leatherdyke.cc

Skal jeg som single føle mig mindreværdig i forhold til f.eks. min veninde, der har en kæreste? På Facebook læste jeg en kommentar af en singlekvinde, som beskrev det pres og den tvivl, hun oplevede med omgivelsernes insisteren på at have en kæreste er nødvendigt for at være lykkelig.

 

Singlekvindens liv og problemer er blevet beskrevet flittigt de sidste årtier både i litteraturen, på film og tv. Glem Herman Bangs sidste balkjole og de stille eksistenser og sig i stedet goddag til Carrie Bradshaw, Bridget Jones og Nynne som frontfigurer. Men hvor meget har egentligt ændret sig? For når alt kommer til alt, så er det stadigvæk kæresten og børnene, disse karakterer søger som svaret på at blive lykkelige. Hvor er karakteren, der definerer sin lykke som mere eller andet end en partner?

 

Når vi møder hinanden for første gang, er et af de gængse (nærmest pligtagtige) spørgsmål, om man har kæreste eller børn. For nogle dage siden fik jeg igen dette spørgsmål og svarede nej til begge dele. Mit svar burde have afsluttet den del af samtalen og fået os videre, måske skulle jeg lige have spurgt mine samtalepartnere om, hvorvidt de havde nogen. Men det nåede jeg faktisk ikke engang at overveje, før en af dem indskød, at der jo var mange, som var singler nu til dags.

 

Her dage efter er jeg stadigvæk irriteret over bemærkningen. Irritereret over at min singlehed skulle forklares. Når folk har kærester eller børn, så følger vi da ikke op med en eller anden statistik om, hvor mange procent de ligner eller ikke ligner. Så hvorfor skal jeg som enlig skrives ind i en tabel? Jeg er single, og hvad så?

 

Det undrer mig, hvorfor vi i en tid med høje skilsmissetal og mange mennesker, der er singler, stadigvæk definerer vores lykke efter forestillingen om kæreste og børn. Samtidig er samfundet omkring os fuld af beviser på, at 1950’ernes ideal om kernefamilien (far, mor og to børn) alligevel ikke længere udleves af flertallet af os. Når dette er tilfældet, hvorfor bedømmer vi os så stadigvæk ud fra dette gamle virkelighedsfjerne ideal?

 

”Slægt skal følge slægters gang” lyder det fra julesalmen ‘Dejlig er jorden’, men hvorfor er det sådan? Hvorfor skal jeg have børn? Når vi ingen børn har, bliver vi ofte konfronteret med spørgsmålet om, hvornår vi nu skal have børn, men hvorfor er der ingen, som spørger forældre, hvorfor de har valgt at få børn? Selv i det 21. århundrede er det som om, det er en selvfølgelighed, at vi skal have børn. Og hvis vi ingen har, så bliver der talt om et fravalg, som derefter skal begrundes. Du har ingen børn, fordi du er karrieremenneske. Du har ingen børn, fordi du ikke kan få dem. Hvorfor er det ikke lige så acceptabelt, at du ikke ønsker at have børn, som hvis du ønsker at få dem?

 

Hvad er lykke? Som en del af en befolkning, der er blevet udråbt til at være verdens lykkeligste, burde vi vel alle kunne give svaret på, hvordan vi bliver lykkelige. Men det er bare ikke så let. Jeg har tit hørt kvinder, der er blevet mødre, beskrive deres børns fødsel, som deres største lykke/øjeblik. Det er okay. Jeg anfægter ikke dette, for jeg er overbevist om, at for nogle kvinder er det at få børn det største øjeblik i deres liv. Men jeg er ikke mor, og jeg ved heller ikke, om jeg nogensinde ønsker at blive det. Så min lykke må altså være noget andet. Og dette andet, er det ikke lige så værdifuldt som den lykke, min kusine føler som mor til en lille datter?

 

Jeg er en selvstændig kvinde med mine egne meninger. Fortæl mig at mine holdninger er tåbelige, og jeg giver igen af samme skuffe. Men hvorfor bliver jeg så underlig berørt, når spørgsmålet om kæreste og børn kommer? En klump i halsen og en lav stemme, når jeg endelig får slynget et par nej’er ud. Som om jeg skal undskylde for, at jeg ikke har bundet mig til en anden og født nogle unger.

 

Hvorfor sidder jeg og spekulerer på hvad, andre tænker om mig, når jeg siger single og ingen børn? I en tid hvor flere og flere er singler, og der bliver født færre børn, hvorfor bliver det at være single så stadigvæk anset som værende en slags venteposition til parforholdet?

 

Det er ikke rart at få fortalt, at ens livsstil er forkert i forhold til resten af gruppen/samfundet. Det er ikke spor behjælpeligt at have problemer/tvivl og så blive mødt med påstanden om, at alt ville løse sig, hvis man bare fandt sig en kæreste. Men hvordan kommer vi singler videre uden at give efter for selvdevaluering, når vi får disse bemærkninger slynget i hovedet? Hvordan stopper vi singler med at forvente, at spørgsmålet om kæreste og børn automatisk medfører en ulighed mellem os og resten af flokken?

 

Skal vi give igen og spørge de kære familiemedlemmer, hvor lykkelige deres egne forhold er? Skal vi trække på skuldrene af reklamer som ’Knald for Danmark’ og bare forholde os til, at det stadigvæk er vores kroppe og dermed vores valg?
Så hvad vil det sige at være lykkelig? For mig handler lykke om at have det godt. Og jeg tror, at vejen til lykken først og fremmest handler om at have det godt med sig selv og sine valg. Hvis du har det godt med det liv, du lever som single, hvorfor skal den tilværelse så nedgøres i forhold til en mulig tilværelse med kæreste og børn?

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

 

Billedet er lånt her.

Gitte Lindorff Hansen

Først i 30’erne, som har taget en cand.mag. i litteraturhistorie og nu er i gang med finde ud af, hvad den kan bruges til. Jeg kan rigtig godt lide at læse både skøn- og faglitteratur. Jeg interesser mig for kønsroller, ligestilling, sprogbrug, historie og så meget mere.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv