leatherdyke.cc

”Are there any questions?”. I den halvmørke forelæsningssal begynder folk så småt at vågne. De gnider deres øjne og begynder at se sig omkring, tager benene ned fra bordet og begynder at logge af Facebook. Han spørger igen – intet svar. ”Not even from the boys?” siger han. Endelig kommer en hånd i vejret, og en stemme stiller et spørgsmål. Stemmen kommer fra en mands hals. Og det samme gør det næste spørgsmål – og det næste igen.

 

Har du nogensinde hørt udtrykket: “De stille piger og de vilde drenge”?

 

Sandheden er nemlig, at ovenstående hændelse ikke er en sjældenhed på mit universitet. Og man må jo spørge sig selv, om det så bare var en mandchauvinistisk skiderik af en professor – eller om det var et udtryk for noget andet, noget dybere. Jeg mener det sidste – og det er her, at frasen om de stille piger og de vilde drenge bliver relevant. For jeg mener netop ikke, det er et udtryk for, at kvinder har mindre at byde ind med i debatten, og hændelsen må jo af gode grunde derfor være et symptom på noget andet.

 

Den amerikanske psykolog Robert Rosenthal viste gennem en række forsøg i 1960’erne, hvordan forventninger og sprog er med til at forme vores præstationer. Forstået på den måde, at det sprog vi bruger, og de forventninger vi kommer med, former vores perception af os selv og andre – en slags selvopfyldende profeti, om man vil. Noget, der egentlig ville være fedt at proppe ned over mange ting, fx den øgede diagnosticering af børn med ADHD og den høje andel af disintegrerede unge med anden etnisk baggrund. Men det er bestemt også en brille, der er relevant at putte ned over kønsproblematikken.

 

Går vi tilbage til 1800-tallet fandtes frasen om de stille og de vilde nemlig også. Men med fuldstændig omvendt fortegn. Drenge var logiske og rationelle, mens piger blev opfattet som hysteriske og i deres følelsers vold.

 

Og hvad fik man?

 

En masse kvinder, der blev indlagt med hysteriske anfald, besvimelser og hovedpine. Noget der ikke i samme grad er set, hverken før eller siden.

 

Vi får, hvad vi forventer at få, og vi ser, hvad forventer at se.

 

”De stille piger og de vilde drenge” er altså ikke hugget i sten, og vores ageren som køn er altså ikke biologisk, men kulturelt og historisk betinget, den er med andre ord foranderlig.

 

Historisk har mænd dog skulle – og skal stadig på mange punkter – fylde meget. Både fysisk og psykisk. Muskler, højde, store armbevægelser og spredte ben har kendetegnet maskulinitet, men også den overdøvende stemme, det udadvendte job og de store tanker har været mandens domæne. Kvinder skulle – og skal på mange punkter stadig – fylde så lidt som muligt. Hvepsetalje, foldede hænder og benene over kors er, hvad vi ser som værende feminint. Men det er også den lille stemme, det indadvendte job i hjemmet og ”kun tal, hvis talt til”, der har været kendetegnende for kvindens position.

 

En kvinde skal helst være sød, køn, pæn – og selvfølgelig slank.

 

Jeg kender naturligvis både kvinder og mænd, der på ingen måde passer til ovenstående beskrivelser. Men her er en pointe: At vi jo netop lægger mærke til disse personer – den højtråbende pige eller den stille dreng – fordi de ikke er, som vi forventede, de ville være. De går imod vores internaliserede og normaliserede forestillinger om køn.

 

Men ingen er jo blot som de ovenstående beskrivelser, og vi indeholder alle – i højere eller mindre grad – lidt af det hele. Vi har (formentlig) alle sammen nogle gange lyst til at skide hul i det hele og række verden en fuckfinger og andre gange lyst til at være søde og ufarlige. Og andre gange noget helt tredje.

 

Vi er jo skide komplekse alle sammen, fordi vi alle i sidste ende netop bare er mennesker.

 

Men vi gør, hvad vi kan for at passe ind, og hvis bestemte træk forventes, fordi vi har det ene eller det andet mellem benene, så er det vel heller ikke mærkeligt, at vi – bevidst eller ubevidst – fremhæver de træk ved os selv.

 

Som ung kvinde oplever jeg, hvordan de forventninger styrer og gennemsyrer alle afkroge af vores samfund. Fra den offentlige debat(tone) til jargonen på kollegiekøkkenerne, fra forelæsningerne på universitetet til inde bag hjemmets fire vægge.

 

Vi tænker ikke over det.

 

Det er, for mig at se den mest grundlæggende årsag til, at så få kvinder sidder i bestyrelser, at kvinder stadig tager størstedelen af husarbejdet, og at kvinder topper på listen over anoreksi. Men det er også årsagen til, at så få fædre tager barslen, at så mange af dem har et bedre forhold til deres job end til deres børn, og at mænd topper, når det gælder fængsler og alkohol- og stofmisbrug. Lovændringer fx på barselsområdet vil hjælpe – og derfor skal vi have dem – men de vil ikke være den grundlæggende forskel, der gør op med uligheden og skævvridningen.

 

Vi skal derimod, i endnu højere grad end nu, politisere kønnene. Vi skal diskutere, og vi skal reflektere over dem – både med os selv, hinanden og på samfundsplan.

 

Det skal være sådan, at når jeg sidder i den forelæsningssal, og der bliver spurgt, om der er nogen spørgsmål, så vil det ikke falde professoren naturligt at sige ”not even the boys?” – for forventningen vil ikke være, at drengene tør, og pigerne ikke gør. Den vil være, at nogen tør, og nogen ikke gør, og at det også er okay, men at det i hvert fald ikke er et spørgsmål om køn!

 

 

 

Billedet er lånt her

 

 

Frederikke Held Berg

Indfødt (stor)københavner og erklæret feminist med trang til kaffe og en forkærlighed for rødvinsbranderter. Til daglig studerende på statskundskab ved Københavns Universitet, hvor jeg siden sommeren 2014 har spidset ører til foredrag om Marx og Machiavelli og forsøgt at pløje mig gennem bøger om kommunernes opbygning. Alt imens jeg i et samfund fyldt med bøhmænd, speltmødre og alt for mange uintelligente stereotypiseringer prøver at finde den plads i verden, jeg kan kalde for min.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv