leatherdyke.cc

Hvorfor sammenligner vi os med hinanden?

 

Når jeg siger sammenligning, så kan jeg mærke en stigende grad af ubehag i maven, som om jeg er nervøs. Som om jeg har gjort noget, jeg ikke må. Den stikkende samvittighed vender indad, og så begynder hoved-bonkeriet: Hvorfor ligner min krop ikke den krop? Hvorfor er personen bedre proportioneret end mig, når vi er samme størrelse? Hvorfor er jeg ikke lige så engageret i studie, familie, venner, arbejde, hobby, som den person er? Jeg synes, at jeg har brugt for lang tid på at sammenligne mig med andre, og det har ikke gjort noget godt for mit selvværd. Måske er der flere end mig, der tager fejl af at blive inspireret af en anden og at sammenligne ens egenskaber med en andens.

 

Jeg forsøger i vid udstrækning at udfase min dybtliggende trang (og mit behov) for at sammenligne mig med andre kvinder og mænd. Jeg vil nemlig måle, veje og sammenligne mig med andre mennesker, der ikke har de samme egenskaber eller forudsætninger som mig. For det giver rigtig god mening! Eller… Det er i hvert fald, hvad jeg før – og stadig nogle gange – forsøgte at overbevise mig selv om.

 

Jeg kan ikke finde ud af, om sammenligningstrangen er en dårlig vane, eller om det måske er en samfundsindoktrinering: Vi skal være bedst, hurtigst, klogest, smukkest – alle egenskaber skal hele tiden bøjes til 3. grad, og mindre har svært ved at blive tolereret. Vi får tudet ørerne fulde om, at vi skal yde mere i større doser i længere tid, og det kan mange knække halsen på. Det må ikke gå hen og blive en konkurrence om, hvem der kan være det bedste menneske; for hvem bestemmer, hvornår man er god nok? Det kunne man jo selv gøre ved at sammenligne sig med andre, ved at måle sine egenskaber. Jeg er helt med på, at man gerne vil være en god person, men skal det ske på bekostning af ens selvværd ifm. sammenligning, så er jeg sgu ikke sikker på, at jeg gider være med i ræset længere.

 

Det er måske også værd at overveje, med de mange idealer der konstant skabes og fastholdes for køn, krop, karrierer, indkomst etc., om det overhovedet er muligt for Menig Menneske at frigøre sig 100 % fra idealerne i vores konkurrencemindede kultur?

 

Frigørelse fra idealerne er måske målet, men midlet må da være oplysning. En bevidstgørelse om at idealer er forestillinger, og derfor kan disse kun fungere ved hjælp af sin modpart: Det virkelige, der også synes at løsne det stramme ideal-bælte. De personer, der ønsker at følge trit med idealerne, skal have plads og lov til det. De personer, der ønsker at frigøre sig fra samme, skal ligeledes have muligheder. Jeg ville dog ønske, at beslutningen om at leve op til de dikterede idealer blev gjort af lyst – ikke af nødvendighed.

 

I sammenligningen spiller jeg min egen person op mod en modpart, hvor jeg ofte sammenligner mine dårlige egenskaber med modpartens bedste egenskaber – af hvad jeg ved af. Ikke nok med at det bliver en konkurrence mellem mig og modparten, hvad enten personen vil det eller ej, så lander mit fokus på den forkerte person. Jeg glemmer at bruge min energi og mit fokus på det liv, jeg selv former, og sammenligningen med en anden dræner mig og efterlader mig med en følelse af, at jeg burde, skulle, kunne gøre bedre. Så uanset hvor jeg lander efter en sammenligning, er det altid i følgeskab med ærgrelse.

 

Jeg ønsker ikke en følelse af utilstrækkelighed, og derfor forsøger jeg at finde inspiration i mennesker i stedet for at sammenligne mig med dem. Det er klart, at jeg muligvis bliver mere motiveret af at læse om en familie, der ønsker mere sammenhold i danske familier, end at læse om endnu en studerende der sprænger 12-skalaen. Men jeg kan ikke undgå at tænke: ”Hvorfor er jeg ikke lige så god, som den studerende i bladet?” Derfor er det vigtigt at stoppe sammenligningstankerne, da jeg ikke kan bruge sådanne tanker til at inspirere mig i en forbedrende retning. Hvorfor skulle jeg ville sprænge skalaer nu, når jeg aldrig har været opsat på det før? Sammenligningen skaber et helt urealistisk billede af mig og min personlighed.

 

Da jeg først fik øjnene op for denne sammenligningsproblematik, blev jeg samtidig bevidst om, at jeg i mange år har været sur på personerne, som jeg har sammenlignet mig med. I afmagt mente jeg, at det bedste forsvar var et angreb. Jeg ved nu, hvor min vrede er opstået fra, og jeg har tilgivet mig selv for min fejltagelse. Jeg har gjort en mission ud af min årelange fejltagelse: Jeg forsøger, med alt hvad jeg har, at stoppe mennesker i at ytre sig grimt om andre eller sammenligne sig. Det tjener intet godt formål.

 

Det er, i al sin enkelthed og kompleksitet, nødvendigt, at genkende de iboende problemer ved at sammenligne sig med andre. Der er to aspekter i problemet:

 

Det åbenlyse aspekt er, at man næppe bliver motiveret til at forbedre sig af at banke sig selv oven i hovedet, mens man spørger: “Hvorfor er du ikke lige så….” Og så kører den negative cirkel, indtil man selv stopper den.

 

Det andet aspekt er, at man ikke kan vide, hvilke forudsætninger eller erfaringer modparten har, og dermed om deres liv er milevidt fra ens eget. Hvem ved, måske har modparten kæmpet for at nå dertil? Måske er personen lige så usikker som en selv på samme område, man har sammenlignet på?

 

Nogle gange kan den mindste nøgle åbne en massiv dør:

Inspiration beriger.

Sammenligning dræner.

 

 

 

 

Photo credit: Mike via photopin c c

 

 

 

Maria Schmidt Aaes

Forkynder af body positive bevægelsen. Jeg græder over behovet for bagudvendte komplimenter og misogynister, og jeg bliver stolt, når jeg ser kvinder bakke andre kvinder op. Jeg er hjertevarm og kropumulig - overraskende og understøttende. Jeg læser dansk-kandidat på SDU og er svært optaget af ny litteratur og forfatterne deraf.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv