, om kvinder har for høje krav til mænd og omvendt, men egentlig burde man nok i stedet kigge nærmere på den tillid, der er forsvundet kønnene imellem, i hvert fald ifølge parforholdsstatistikken. Der ses en stigende tendens til samfundssingler. Er det måske fordi vi har opgivet, at forstå hinanden? Det fortæller os i hvert fald noget om tilliden mellem kønsrollerne. Vi kan ikke komme uden om, at alle har et fundamentalt behov for en partner af samme eller modsatte køn. Nogle vælger måske at være singler for en periode, mens det for andre bliver et valg om livsstil. Dog ved vi, at det er et fundamentalt menneskeligt behov for at finde en partner. Jeg mener bare, hvorfor skal vi alle sammen gå og lide af ulykkelig kærlighed, hvis der er så mange singler derude? Er det, fordi mændene lider af dårligt selvværd i deres stræben efter at identificere sig med deres nye kønsrolle? Identificerer kvinderne sig for meget med den mandlige kønsrolle og er for dominerende pga. tidligere undertrykkelse, der ligger dybt indprentet i begge parters bevidsthed? Eller er begge parter komplet stilforvirrede, i en form for metroseksuel kønsidentitet, fordi det er nemmere at identificerer sig med begge kønsroller? Vælger vi i virkeligheden single-stationen, fordi vi er stilforvirrede? Der er så mange spørgsmål forbundet med kønrollemønstret, som det er. Jeg tror, det handler om, at vi skal være villige til at forstå hinanden bedre.

 

Pernille Hein Jakobsen

Jeg hedder Pernille Hein Jakobsen, og er 23 år. Jeg har førhen studeret på Arkitektskolen i Århus, men holder lige nu en pause fra studierne. Jeg blogger for F-frekvensen, fordi jeg synes, det er vigtigt og interessant at bidrage til kønsrolledebatten i samfundet. Mine blogindlæg handler primært om kvinder og mænds syn på hinanden og udviklingen i samspillet mellem kvinder og mænd.

7 kommentarer

  1. Hej Pernille.
    Tak for dit blog indlæg.
    Du rører ved mange vigtige faktorer i forhold til spørgsmålet:Er kønsrollerne stilforvirrede?
    Jeg arbejder som coach for mænd, og mine kunder fortæller om “stilforvirring” og en udvikling de har svært ved at holde trit med.
    Har du et udtryk af at kvinder er mere “udviklede” på det personlige plan, ift deres selvbevidsthed i forhold til hvad der rører sig i samfundet, end hvad mænd er.
    Lad os sige i en målgruppe mellem 35-55 år?
    Glæder mig til din besvarelse.
    Kh Karl-Otto Sandvik

    • Hej Karl-Otto.

      Tak for din kommentar. Først og fremmest må jeg nævne, at jeg synes, det er fedt at få sparket en dialog igang med en coach, der beskæftiger sig med mænds syn på sagen. Når det så er sagt, er det et meget omfangsrigt spørgsmål, du stiller. Dog er det et relevant spørgsmål, og jeg vil derfor forsøge at svare dig så godt som jeg nu kan.

      Et spørgsmål du kunne stille dine klienter er: Hvorfor har du/i svært ved at holde trit med den udvikling, der sker i øjeblikket? Det kunne jo være virkelig interessant at få nogle eksempler på, hvad det er, mændene synes er svært. Nu er alle mænd jo ikke lige gode til at åbne op omkring tanker og følelser. Selvom jeg tror, det er nemmere mand og mand imellem (har jeg ret?). Jeg tror godt, vi kan blive enige om, at mænd i hvert fald ikke gør lige så meget ud af deres følelsesliv, som kvinder gør. I hvert fald ikke når man er i et parforhold. Der er det oftest kvinden, der først får sat ord på disse ting. Dermed ikke sagt, at mænd har et mindre behov for det end kvinder! Måske er kvinder faktisk ofte så fokuseret på deres eget følelsesliv, at de i farten glemmer hvordan mandens har det. Dette må være en selverkendelse til kvinder.

      Sådan som jeg oplever det, har mænd et større behov for, at der bliver spurgt ind til deres følelsesliv, da de ofte ikke selv får sat ord på det. Min erfaring siger mig i hvert fald, at en kvinde der interesserer sig for en mands følelsesliv og spørger ind til det, kommer tættere på gensidig tillid mellem begge parter. Kort sagt: Kvinder har et fundamentalt behov for at deres følelsesliv bliver hørt og set, så de behøver ingen hjælp til at få sat ord på det (det gælder i hvert fald de fleste). I mine øjne har mændene et fuldstændig identisk behov, men de ved det bare ikke… Eller lad mig sige det sådan her: Den postmoderne mand er også en urmand! Når han selv har forstået det, er han godt på vej imod større selvbevidsthed. Så ved han nemlig hvilke biologiske processer, der ligger til grund for, hvorfor han er, som han er. Lad os bare kalde ham “beskytteren” og “jægeren”. Nu er det bare sådan, at “jægeren” ikke bor i sin hule mere. Han bor i et postmoderne samfund. Lad os bare kalde det samfunds-evolution. Med dette begreb mener jeg altså den udvikling, der sker i samfundet. Godt så… Manden gennemgår altså ikke bare en biologisk evolution, men også en samfunds-evolution. Den biologiske evolution skal altså passe ind i samfunds-evolutionens ramme. Eller sagt på en anden måde: Jægeren bliver nødt til at indpasse sig i det postmoderne samfund eller skabe demonstration/revolution.

      For at kæde det hele lidt sammen med dit spørgsmål, synes jeg ikke man kan sige, at kvinder er mere udviklede på det selvbevidste plan, end mænd er. Vores biologiske evolution er også kun nået til jægeren. Jeg tror, både mænd og kvinder er lige udviklede på det selvbevidste plan, i hvert fald når det gælder deres eget køn. Problemet er, at hverken mænd eller kvinder har en FÆLLES SELVBEVIDSTHED. Og lige nu har det ikke udsigter til, at hverken kvinder eller mænd gider at investere hverken tid eller kræfter på at kæmpe for en fælles selvbevidsthed. Det er jo faktisk nemmere at lade være. For at mennesker tilpasser sig adfærdsmønstre, skal der være konsekvenser. Konsekvensen af at vi har opgivet denne fælles kamp, er at vi mangler noget intimitet i hverdagen. Men det kan man jo bare shoppe sig til på datingsider, eller man kan gå i byen i weekenden. Det gør vi alle sammen i stor stil, selvom vi slet ikke synes, det er en tilfredsstillende måde at imødekomme det andet køn på. Det kan vi nok alle blive enige om.

      For at der kan gøres noget ved problemet, skal BÅDE mænd og kvinder fokusere mere på deres eget køns selvbevidsthed for at kunne imødekomme problemet. Når man gør sig selv bevidst om sin egen selvbevidsthed, tror jeg på, at man også kæmper for den fælles. Det er altså ikke kun den postmoderne mand, der har det svært her! Det er svært for begge parter. Jeg synes hovedproblemet er, at vi altid deler tingene op i “mænd” og “kvinder”. Hvorfor bliver vi ikke bare bedre mennesker, når nu vi har erkendt problemet. Jeg går ud fra, at det er derfor mændene opsøger en coach som dig?

      Så to FÆLLES coaching-punkter for kvinder og mænd:

      – Kvinder skal være bedre til at spørge ind til det.
      – Mænd skal blive bedre til at få sat ord på det.

      Håber du kunne bruge det til noget.
      Mange hilsner Pernille.

      • Tak for din kommentar Pernille.
        Jeg får mange gange spørgsmålet: Hvorfor coaching for mænd?? Skal vi ikke bare udvikle os som mennesker.
        Jeg mener coaching for mænd er vigtig, fordi vi er forskellige som køn, både biologisk, funktions mæssigt og ikke mindst kulturelt påvirket og programmeret til at indfri forskellige forventninger. Forventninger der kommer fra media, fra kvinder, fra vores mødre, fædre, etc. Coaching for mænd er for mine kunder at de finder ind til sit dybere potentiale, sine egne kerne og livs værdier, så de udvikler sig mod en mere autentisk udgave af sig selv.
        Dette er jo selvfølgelig også som menneske, men hvis vi ikke kikker på den køns specifikke programmering, er jeg bange for vi udvisker kønnene
        Tak for din kommentar Pernille.
        Jeg får mange gange spørgsmålet: Hvorfor coaching for mænd?? Skal vi ikke bare udvikle os som mennesker.
        Jeg mener coaching for mænd er vigtig, fordi vi er forskellige som køn, både biologisk, funktions mæssigt og ikke mindst kulturelt påvirket og programmeret til at indfri forskellige forventninger. Forventninger der kommer fra media, fra kvinder, fra vores mødre, fædre. Man kan også være besat af sine egne historier og meninger om hvad man “bør” indeholde eller være, når man er mand.
        “Coaching for mænd” er for mine kunder det, at de finder ind til sit dybere potentiale og sine egne kerne og livs værdier, så de udvikler sig mod en mere autentisk udgave af sig selv.
        Dette er jo selvfølgelig også som menneske, men hvis vi ikke kikker på den køns-specifikke programmering, er jeg bange for vi udvisker kønnene respektive identitet.
        Hvis vi ikke forstår og respekterer denne forskellighed, så er jeg bange for at den feministiske agenda om ensretning sejrer ad helvede til.

        Det skaber et gråt marked af kønsløse individer, hvor forvirringen er komplet og vi vælger partner efter hvad der komplementerer en, uden at tænke på hvad der er med til at udvikle en som kvinde eller mand.
        Måske er det bare det nemmeste??

        Vh: Karl-Otto Sandvik
        2bii Coaching For Mænd.

        • Personligt synes jeg, det er fantastisk, at der findes coaching for mænd! Gid der fandtes mere af sådan noget. Det er netop i dialogen mellem mænd, at manden bliver mere autentisk. Kvinder har altid vildt travlt med at få snakket ud og blive hørt, men det har mænd jo også. Jeg ved godt, mange gør det, men det er da lidt pudsigt, at du centrerer din coaching omkring autentiteten af kønnet. Altså at man skal finde en mere autentisk side af sig selv. Jeg mener ikke kun mænd har brug for dette. Det samme gælder kvinder. Vi har i den grad også brug for at finde frem til den autentiske side af os selv. Vi mangler jo den gensidige autencitet ved hinanden (altså kønnene imellem), som gør, at vi finder frem til et dybere autentisk selv. Men jeg synes faktisk, det er noget af en stor filosofi, vi her bevæger os ud i, for et eller andet sted lever vi jo også i en tidsalder, hvor kønnene er så frit stillede, at de kan gøre præcis hvad der passer dem. Med denne frihed, bliver vi TVUNGET til at finde ind til et dybere autentisk jeg. Man stiller flere spørgsmål til sig selv og dermed også modsatte køn. Måske er det i virkeligheden slet ikke en dårlig ting, at vi er så fritstillede og kønnene er lidt i “opløsning”. Måske styrker det faktisk mangfoldigheden og tolerancen hos både mænd og kvinder, at begge køn er så stilforvirrede, som de er, hvis du forstår hvad jeg mener. Det er da i hvert fald positivt, at mænd opsøger dig for at indrømme, at de bliver nødt til at tage hånd om deres eget køns autencitet.

          • Jeg mener ikke mændene skal tage hånd om deres køns autenticitet, men deres egen autenticitet.Leve mere indefra og ud og ikke bruge tilværelsen på at leve op til normer, dogmer, egne og andres forventninger., men indefra deres egne kærneværdier og fra deres største potentiale.
            Når mændene sælger ud af sin kraft, for at får fred med konen, så sælger de ud af sin seksuelle tiltrækningskraft og kvinden tænder ikke længere på ham. Derfor er hun utro mod ægteskabet, men tro mod sine følelser.

            Den form for ærlighed, kan manden ikke forstå. Han er jo oplært til at være sød og venlig overfor kvinden, så vil hun nok have ham, men det er en strategi der gør ham ensom og langtidssinge og han forstår det ikke.
            Han er tit oplært til det af sin mor og kvinden er oplært til at gå efter det hun vil have, på en maskulin måde.
            På denne måde er kønnene programmert til at mislykkes i parforholdet.
            Jeg vil anbefale god læsning :
            http://mysis.dk/alfa-han-eller-toffelhelt-af-kare-fog/

  2. Det vigtige for kvinder i de stammesamfund hvor kvinder har det godt, er at de lever nært sammen med andre kvinder. At kvinderne elsker hinanden.
    Mænd er normalt kun forelsket et årstid, længe nok til at der kan ankomme en baby. Vores samfundet er komplet uegnet til mennesker. Vi har hidtil kun overlevet på trods af vores samfund.

  3. Lige akkurat, med den sidste sætning rammer du hovedet på sømmet.
    Det er nemlig et spørgsmål om at være villig til at investere tid. Det tager tid rigtigt at kende én, det tager tid at prøve og forstå. Hvis man så gang på gang oplever at man aldrig lærer at forstå, så er det jo bare nemmere at være single.
    Hvad skal vi med mænd? Kvinder shopper mænd… Og omvendt… Et citat fra en gammel single;) ‘He’s not my boyfriend. He’s just somebody I’m trying on.’ (Carrie, Sex and The City).
    Vi kan oven i købet shoppe vores børn ved en fertilitetsklinik. Hvorfor skulle vi så ha alt det besvær med at forsøge at forstå mænd, de lærer jo heller aldrig at forstå kvinder. Det er sat på spidsen, det er klar, men det er et faktum at manden er blevet et frynsegode. Der er ”need to have” og “nice to have”, “women fundamentally don’t need to have a man to survive eny more”. Derfor tror jeg kønsrollerne er i opløsning, og forvirringen er total.
    I virkeligheden inderst inde er det vi længes efter i denne overfladiske verden nærhed og intimitet, men hvem vil indrømme det;)

    http://www.marieclaire.co.uk/blogs/suzannah-ramsdale/542963/sex-and-the-city-the-best-carrie-bradshaw-quotes.html

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv