leatherdyke.cc

Det er klart, at rigtig mange kvinder ser porno, og på sin vis er dette altså et retorisk spørgsmål. At kvinder ser porno og måske ligefrem tør sige det højt, er for mange et tegn på den kvindelige seksualitets frigørelse. Men min påstand er, at dette langt fra er tilfældet. Det, vi traditionelt fører under betegnelsen ”porno”, henvender sig til den maskuline seksualitets strukturer, og den kvindelige seer begærer og bliver tændt, som var hun en mand. Det, der egentlig tænder kvinden som sådan, er fortsat forbundet med skam, og det skyldes primært, at denne seksualitet ikke stemmer overens med idealet om den stærke, selvstændige kvinde.

 

I første del af denne artikel vil jeg med udgangspunkt i Jacques Lacans psykoanalyse forsøge at anskueliggøre, hvad man kan forstå som ”kvindeporno”. I anden del vil jeg i forlængelse heraf lægge op til en diskussion om, hvorvidt den kvindelige seksualitet i det hele taget kan frigøres.

 

Struktur, struktur, struktur

Inden diverse queer-tilhængere får urteteen galt i halsen, må jeg hellere understrege, at al tale om ”kvinde”, ”mand” og ”seksualitet” foregår på et strukturelt niveau. Det vil sige, at man i denne forstand er kvinde, hvis ens seksualitet har den feminine struktur, og omvendt er man mand, hvis seksualiteten er maskulint struktureret. Hvorledes disse strukturer konkret udformer sig vil jeg vende tilbage til, men i første omgang må strukturen forstås som en slags orden. Nærmere bestemt er ordenen udgjort af relationer og sammenhænge mellem ord – eller rettere betegnere. Ordene må adskilles fra dét, ordene betegner, nemlig det betegnede. Det betyder altså, at når man ser på kønnet på strukturelt niveau, undersøger man, hvilke relationer betegneren ”kvinde” har til andre vigtige betegnere, og ikke hvad ordet i sig selv hæfter sig på (fx en konkrete fysiske personer med langt hår og kjole). Ofte er der dog sammenfald mellem det biologiske køn, det kulturelle køn, som man identificerer sig med og strukturelle køn, men dette er absolut ingen nødvendig sammenhæng.

 

Det strukturelle køn er et produkt af en meget fast og langvarig patriarkalsk struktur (eller ordning) af vores virkelighed, som fuldstændigt dominerer vores måde at tænke og tale på. Denne struktur er altså i princippet mulig at forandre, men den er så fasttømret, at vi har meget svært ved at forestille os noget andet end den.
Det betyder altså, at en person af et hvilket som helst biologisk køn, som identificerer sig med et hvilket som helst kulturelt køn, og som er tiltrukket af et hvilket som helst køn, i sin seksualitets struktur altid enten er mand eller kvinde. Seksualiteten er her ikke afgjort af en essens, fordi det som nævnt handler om betegnerne ”kvinde” og ”mand”, og ikke hvad disse ord indeholder. Det afgørende for, hvilket strukturelt køn man er, er hvilke relationer man skal stå i til andre betegnere eller til hele den samlede orden af betegnere, for at kunne opnå nydelse. Den samlede orden af betegnere kaldes hos Lacan den symbolske orden, og er altså pt. sådan, at vi symboliserer verden ud fra en patriarkalsk form. Alt dette vil jeg forsøge at uddybe i det følgende.

 

Hovedsagen med denne artikel er ikke at anvende psykoanalysen, for én gang for alle at definere kvindeporno og så sætte den fri. Nej, ideen er at komme til at tænke vores fælles virkelighed og fænomenerne heri på en anden måde, end vi er vant til, og derigennem få øje på nogle væsentlige træk, vi måske tidligere har taget for givet uden at stille spørgsmål.

 

Den maskuline seksualitet

Som nævnt er der to typer af seksuelle strukturer på spil i psykoanalysen. Den maskuline seksualitet er bestemt inden for den symbolske orden, mens den kvindelige står i et mere komplekst dobbeltforhold til denne orden .


Som vist på figuren er manden bestemt af loven – det jeg benævnte som den symbolske orden ovenfor. Loven indstiftes ved det, psykoanalysen kalder kastration, hvor fx faderen i familien (den konkrete person er ikke så vigtig – det er funktionen, der tæller) indfører nogle regler for, hvordan man skal opføre sig. Til at starte med er loven en række forbud: Du må ikke onanere! Du må ikke begære din mor! Nej, lad være med det! Loven henviser på denne måde til en første person, en urfader, som den, der i første omgang bestemte reglerne. Han er altså den eneste, der er uden for loven, og derfor er han ikke kastreret, men i besiddelse af phallos. Det er klart, at denne urfader er en myte, fordi det netop er kastrationen, der kendetegner manden. Med forbuddene opstår nu også forestillingen om at kunne erhverve sig ting eller egenskaber, hvormed man vil kunne leve op til Lovens mange krav.

 

Eksempelvis ønsker manden at blive læge eller eje en kæmpe bil, fordi det vil opfylde faderens krav og gøre ham stolt. Problemet er dog, at man aldrig rigtig kan finde ud af præcist, hvad det er, der skal til for at opfylde kravene. Faderen ved det ikke engang selv. Det er kun den mytiske urfader som Lovens indstifter, der ved det. På den måde er mandens seksualitet, delvist drømmen om, at med det rigtige objekt i hænderne, kan man opnå urfaderens position – dvs. at have fallossen og ikke være kastreret – men på den anden side er det selve denne søgen efter det endelige objekt, der gør manden til en mand.

 

Denne positive udmøntning af Lovens forbud i krav, bestemmer derfor mandens begær som objektsøgende, og dermed bliver betingelserne for mandens nydelse objektgørelse. Det er den side af historien, som de fleste genkender i de gange, hvor man igen og igen skælder mænd ud for at objektgøre kvinder. For når manden skal opnå nydelse, fokuserer han på partneren som et objekt: en dragende stemme, en fast røv eller et par smukke øjne. På den måde kommer hun for ham til at betegne lige det objekt, som han mangler. Dog er der det særlige ved denne nydelse inden for lovens bestemmelse (kaldet den fallisk nydelse), at den er fejlbarlig. En mand kan ikke bare få det objekt (fx den pige), som han mangler, og så er alting løst. Eftersom han er bestemt som kastreret og objektsøgende, må han altid søge videre efter nyt frisk kød. Hver gang han får fat i den pige, han drømmer om, opdager han, at det heller ikke var hende, der kunne opfylde hans begær, og jagten fortsætter i det uendelige. Den ultimative ufejlbarlige nydelse, som urfaderen havde adgang til, findes altså ikke som en virkelig mulighed for manden, der altid er den kastrerede mand.

 

Den kvindelige seksualitet

Mens mandens nydelse kun kan opnås ved relationen til begærsobjektet, så står kvinden i to forskellige relationer til den symbolske orden (Loven). Hun har i modsætning til manden mulighed for to former for nydelse: den falliske nydelse og den Anden nydelse. Dette skyldes, at hun har et andet forhold til Loven:


For kvinden er Loven på den ene side ikke-alt, og på den anden side er der ikke noget uden for Loven. Derfor er kvinden overstreget i figuren herover. Man ser også, hvordan kvinden har Loven ”i sig”, og derfor kan hun lege med i den symbolske orden. Dette gør hun ved, at lade manden definere hende som kvinde, dvs. som et objekt. Ved denne gestus lader kvinden som om, manden ikke er blevet kastreret af loven. På den måde kan hun opnå fallisk nydelse ved ham. Hun lader simpelthen som om, det er ham, der bestemmer loven, og dermed som om han har den fallos, hun kan nyde. Så når kvinder tager make-up på og klæder sig ud i sexet tøj, gør de det egentlig for deres egen nydelses skyld. Det er en maskerade, som er en nødvendig betingelse for at kunne nyde. Men som sagt er der mere til fortællingen om den kvindelige seksualitet.

Denne figur viser, hvordan kvindens nydelse (jouissance) fungerer. På den ene side finder vi maskeraden, og på den anden side finder vi den symbolske orden (Loven, den Anden), hvor manden som kastreret er gemt væk bag et forhæng. Den kastrerede mand er den, der i første omgang vækker kvindens begær ved at vække hendes kærlighed som det forhæng, der er en betingelse for nydelsen. Meget simpelt kan man sige, at kvinden i sin falliske nydelse (nydelsen inden for Loven) både behøver den kastrerede mand til at vække hendes begær og forestillingen om den virile og potente mand, hvorved begæret kan kondensere sig omkring fallos. I mellem disse to mænd er kvinden ikke andet end denne splittelse, og det er derigennem, hun får den særlige relation til Loven som ikke-alt. Fordi hun i sagens natur er nødt til at være splittet for at opnå nydelse, fornemmer hun, at hun ikke er begrænset af Loven, som manden er det ved sin kastration. Men Loven er det, der i kraft af sin funktion som symbolsk orden, giver alting mening. Derfor er det, som kvinden fornemmer, noget uden for meningen. Hun har altså en ubestemmelig relation til noget meningsløst, som på den ene side er en angstprovokerende trussel om, at alting kan bryde sammen. På den anden side er det også fantastisk tiltrækkende, da det er hendes mulige adgang til den Anden nydelse – en ufejlbarlig nydelse, der ikke er begrænset af Loven.

 

Kvindeporno

Vi kan nu forsøge at bruge de ovenstående betragtninger til at tænke vores forståelse af ”porno” påny. Man kan selvfølgelig påstå, at det følgende vil være at strække ordet ud over dets grænser, men jeg vil nu synes, at det ikke behøver at være den maskuline seksualitet, der har patent på anvendelsen af ”porno”. Den traditionelle porno henvender sig til den falliske nydelse både hos kvinden og manden, men som beskrevet ovenfor er det nødvendigt for kvinden at stå i en splittet relation, hvorfra hun fornemmer den Anden nydelse, for at hun i det hele taget kan nyde fallos. Derfor vil jeg definere kvindeporno på følgende måde (formulering tager afsæt i definitionen af ”porno” fra Ordbogen.com ):

Kvindeporno er film, billeder eller tekst som henvender sig til kvinden for så vidt, at hun er ubestemt og splittet. Kvindeporno vækker begæret ved at vække kærligheden, og dette må gøres ved at give kvinden både den kastrerede mand, den potente mand (phallos) og drømmen om (eller fornemmelsen af) den Anden nydelse.

Ved at betragte seksualiteten på strukturelt niveau er det altså blevet muligt at formulere en definition af porno, som specifikt henvender sig til kvinders nydelsesbetingelser. Dette vil jeg nu bruge som grundlaget for en undersøgelse af kvindepornoens placering i vores kultur samt en diskussion af, om den kvindelige seksualitet vitterligt kan frigøres.

 

Vampyrserier som kvindeporno

En forholdsvis ny tendens inden for populærkulturen er film eller tv-serier, der handler om vampyrer. Vampyrskikkelsen har meget længe været et stort underholdningshit og er ofte forbundet med en ret ligefrem sammensætning af gys og erotik. Men mit blik vil ikke være så meget på vampyrer som sådan, men nærmere på de strukturer der kendetegner den nye vampyrtendens. Jeg vælger at fokusere min analyse på Twilight-sagaen , men jeg ser de samme træk gå igen i serier som True Blood og The Vampire Diaries.

 

Edward og Bella – drømmen om den Anden nydelse

I Twilight-sagaen møder vi Bella, der lige er flyttet til byen. Vi ved ikke meget om hende, udover at hun ikke rigtig passer ind i de nye omgivelser. Hvorfor dette er tilfældet, er ikke til at sige. Der er ikke rigtig noget ved hende, der stikker ud, og hun kan måske siges at være en slags ”Plain Jane”. Hun er altså ubestemt i relation til den landsbyorden, hun indtræder i, og denne ubestemthed gør det let for den kvindelige seer at identificere sig med hende. Inden længe introduceres en anden figur, der heller ikke rigtig passer ind. Dette er vampyren Edward. Han står ligesom Bella i et utilpasset forhold til det omgivende samfund, men her ved vi hvorfor. Han er vampyr og ”søn” til vampyr-lægen Carlisle.

 

Carlisle er i kraft af sine egenskaber som vampyr (udødelig) og læge (mester over liv og død) i de første film det tætteste, vi kommer på en urfader. Edward er både tilpasset og samtidig et monster. Han er både smuk og forfærdelig. Han er tiltrækkende og farlig. Han er på denne måde konkretiseringen af den symbolske ordens mangel. Loven (personliggjort i Bellas far, der er sherif) og den symbolske orden i den almindelige virkelighed har ikke taget højde for urfaderen, der er placeret udenfor i en overnaturlig verden, som ikke følger de samme regler. Edward er det modsætningsfyldte springpunkt mellem disse to verdner, og antyder altså drømmen om den Anden nydelse i et faretruende kollaps af mening i meningsløshed.

 

Den Anden nydelse er som nævnt ufejlbarlig. Den er ikke, hvad vi normalt kalder seksuel, for den er uden for området af pik og patter. I Twilight-sagaen er den Anden nydelse således drømmen om Edward og Bellas forening. En drøm om den ultimative kærlighed, der varer ved for evigt (de er til sidst udødelige). Det er klart, at denne drøm må forblive en drøm, da enhver symbolisering (virkeliggørelse) af den vil gøre den lidt mindre perfekt, end man forestiller sig den – primært fordi den vil blive underordnet den symbolske orden og dermed fallos. Da vil det ikke længere være den Anden nydelse, men den falliske nydelse.

 

Edward og Jacob – den falliske nydelse

Et andet kerneelement i vampyr-serierne er trekantsdramaet. I Twilight-sagaen opstår det mellem Bella, Edward og varulven Jacob. Med Edward blomstrer kærligheden, og Bellas begær vækkes, men hvor skal hun gøre af dette begær? Hvor er fallos? Forholdet mellem de to hovedpersoner er i bemærkelsesværdig grad sexløst. Dette skyldes den overhængende fare for, at Bella vil dø under sexakten. Det er altså ikke muligt at opnå fallisk nydelse ved den farlige Edward, der i langt højere grad peger mod en nydelse uden for den symbolske orden, selvom han dog vækker begæret inden for den selvsamme orden. Derfor går der ikke længe, før den døde mand, Edward, må vige pladsen for en ny og mere viril figur, nemlig Jacob. Jacob forhindrer i sin fallosfunktion forholdet mellem Edward og Bella i at lykkes, og dermed er han på en måde garantien for, at Bella ikke dør (lige med det samme). Han fastholder Bella i den splittelse, som egentlig er det, der kendetegner hende som kvinde.

I Twilight-sagaen behøver kvinden således ikke opstille en maskerade, men hun får lov at være ubestemt og splittet. Hun får nemlig begge hendes mænd; den kastrerede og den potente. Ikke nok med dette får hun også, i kraft af vampyrens særlige funktion, drømmen om den Anden nydelse hinsides enhver meningsfuld orden. Med disse ord skulle det nu forhåbentligt være tydeligt, hvorledes de nye vampyr-serier som fx Twilight kan betegnes som kvindeporno.

 

Den kvindelige seksualitets frigørelse

Jamen, er den kvindelige seksualitet nu frigjort i Twilight-sagaen? Måske hvis man er en hormoninficeret 13-årig fangfan, men selv i disse kredse er der dannelser af team-Edward og team-Jacob. Pointen er jo netop, at kvinden ikke skal vælge. Hun skal nyde trekantsforholdet og omfavne begge mænd, for det er sådan hendes seksualitet er struktureret. Det er præcis på dette punkt, at vampyrserierne adskiller sig fra de fleste chick-flicks, som henvender sig til kvinden som bestemt inden for den symbolske orden, dvs. i forhold til fallos. Eksempelvis er Sex and the City en lang vejledning til, hvordan man bliver det optimale objekt for mandens begær. Igen og igen fortæller chick-flicks os, hvordan vi skal se ud og opføre os for at få kærligheden, hvilket i denne henseende vil sige at blive genstand for mandens begær. Med vampyrserierne har vi endelig noget, der ikke giver os nogen form for anvisning. Man kan måske forsøge at ligne Bella, men hendes tiltrækningsværdi ligger i noget så uhåndgribeligt som hendes blod. Hvordan skal man kunne efterligne Bellas særlige blod? Nej, man skal netop ikke forsøge sig på dette.

 

Den Anden nydelses frigørelse

Twilight-serien er for de fleste over teenage-alderen forbundet med en vis foragt og skam, og ser man den, er det måske ikke noget man taler så højt om. Det er ligesom lidt for underligt at være tiltrukket af en blodsugende vampyr og en crazy varulv. Men som vi har set, er det netop denne monsterkarakter, der som nedbrydningspunkt for Loven henviser til den særlige Anden nydelse, som kvinden har en mulig adgang til. For så vidt kvinden står i en relation til den orden, der strukturer vores tanker og sprog, på en mere kritisk og næsten-overskridende måde er hendes seksualitet per definition utilpasset. Det er simpelthen ikke muligt at frigøre eller rettere acceptere denne del af den kvindelige seksualitet inden for en fallisk orden, fordi den faktisk peger væk fra denne orden. Den er i sig selv en trussel om ordenens sammenbrud.

 

Den falliske nydelses frigørelse

Den anden del af den kvindelige seksualitet kræver, som vi har set, to mænd. I det almindelige monogame forhold vil kvinden ofte kompensere for den manglende mand ved enten at fantasere sig til ham eller finde en virkelig udgave – altså være utro. Uanset hvilken løsning hun vælger, er det i større eller mindre grad umoralsk i forhold til de idealer, vi stiller op for det gode forhold. Det passer på ingen måde ind i vores kultur og virkelighed, at kvinden har lyst til og behøver to mænd for at opnå nydelse. I stedet har kvinden underordnet sig den patriarkalske norm, og dette sker ikke uden konsekvenser. Desto mere kvinden undertrykker disse ”forkerte” og utilpassede dele af sin seksualitet, desto mindre får hun adgang til nydelse. Ydermere opleves hendes seksuelle tendenser som skamfulde, hvormed hun får et forkvaklet misforhold mellem sit begær og nydelse og sin ide om sig selv.

 

Kvindeidealet

Endnu værre bliver det, når vi betragter det traditionelle feministiske kvindeideal i forhold til den kvindelige seksualitets struktur. Ifølge vores rødstrømpe-mødre skal kvinder være stærke, selvstændige og uafhængige. De skal definere deres egen rolle i samfundet og kæmpe for den. Men dette stemmer ikke overens med den kvindelige seksualitet, hvor hun er bestemt i relation til fallos, dvs. i relation til Loven. Hvis kvinden ikke skal lade sig definere af manden, så kan hun ikke nyde ham. Det er kun ved, at han får lov til dette, at hun kan fortrænge hans kastration og nyde ham. På den anden side er kvinden dog den, der peger på, at Loven er ikke-alt. Men det er ikke en stærk og uafhængig position. Det er nærmere en ubestemt og splittet kvinde, der ikke meningsfuldt kan udtrykke sig og finde plads i den symbolske orden. Man kan sige, det er sådan, at kvinden er den, der ikke er der . Hvordan dette ideal nu skal udleves, er svært at svare på.
Det har altså store konsekvenser at undertrykke den kvindelige seksualitet, men på den anden side virker den strukturelt umulig at frigøre. På en måde er den kvindelige seksualitet allerede fundamentalt frigjort, og derfor kan den ikke ”frigøres” inden for Lovens begrænsning. Men eftersom Loven omgiver alt, hvad vi meningsfuldt kan tænke og sige, er det ikke muligt at udtrykke præcist, hvordan denne radikale frigørelse egentlig skal forstås. Den største fejl, vi kan begå, er dog at afvise den kvindelige seksualitet på dette grundlag.

 

Forfatterens noter

  1. Gennemgangen af den maskuline og feminine seksualitetsstruktur er baseret på: Lacan, Jaques: 1999, On Feminine Sexuality, The Limits of Love and Knowledge: The Seminar of Jacques Lacan Book XX Encore 1972-1973, ed. Miller, Jacques-Alain, trans. Fink, Bruce, W.W. Norton & Co, USA. Nærmere bestemt seksueringsskemaet s. 73.
  2. Figuren om Maskeraden og Den Anden er min egen udgave af Geneviéve Morels figur fra artiklen ”Feminine Conditions of Jouissance”.
  3. Formuleringerne af nydelsen som fejlbarlig og ufejlbarlig er hentet fra Bruce Finks tolkning af Lacans seksueringsskema, se: Fink, Bruce. 2004, Lacan to the Letter, University of Minnesota Press, USA, s. 160-164.
  4. Originalt fra Ordbogen.com, opslag ”porno” i Den Danske Betydningsordbog:”billeder, tekster eller film, som gengiver seksuelle handlinger med det formål at virke seksuelt ophidsende.”
  5. Analysen bygger udelukkende på Twilight-filmene og ingen af bøgerne.
  6. Henvisning til: ”There’s no such thing as Woman” (“det er sådan, at kvinden er den, der ikke er der”) citat Lacan fra Seminar XX s. 72 (se tidligere note for henvisning).

 

photo credit: <a href=”http://www.flickr.com/photos/enriquelin/8329368090/”>Enrique_L.</a> via <a href=”http://photopin.com”>photopin</a> <a href=”http://creativecommons.org/licenses/by-nc/2.0/”>cc</a>

Amalie Ringsø Hansen

En nysgerrig filosofistuderende.

3 kommentarer

  1. Gry Høngsmark Knudsen

    Problemet ved at basere noget som helst på psykoanalytisk teori er at det forudsætter at kvinden/ pigebarnet som udgangspunkt ser på drengen/ manden og slutter at hun er forkert fordi hun mangler noget. Men som Simone de Beauvoir siger, så er det at vide at man er ‘forkert/ mangelfuld’ noget tillært. Hvis filosofistuderende og andre der har lyst til at fordømme kvinders praksis – om det nu handler om at se porno eller andet – gjorde sig den ulejlighed at spørge kvinder hvad de faktisk oplever, så kunne det være at billedet ville se anderledes ud. Forudsætningen om at kvinder nødvendigvis bliver tvangsindlagt i en maskulin begærsstruktur er simpelthen noget vrøvl, der ikke tager højde for at vi alle sammen kan skabe vores egen begærsstruktur.

    • Jeannette Søgaard

      Jeg fornemmer bestemt ikke, at den her artikel går ud på at fordømme kvinders måde at se porno på, det kan jeg ikke se hvordan du læser dig frem til Gry? Noget andet er, som du selv siger med Simone de Beauvior, at kvindens mangel i forhold til manden er noget tillært, kan det ikke netop hænge sammen med de strukturer og den patriarkalske orden, som bliver beskrevet? At man “kan skabe sin egen begærstruktur” er sikkert ikke udelukket, men hos Lacan (som der tages udgangspunkt i) forholder det sig jo netop sådan at man fødes eller tvangsindlægges, som du siger, i en bestemt begærstruktur, ligesom man fødes ind brugen af sproget, som man jo heller ikke kan vælge fra eller lave om på sådan lige. Der er en verden, som allerede forelægges og giver mening når vi kommer ind i den, og som vi må prøve at tilpasse os som f.eks. sproget, loven, og sociale normer. Du bringer selv Beauvior på banen og hendes hovedværk hedder jo netop “Det andet køn” som betegner at verden i historisk set er tilegnet af mænd gennem opfindelser, litteratur osv. og som dermed har defineret kvinden som “det andet”, altså det modsatte af manden. Beauviors analyser handler jo om, hvordan kvinden i virkeligheden slet ikke finder sig til rette i disse definitioner og strukturer som hun fødes ind i. Der står forresten heller ikke at kvinden er tvangsindlagt til at have en maskulin begærstruktur, men at den feminine begærstruktur forholder sig til den maskuline, og er udstyret med “det mandelige blik”, og det skal dertil også nævnes (som Amalie selv forklarer i starten af indlægget) at en kvinde godt kan have en maskulin begærstruktur og vice versa.

      Ved ikke helt om det gav mening det jeg fik sagt her, men jeg synes virkelig det var et godt indlæg! 🙂

  2. Så… hvis en kvinde har en begærsstruktur som matcher den traditionelt mandlige tæller hun seksuelt som en mand? Det kan ikke bare tænkes at nogle kvinder har en begærsstruktur som ikke er sanktioneret af feministisk filosofi men ikke er mindre kvindelig af den grund?

    Jeg synes ærligt talt at det er dybt nedgørende at definere en flok kvinders seksualitet som maskulin blot fordi de ikke gebærder sig som traditionelle kvinder. Hvad blev der af friheden?

    Vi kan nu selv vælge hvordan vi vil udleve vores seksualitet, men hvis en kvinde gør det på bestemte måder påtager disse psykoanalysefilisoffer at af-kønne hende og forvandle hende til en seksuel mand.

    I stedet for at væte glade for forskellighed kan vi på den måde sørge for at bibeholde den skarpe opdeling i mandligt og kvindeligt. Og det er dælme da næsten så bagstræberisk som noget kan være.

    På den anden side må jeg konstatere at min kæreste og jeg åbenbart udgør et bøssepar og et lesbisk par på samme tid. For ifølge det her er vi enten begge mænd eller begge kvinder. Og her gik jeg og troede at vi var et par kedelige heteroer…

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv