leatherdyke.cc

Trigger Warning: Voldtægt

 

Hvis man har et mål om at se fråde om munden og usammenhængende raseri , så er få måder bedre end at nævne Schrodinger’s Rapist for Mens Rights Activist-typer (MRA’s). Men hvorfor pisser det dem så meget af?

 

Bare for en god ordens skyd. Hvad er Schrodinger’s Rapist for noget? Den korte version er, at det er et navn for den idé, at voldtægtsforbrydere ikke lyser lilla. De går ikke med skilte. Der kan ikke ses forskel på dem og ikke-voldtægtsforbrydere – så enhver ukendt mand er en potentiel voldtægtsforbryder. Det er ikke formålet med denne her post at genforklare noget andre har forklaret bedre, så grundigere forklaring fås via dette link.

 

En stor del af vreden er hægtet op på to ting: Manglende viden om, hvordan de fleste voldtægter ser ud og manglende respekt for voldtægtsofre.

 

Det billede mange har af voldtægt er en kvinde, der kommer gående på en sti, og ud springer et monster i menneskehud. Og de findes da også. Det er bare ikke normen.

 

Virkeligheden er at 65 procent af alle de voldtægter, som politiet hører om, er en person, der er kendt af kvinden. At 2000 til 10.000 danske kvinder voldtages hvert år. 55 procent af alle voldtægter sker i kvindens eget hjem eller i gerningsmandens. I USA indrømmer 6 procent af mandlige collegestuderende at have begået en voldtægt – altså hvis ordet voldtægt ikke indgår, og formuleringen er “tvunget en kvinde til sex mod hendes vilje ved fysisk magt”. Det er godt nok amerikanske tal, men det er samtidig den velstillede del af den amerikanske befolkning – ikke hårdkogte kriminelle! I danske tal har 26 procent af fundne voldtægtsforbrydere en uddannelse (52 procent i befolkningen generelt) – så selvom der bestemt er en social slagside, så er den heller ikke kraftigere.

 

Og den sociale slagside er nok mindre i virkeligheden, end den er i politiets tal. Det er utvivlsomt nemmere at gå til politiet, hvis man kan pege på den testatoren-svælgende, hårdkogte kriminelle, end hvis man peger på lægens søn med topkaraktererne.

 

Tilbage står en ting: Voldtægt er skræmmende almindelig. I den håndfuld timer, jeg har brugt på dette blogindlæg er to til seks kvinder blevet voldtaget. Og gerningsmanden ligner mig og dig, almindelige mænd, flertallet af dem hvide danske mænd med et job – uden lilla aura. Det er en reel og begrundet frygt, som kvinder landet over håndterer dagligt.

 

Og netop derfor bliver det så absurd når MRA-typerne bliver sure over Schrodinger’s Rapist. For det vidner om, at de ikke har sat sig ordentligt ind i et virkeligt alvorligt emne, før de hidser sig op. For det Schrodinger’s Rapist pointerer – nemlig, at man ikke kan se på en person, om de er voldtægtsforbrydere, er jo sandt.

 

Og det vidner om en mangel på respekt for, at det kun er dem, der lever med en frygt og en meget reel risiko, der har lov til at definere, hvad deres egen personlige tilgang til at håndtere den frygt og risiko skal være.

 

Disse mænd har i praksis ingen grund til at frygte voldtægt. Det er et privilegium, de er født med. At være født med en pik er den simpleste genvej til ikke at behøve at frygte at gå kold til en fest, ikke at frygte at gå gennem Fælledparken om natten, ikke at frygte at sige ”nej” til kæresten, ikke at frygte at drikke sig fuld med en ven af modsat køn, ikke at frygte at sige ”ja” til en kop te (uden også at ville have mere).

 

Deres privilegium til trods mener de sig berettiget til at definere ikke-privilegeredes håndtering af frygten. Uden at have sig ind i, hvad udtrykket dækker over eller, hvordan virkeligheden ser ud.

 

Så kære MRA-dude. Sæt dig ned, hold kæft i fem minutter, og hør efter, når folk, der håndterer ting, du ikke kan forestille dig, fortæller om, hvordan de håndterer det. Og accepter, at det har hverken du eller jeg ret til at definere.

 

 

Kilder til tal: Politiets “Voldtægter der anmeldes 1-5”, Amnesty International (2011): Undersøgelse om voldtægt, og http://www.washingtoncitypaper.com/blogs/sexist/2009/11/12/rapists-who-dont-think-theyre-rapists/

 

Ul Christensen

Mit navn er Ul, og jeg arbejder til daglig som bartender på to ølbarer. Det har jeg gjort siden et speciale i biokemi kulsejlede i 2012 - og før det var det mit studiejob. Feminist, ølnørd, madnørd og generel hedonist er en passende beskrivelse, tilsat et skvæt kynisk vrede og bitterhed. Der er intet imponerenede politisk cv, blot en ubændig trang til at skælde ud over den sexisme der ses overalt.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv