leatherdyke.cc

Debatindlæg. Om samfundets reaktion på seksuelle krænkelser i weekenden og om regulering af kvinders adfærd som løsning.

 

Københavns Politi har tre gange på fire uger, senest denne weekend, udsendt advarsler mod at bevæge sig ud om natten, dette varsel gælder ,,yngre kvinder.” Og medierne har i bedste dramatiske stil svælget i bykort, der viser farezoner i København – ret meget signalrød farve i områder, der inkluderer stort set hele Nørrebro og Østerbro.

 

Årsagen? Den såkaldte ,,serie-krænker”, ,,sex-krænkeren” eller ,,slikkemanden”, såmænd. Således kan der nu tilføjes tre nye ord til Nudansk Ordbog og alle yngre kvinder, bosat i ca. det halve København kan i al politiets og mediernes velmenende omsorgshype være begrænsede til at gå ud på Vesterbro, Frederiksberg og måske endda Valby, hvis de altså ikke har bopæl et af de farlige steder, og derfor er nødt til at krydse det farlige område? Med mindre de forbliver fuldstændigt upåvirkede af hele miseren. Og det tror jeg ikke.

 

Jeg er ikke specielt ude efter hverken politi eller presse, de vil jo kun kvinderne det bedste. Men det er jeg så alligevel, fordi det er lattervækkende, at en enkelt persons misgerninger skal føre til begrænsninger og skræk hos halvdelen af befolkningsgruppen i halvdelen af hovedstaden. Særligt, når problemet er et vilkår for de fleste kvinder gennem livet.

 

Jeg er dog slet ikke ude på at placere kvinder i en offergruppe, snarere se realistisk på livet, når jeg nu siger, at politiets patroniserende omsorg spicet up med den skrækindjagende nyhedsjournalistik, der lægges for dagen, enten burde udsendes ALLE uger eller INGEN uger, hvis den skulle være konsekvent, vitterligt var så velmenende eller skulle kunne udgøre et samfundsprincip.

 

Misforstå mig ikke; jeg er fuld af sympati for de stakkels kvinder, der har haft ubehagelige oplevelser med den pågældende mand. Og jeg er godt klar over, at politiet som samfundsrepræsentanter for tryghed og orden er nødt til at reagere på en eller anden måde. Men løsningen er ikke at adfærdsregulere kvinderne. Vi ved alle, at opfordringer som f.eks. ,,ikke at klæde sig udfordrende” ikke har nogen særlig effekt på noget som helst i verden. I den verserende sag vælger politiet venligt, men alfaderligt, at instruere direkte med opfordringerne om f.eks. ,,at holde sig godt orienteret i gadebilledet”, og at ,,slå følge med andre”. Hverken de vises sten eller en løsning, sorry.

 

Mediernes dagsorden og deres sensationskriterier er én ting. Man kan kritisere dem for at bære ved til det bål, der her ofrer kvinders frihed ved at fordre en adfærdsændring hos de potentielle ofre frem for at løse det egentlige problem. Men de er ikke direkte repræsentanter for staten. Det er politiet til gengæld. Fredag eftermiddag udtalte vicepolitiinspektør Jens Møller, at der muligvis var tale om flere gerningsmænd, ,,(…)men så har de bare nogenlunde samme adfærd.” Jeg vil ikke være respektløs, men jeg kom faktisk til at le højt. For ja, der er nok flere krænkere end én derude, og ja, de har nok nogenlunde samme adfærd inden for et vist spektrum…

 

Det er min påstand, at man ud fra en hvilken som helst politidøgnrapport vil kunne finde eksempler på krænkelser, også over for mænd, efter alle weekender, og sikkert også efter alle hverdage, hvilket gør det påfaldende, at den verserende ,,serie-krænker” er genstand for så massiv opmærksomhed. Krænkelser foregår ikke kun weekendnætter på Nørrebro/Østerbro. Den sidste blotter, der viste sig for mig, havde f.eks. valgt et busstoppested i Emdrup kl 08.30 en tirsdag morgen (det fungerer nok også mere effektfuldt i dagslys, hvis man skal se praktisk på det), ligesom den sidste krænker in-oh-so-many-ways (ham, der ikke helt kunne beslutte sig for, om han skulle stjæle min taske, gramse på mig eller brænde mig på låret med sin cigaret) dukkede op på en befærdet, solbelyst gade en søndag aften ved 19-tiden. Men jeg tager det ikke personligt.

 

Som kvinde er man ALTID et potentielt ,,offer” eller ALDRIG mere eller mindre, og man kan så vælge at være bange, hver gang man bevæger sig uden for en dør eller netop aldrig, fordi sandsynligheden ca. er den samme. Sikkert også for mænd ift. den meningsløse vold, de kan risikere at møde. Det er ikke den verserende sag, der gør (natte-)livet til et potentielt farligt sted at være, det er snarere samfundets reaktion – en hyperaktiv person fra eller til gør ingen forskel over tid statistisk set, mængden af krænkere, eller hvad man nu vælger at kalde dem, er snarere konstant. Og et vilkår – lidt ligesom farlig trafik, man ikke kan gå i panik over otte gange om dagen. At forsøge at forhindre overgreb ved at begrænse kvinder i deres livsaktiviteter ligner nærmest en bourdieusk beskrivelse af biopolitikkens konsekvenser – og hvad så, hvis man glemmer at ,,slå følge med andre” eller ,,orientere sig i gadebilledet”, er man så selv ansvarlig for et evt. overgreb?

 

Hvis medier og politi virkelig skal problemet til livs, skal både vinkel, sprogbrug og håndtering af sagerne se strukturelt anderledes ud – ingen har brug for at blive bange for egen by og skulle have instrukser om at se sig over skulderen. Så fri os nu for reguleringerne, adfærdsændringen skal ikke placeres hos kvinderne, ligegyldigt hvor velmenende den er. Ændringen skal foregå hos dem, der forvolder problemet og måske hos dem, der søger at løse det.

 

Photo Credit: Politiken 

 

Cathrine Rygaard Rasch

Cathrine Rygaard Rasch, cand.mag i tysk og dansk med speciale i tysk film. Ret optaget af kønsdiskurser og ligestilling.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv