leatherdyke.cc

Jeg er pæn de fleste dage. Desuden er jeg slank, så hvorfor skal jeg overhovedet blande mig i debatter om kropspositivisme og udseende? Fordi jeg som de fleste andre pæne kvinder er pæn, fordi jeg bruger tid og penge på det. Jeg sminker mig om morgenen, jeg bliver (dyrt) klippet hos frisøren, jeg passer på ikke at spise for meget og forkert, jeg sørger for at få trænet, og selvom jeg siger, at det er fordi jeg gerne vil være sund, stærk og i god form, er det også fordi, jeg gerne vil være slank. Og jeg vil ikke kun være slank, fordi jeg ikke gider gå ud og købe en ny garderobe. Jeg vil også gerne være slank, fordi det er nemmere. Det er nemmere at passe ind i samfundets normer, det er nemmere ikke at blive dømt som doven fordi jeg ser ud på en bestemt måde, det er nemmere helt lavpraktisk at finde et par bukser, der passer. Jeg underkaster mig skønhedens normhierarki lige præcis nok til at passere igennem uden at være bemærkelsesværdig.

 

Men jeg ville synes det var virkelig ærgerligt at få en gravsten med teksten ”Normativt pæn på de dage, hvor hun gjorde sig umage”.

 

Vi er nemlig ikke alle sammen pæne, hele tiden, overalt. Nogle af os er grimme noget af tiden, nogle er kun sjældent grimme, nogle få er det næsten altid. Jeg ville ønske, det ikke var nødvendigt at snakke mere om, hvordan kvinder ser ud, for det er blevet diskuteret rigeligt. Desværre er diskussionen ikke overstået, før skønhedshierarkiets grundlæggende præmis er blevet udfordret og overvundet. Nemlig at man skal være smuk eller om ikke andet så føle sig smuk, – for alle er smukke indeni. Det hjælper ikke at udvide skønhedsbegrebet, så vi alle sammen kan være smukke. Kropspositivisme gør nemlig ikke nogen forskel, hvis den stadig fokuserer på skønhed som et grundlæggende værditræk hos kvinder.

 

Kropspositivistiske projekter, der primært går ud på at udstille nøgenbilleder af et lidt større udsnit af kvinder end, hvad der normalt ses i mediebilledet er i princippet en sympatisk tanke. Problemet er, at påstanden om, at alle er smukke ikke sætter mindre fokus på udseende. Tværtimod understreger det blot den samfundsmæssige norm om, at kvinders værdi ligger i deres udseende. Selv projekter som herself.com(nsfw), hvis formål er at fokusere på kvinden som subjekt med relevante og spændende interviews, kommer let til at spænde ben for sig selv, når de portrætterede kvinder er nøgne, og deres udseende dermed bliver det første fokus – trods en intention om at reclaime kvindekroppen. Andre, og langt mere kommercielle projekter som BT’s billeder af ”naturlige danske kvinder”, eller Doves ”Every Woman”-kampagne, får blot understreget, at det er udseendet, der er vigtigst, når kvinder bedømmes som mennesker. Kan man være smuk med en stomi-pose? Ja, selvfølgelig kan man det. Er dét det mest interessante ved at være et menneske med stomi-pose? Nej, langt fra.

 

Vi kan ikke nøjes med at udfordre skønhedsnormen, så længe vi ikke udfordrer det underliggende krav til kvinder om at se skønne ud, før de kan behandles som selvstændige subjekter. Et eksempel er et interview med Pernille Skipper, jeg hørte i P1 forleden. Da journalisten søgte på hendes navn, foreslog Google noget med sko, højde, og kæreste. Udseende og tilgængelighed frem for hendes arbejde som retsordfører. Man kan fortsætte med Wozniacki, med Julie Berthelsen – med alle kvinder.

 

Menneskelig værdighed og rettighed bør ikke være knyttet til udseende. Kropspositivisme, der fokuserer på, at alle kvinder er smukke, fokuserer desværre også på en underliggende antagelse om, at skønhed er vigtigt for kvinder. Det bibeholder skønhed som et attråværdigt ideal, der giver kvinder menneskelig værdi. Jo skønnere du er eller føler dig, jo mere ret har du til at eksistere. Et kropspositivistisk ideal om, at alle er smukke fjerner ikke den grundlæggende udseendefiksering.

 

Kropspositivisme, der fokuserer på, at retten til eksistens, respekt og værdig ligebehandling – uanset om man er smuk eller ej – er en grundlæggende udfordring af skønhedsnormerne, idet skønheden ophører med at være et vigtigt grundlag for menneskelig værdi. Skønhed kan ikke uden videre reclaimes og bredes ud til en større gruppe, uden at man forholder sig til de tillagte værdier i begrebet. At påstå at alle er smukke fjerner ikke stigmatisering af udseende eller værdinormeringer af mennesker på baggrund af deres udseende. At være grim eller at føle sig grim bliver nærmest amoralsk, for hvis skønheden giver os menneskelig værdi, umenneskeliggør vi os selv, hvis vi er grimme og indrømmer det

 

Hvorfor skal jeg nødvendigvis være smuk? Mange af de ting, jeg holder af at lave, er stemmer meget dårligt overens med at være eller føle sig smuk, og når jeg ror kajak, overvejer jeg faktisk ikke min egen skønhed, men tænker mere på Limfjordens skønhed. Jeg har ikke pligt til hverken at være eller føle mig smuk, når jeg arbejder, leger med mit barn eller laver aftensmad. Jeg gider faktisk slet ikke overveje det.

 

Derfor ville jeg ønske, at vi kunne snakke mere om, hvad kvinder gør, og ikke hvordan de ser ud. En udfordring af skønhedsnormen består ikke i at trække kvinder frem og pege ”Se! Hun er sjov, selvom hun er tyk!” Slagfærdighed har intet at gøre med, hvordan man ser ud. At udpege udseende i den sammenhæng indikerer stadig, at en kvindes udseende er hendes primære værdi.

 

Eller, endnu værre, ”Se! Hun blev pæn, da hun gjorde sig lidt umage!” Før- og efter-shows, (vi har alle sammen set Trinny og Susannah, ikke?) hvor velmenende stylister gør brug af optiske illusioner for at trylle den ægte, pæne kvinde frem. De nu pæne kvinder skal helst være voldsomt glade og taknemmelige. Nu findes de i kraft af deres nyvundne skønhed, så resten af samfundet kan anerkende dem.

 

Der er ikke brug for flere fotosessioner med ”kvinder, der falder uden for skønhedsnormen” til at bevise, at de også kan være smukke. Det kan de selvfølgelig, især hvis det at falde uden for skønhedsnormen drejer sig om at være tyk. Der er mange tykke damer, der er pænere end mig. For eksempel Tess Munster. Hun bruger helt sikkert også både langt mere tid og langt flere penge på at være pæn, end jeg nogensinde gider – men får så til gengæld også en karriere ud af det. At forvente, at alle kvinder altid skal leve op til den samme skønhedsforpligtelse er én eneste stor beslaglæggelse af ressourcer.

 

Tænk, hvad jeg kunne have gjort for alle de penge og al den tid, jeg brugte på at vokse ben, da jeg var yngre? Jeg kunne have rejst, jeg kunne have læst spændende bøger, jeg kunne have lært at windsurfe.

 

Jeg vokser ikke længere ben. Jeg klipper hårene ned med min mands trimmer, hvis jeg synes det passer bedst til mit outfit. Resten af tiden har jeg, i en del af samfundets øjne, grimme behårede ben. Det vil jeg have ret til. Jeg vil nemlig hellere bruge mine ressourcer på mere interessante ting end at barbere ben.

 

Skønhed skal være et valg – ikke en værdinorm.

 

photo credit: bird via photopin (license)

 

Nina Teisen

Feminist lige siden jeg første gang fik at vide, at man ikke skulle tage sig af vilde drenge for "sådan er de jo bare". Har læst filosofi og kommunikation. Umanerligt glad for at sove i telte og ret vild med at strikke mine egne trøjer. Træt af at tage på vildmarksture og blive spurgt, om jeg ikke er bange for farlige mænd og bjørne. Endnu mere træt af, at folk forventer, at jeg holder op med at tage på sådan nogle ture, når nu jeg er nogens mor. Træt af at hobbyer som strikning er undertrykkende og pointløse, mens der ikke sættes spørgsmålstegn ved hobbyen "fodboldfan". Klæder mit barn i tøj, der er blødt og varmt og leger vilde lege med dukker og bamser.

1 kommentar

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv