leatherdyke.cc

For otte år siden blev jeg forelsket i en kvinde. Hun slog fuldstændig benene væk under mig. Mødet med hende kastede mig ud i en halvstor identitetskrise. For hvad betød det, at jeg nu var faldet for en kvinde?

 

Aldrig før havde jeg været forelsket i andre end mænd. Det var svært at lukke venner og familie ind og dele min nye oplevelse. Jeg frygtede fordomme – at blive set på med mistroiske øjne. I virkeligheden frygtede jeg mine egne fordomme, og det jeg ikke kendte mig selv i endnu. For at turde springe ud måtte jeg rejse til San Francisco. Her kendte ingen mig, og jeg kunne være i et samfund, hvor tolerancen var stor i forhold til det, jeg gennemgik. Hjemme i Danmark kendte jeg ingen, som havde det som jeg. Derfor søgte jeg information på nettet og mødte mange fordomme omkring biseksualitet. Såsom, at mennesker, som kaldte sig biseksuelle i virkeligheden var forvirrede personer, de var utro, gjorde det for opmærksomheden osv.

 

De forbehold over for biseksualitet, som jeg følte, jeg mødte, gjorde mig indelukket og ked af det, og jeg skubbede langsomt min smukke forelskelse bort. Det var frustrerende at opleve, at det, jeg personligt følte var smukt, blev sammenstillet med mistro samt grænsesøgende og sexfikseret adfærd.

 

Nu otte år senere er jeg et helt andet sted i mit liv. Jeg har endelig fået et naturligt og afslappet forhold til min egen seksualitet og person. I dag er jeg gift med min store kærlighed. Det er ikke længere min egen frygt og angst, som spænder ben for mig. Jeg ser nu, at de eneste grænsesøgende og sexfikserede er de mennesker, der udviser kedelig, upassende adfærd. Det er især mænd (og her vil jeg understrege, at der er dobbelt så mange respektfulde mænd i billedet), som jeg og min kone møder på gaderne, der intet problem ser i at kaste upassende kommentarer efter os på højlys dag.

 

Kommentarer, som kan lyde: ”Skal I snart hjem og knalde?”. Vi er blevet tilbudt en trekant nytårsaften – af en beboer fra vores opgang. Han synes også det var ok at beglo os gennem vinduet, da vi kyssede hinanden godt nytår.

 

Opmærksomheden vi ufrivilligt møder undrer mig. Når jeg har holdt tidligere kærester i hånden på gaderne, og de kærester var mænd, har jeg aldrig oplevet det samme form for spotlys, som jeg får, når jeg holder en kvinde/min kone i hånden. Ergo mener jeg, at der er et problem, når det kommer til, hvordan mænd stadig betragter kvinder.

 

Den adfærd, som udvises er helt urimelig. Jeg føler mig ufrivilligt seksualiseret og pornoficeret. Men jeg har sådan set ikke giftet mig med en kvinde for at tilfredsstille (og sorry igen) mænds forestillinger om to kvinder sammen.

 

Velmenende råd lyder: ”Du skal bare lad kommentarerne fare ind af det ene øre og ud af det andet,” eller: ”Det lærer du med tiden at tackle. “Men jeg vil IKKE lære at tackle dårlig adfærd fra andre. Jeg har en tro på, at vi som moderne samfund, kan give plads til kvinder uden, at de udstilles som sexsymboler. I mit arbejde som Psykomotorisk Terapeut kan jeg understrege, at når et menneskes grænser overskrides, bliver den selvsamme grænse sværere at mærke. Især hvis det sker gang på gang. Det er som om, vi har ladet stå til. Vi har vænnet os til, at det er ok at kaste halvklamme bemærkninger af sted til kvinder når som helst.

 

Min grænse er sat. Jeg gider ikke, at du taler til mine bryster, når jeg taler til dig.

 

 

Camilla Palisz Wengel

Camilla er bosiddende på Østerbro. Hun har en forkærlighed for fortællinger, for skæve eksistenser, for musik og brænder i hjertet for ligestilling og ret til at være den man er som menneske. Arbejder som Psykomotorisk Terapeut og som sansgskriver.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv