leatherdyke.cc

Sådan en pæn mand kan da ikke finde på at voldtage

Det er ikke populært at være et offer i dagens Danmark. Vi skal helst have en facade, der kan holde til det hele – og om nødvendigt kan det være en idé at dulme smerten med alkohol, antidepressiv medicin eller anden flugt for at glemme.

 

Jeg forstår det sgu godt, for det kan være hårdt pludseligt, og uforskyldt, at stå på bunden af samfundet, som viste sig ikke at være så godt indrettet, som man troede, og råbe til toppen, når man mødes af fordomme og uvidenhed og en ukrænkelig ret for omgivelserne til at være så hamrende uenige i den oplevelse, man har haft på egen krop.

 

Jeg har i stedet valgt at tale. For det ER nødvendigt, hvis det skal ændres – og det skal det sgu. Jeg har postet artikler med afsæt i feminisme, i særdeleshed om sexisme og voldtægtskultur. Samt forsøgt at sætte fokus på, det altså ikke er to særskilte ting, men noget som faktisk hænger uløseligt sammen. Dette er min historie i en ret forenklet udgave og uden for mange af de rigtig klamme detaljer.

 

Historien om en ung kvinde, der troede, hun selv var kvinde over egen færden i livet og sin egen lykkes smed, og som pt. kæmper med PTSD og kæmper sig tilbage til en almindelig hverdag. Jeg ønsker ikke medlidenhed. Jeg ønsker derimod at sætte fokus på et kæmpe tabu, som vi er nødt til at snakke om og blive bevidste om, hvad er for en størrelse – for at det kan bekæmpes.

 

Efter jeg blev voldtaget af en kollega, som jeg faktisk holdt meget af og havde god kemi med, var der ingen steder at gå hen. Jeg blev mødt af en masse velmenende, men kvalmefremkaldende, victimblamende råd om “hvad jeg skulle have gjort anderledes, for så var det ikke sket”.

 

De blev givet af uvidende mennesker, der ikke vidste/ved, hvad voldtægt er for en størrelse. Jeg kunne ikke selv gennemskue, hvad det var, jeg var oppe imod siden jeg blev skudt ned hver eneste gang, jeg forsøgte at forklare min situation. Man kan komme til at tvivle så meget på sig selv af den modstand, man mødes med. Der var dog heldigvis også nogle, der forstod – og var der for mig dengang.

 

Det sidste lille års tid har jeg valgt at undersøge sagen, søge viden, deltage i debatter, gå til foredrag mv., simpelthen dygtiggøre mig i de strukturer, der udgjorde og udgør, den modstand, jeg mødtes og mødes med. De strukturer, som feminisme så fint fremstiller. Og så har jeg valgt at kæmpe – jeg har flere bekendte, som har oplevet voldtægt på egen krop og som valgte at lægge sig ned og give op over for samfundets “uvidenhed”. Det kan jeg personligt ikke, selvom jeg forstår deres valg – den modstand fortjener ingen.

 

Selvom det er sindssygt hårdt og opslidende, er der ikke en gylden middelvej for mig. Mit helbred tåler ikke at skulle blive ved med at diskutere om min oplevelse er reel, samt at nogle bilder sig selv ind, at man kunne have gjort noget anderledes, for så var det ikke sket (igen baseret på deres egen uvidenhed) – og samtidig stædigt hævder at have ret til at være uenig, negligere og nedgøre min oplevelse og mine følelser. Jeg skal konstant forsvare, hvorfor det skete for mig, hvorfor jeg er der i mit liv, hvor jeg er nu. Hvorfor jeg stolede på den mand – og hvorfor jeg nu er feminist og hader mænd?!

 

Sjovt nok hader jeg ikke mænd, hvilket min tillid til ovenstående beviser, men retorikken fra dem, der konstant skal fortælle mig, at mænd er liderlige (hvorfor har I så lave tanker om mænd?!), ikke kan styre sig og dermed er undskyldt, fordi de ikke kan gøre for det, selvom de selvfølgelig skal kastreres og straffes for den handling som er utilgivelig. Den retorik er faktisk den mest mandehadende, jeg har mødt.

 

De mennesker, der har travlt med at victimblame, synes ikke at være klar over, at det eneste de gør, faktisk er indirekte at forsvare gerningsmandens handling. Det kan være SÅ grimt at skulle erkende, at sådan en pæn mand har SÅ grim en side, samt at alle voldtægter ikke sker ved at et uhyre springer frem fra busken.

 

Langt størstedelen af alle voldtægter sker mellem to, der kender hinanden i forvejen. Personligt havde jeg selv svært ved at erkende, at han havde sådan en side – den havde jeg ikke set komme. Jeg var handlingslammet og kom først til undersøgelse, da alle spor af DNA var væk – om end der stadig var tydelige skader og tegn på voldtægten. Det gjorde jeg, fordi jeg var i chok og bare havde brug for at vaske det beskidte af mig.

 

Det er normalt, at voldtægtsofre har det sådan, og i øjeblikket, hvor man bare vil være ren og have alt det uhumske, det forfærdelige overgreb skrubbet af én, så tænker man ikke på bevisførelse, eller på at man reelt er i gang med at fjerne vigtige spor, der kan være med til at fælde en gerningsmand.

 

Gerningsmanden går stadig rundt og har et liv og arbejdsliv, der ikke ligger i ruiner og han er vellidt, for ”sådan noget kunne han da ikke finde på” – ikke at jeg ikke blev troet på, men altså ”sådan en pæn og rar mand, det kan ikke passe”. Et par stykker håbede også jeg fik snakket med nogle professionelle, da de ikke selv kunne rumme at høre, at han skulle have gjort det. De skulle gerne kunne se ham i øjnene fortsat.

 

Det er også farligt at spørge et offer om, hvordan hen har det – så er det bedre at gætte sig til, hvad hen mon går igennem. Hans handling og valg om at krænke mig bliver der ikke stillet spørgsmål ved – mænd er jo liderlige, så jeg måtte forvente, det skete, samt at det han havde en anden hudfarve gjorde, at “sex’en” nok bare var lidt voldsommere grundet hans kultur og mangel på respekt for en kvindes nej. Sexisme og racisme går så fint hånd i hånd.

 

Han ser i øvrigt ikke sig selv som krænker, selvom han er bevidst om, det skete under magt og min ulyst, det har jeg fortalt ham, så derfor ”var det bare lidt uheldigt”, for det var ikke hans hensigt at krænke mig. Han kunne godt leve med det, han havde gjort, selvom han var dybt ked af at have skadet mig fysisk og psykisk, for det var ikke hans hensigt at krænke, men grundet påvirkning af hash og alkohol, så måtte noget have slået klik for ham.

 

Det er bare så ironisk, når en af lorteretorikkerne mod ofrene er – at havde offeret ikke drukket, så var det nok ikke sket.

 

Jeg måtte kun blive på arbejdspladsen, hvis jeg holdt min kæft og ikke ødelagde den gode stemning. ”Man skal ikke skide og spise samme sted,” fik jeg at vide af én fra den øverste ledelse, da han blev draget ind i sagen i forbindelse med min sygemelding. Underforstået: fordi voldtægt jo bare er sex man fortryder.

 

I øvrigt jeg fik at vide fra min ledelse, at var overgrebet sket på arbejdspladsen, så havde det haft konsekvenser – men de kunne intet gøre fordi det var sket privat – for så var det ikke deres problem – men de kunne rykke rundt på mig – for en administrativ medarbejder er nemmere at fjerne end en overordnet. Og sådan fejer man problemerne ind under gulvtæppet og lægger låg på. Problem solved.

 

Jeg kontaktede Arbejdstilsynet efter jeg fik at vide, at jeg ikke skulle spise og skide samme sted. Arbejdstilsynet ville gerne hjælpe mig og sagde, at jeg rent faktisk havde en sag, men det ville kræve, at jeg havde optaget min samtale med ham fra den øverste ledelse, der fortalte mig, at man ikke skulle spise og skide samme sted. Der skulle være bevismateriale. Men fordi jeg ikke havde tænkt så langt og ikke var klar over, at jeg ville blive mødt med så stor uvidenhed og så mange fordomme fra ledelsen om min situation, så var det ikke noget, jeg havde sat i stand.

 

Betyder det, at jeg fremover konstant skal kunne dokumentere alt, der bliver sagt, så jeg har bevismateriale i tilfælde af, at nogen vælger at krænke mig på et tidspunkt, jeg ikke har forudset? I øvrigt kan man ikke forudse sådanne seksuelle overgreb, fordi man ALDRIG kan vide, hvem der vælger at krænke og hvem der ikke gør.

 

Alle mænd har travlt med at fortælle, at de personligt ikke kunne finde på det – men hvordan sorterer jeg som kvinde i, hvem der evner at respektere et nej og hvem der ikke gør, når de samtidig indirekte ”undskylder” voldtægtsmænd med at mænd jo er liderlige, så sådan noget kan ske, det må jeg forvente? Hvem evner at styre sig? Skal jeg lukke mig inde og håbe på, at ingen finder mig eller hvad gør jeg? Håbe, at jeg er heldig at gå gennem livet uden at møde en af de voldtægtsmænd, som jo ikke er en rigtig krænker, fordi ”sex’en” bare var lidt uheldig?

 

Jeg fandt mig i det, fordi jeg var bange for at miste mit arbejde og på grund af den ’ven’, jeg troede, jeg havde i kollegaen, som voldtog mig. Indtil jeg blev så syg, jeg ikke kunne arbejde mere. Jeg kunne ikke holde til at gå rundt og smile og lade som om alt var i orden. Da jeg valgte at blive sygemeldt og sige op, florerede der nogle rygter om, jeg nok bare var så forelsket i ham (grundet vores tydeligt gode kemi), og at det var derfor, jeg ikke kunne holde ud at gå rundt på arbejdet mere. Omgivelserne kan så selv konkludere ud fra uvidenhed, hvilket sikkert resulterer i endnu flere rygter a la: Hun løj om voldtægten, for at få fat i ham og nu, hvor hun har fundet ud af det ikke virkede, så kaster hun håndklædet i ringen og stikker halen mellem benene. Jeg er simpelthen så træt af, man ikke må være offer – man skal bare tie.

 

Jeg er voldtægtsoffer. Endnu ét, som ikke er blevet taget alvorligt. Men jeg tier ikke længere. Og jeg holder ikke min kæft. Om jeg har meldt ham? Nej. Retorikken i samfundet og hos politiet, mistænkeliggørelsen, samt det konstante fokus på falske anmeldelser (herunder den store uvidenhed om dem) og et ubehjælpsomt retssystem, der ikke tilgodeser min og andre voldtægtsofres retssikkerhed, gør, der ikke er megen hjælp at hente!

 

Da jeg kontaktede politiet, for det gjorde jeg trods alt, og fortalte om min sag, fik jeg at vide, at jeg selvfølgelig kunne anmelde det, men jeg ville højst sandsynligt ikke få noget ud af det, da det var påstand mod påstand (og beviserne på det var ham, var vasket væk). Indrømmede han, betød det normalt 2 års betinget fængsel, så gjorde han noget lignende inden for 2 år, og offeret anmeldte ham, så ville det måske få konsekvenser. Og jeg måtte forvente en masse spørgsmål, som var ubehagelige, for de skulle jo være sikker på, han virkelig have gjort det.

 

Jeg følte det som en hån og den mistænkeliggørelse kunne jeg ikke rumme oven på krænkelsen. Faktisk ville det blot være endnu en krænkelse. Og jeg skulle jo heller ikke skade hans karriere, arbejdspladsen og hans familieliv. FUCK mit eget, jeg kunne jo bare have ladet være med at lade mig voldtage, løbe min vej og lade være med at stole på nogen.

 

Er det for meget at bede om og tro på, at man kan drikke en kop kaffe sammen uden at skulle have sex eller endnu værre: tvinges til det? Jeg ville elske, hvis det var noget, jeg som kvinde ikke skulle frygte – i særdeleshed ikke i et land, hvor alt for mange mennesker påstår, at vi har reel ligestilling – og voldtægt jo bare er noget der sker, man ikke kan styre.

 

Sådan kan man også slippe for at forholde sig til at ændre på tingene, undlade at lade sig oplyse og bare lade ofrene sejle deres egen sø. Der skal dog lyde en stor hjertelig tak til Center For Voldtægtsofre og Feminisme i særdeleshed for den store forståelse – og de mennesker, der tydeligt har vidst, hvad de talte om, når jeg har åbnet mig for dem.

4 kommentarer

  1. Jeg blev virkeligt rørt over, at læse din historie. Og utroligt vred på din chef og øvrige omverden, som vælger at negligere denne meget grimme og krænkende oplevelse, du har haft! At vi samtidig også har et retsystem, som i nogle sager nærmest tilgodeser krænkeren, er jo helt utilgiveligt! Justitias vægt er vist ikke altid i balancen i det danske retsvæsen. Hvor er det utroligt at nogle mennesker skal så meget igennem. Så trist!
    Det må kræve et utroligt menneskeligt overskud, og det vidner om at du har en enorm kærlighed til din omverden, når du går og sætter fokus på et så alvorligt problem, samtidig med at du jo også har oplevet megen modstand fra mennesker, som har burde støtte og hjælpe dig i denne svære tid.
    Jeg synes du er sej og bliv ved med at kæmpe. Der er mange som støtter dig!
    Jeg ønsker virkelig god vind for dig – det fortjener du om nogen!

  2. Vibeke Rasmussen

    Uh, sikke en grim tid for dig. Jeg havde godt tænkt på om du selv eller en af dine nærmeste havde været ude for voldtægt. Flot at du står frem, det tror jeg kan hjælpe andre. Bedste ønsker for din fremtid

  3. Pingback: Nuanceret dialog, tak! | F-Frekvensen.dk

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv