leatherdyke.cc

 

Natten til lørdag d. 10/11-12.

Kl. ca. 03.45

 

Er du queer?

 

Nej. Eller jo, eller nej. Ej, jeg ved faktisk ikke helt, hvad det indebærer at være queer. Hvorfor?

 

Fordi jeg er queer.

 

Nå. Okay. Okay, hvad betyder det så for dig at være queer?

 

Mange ting. Men nok mest sådan som jeg udtrykker mig. Min kropsbehåring er ikke, sådan, kvindelig. Og så hvem jeg falder for – hvem jeg er tiltrukket af. Du er jo ret maskulin. Så det ville nok ikke gå. Jeg mener, vi ville jo kæmpe om den samme rolle. Hvis du forstår.

 

OK. Jamen, jeg var også på vej op i baren. Så. Men vi ses.

 

Jeg begyndte for et par måneder siden at tage en notesbog med i byen. Samtalen med Queer-Kim (det var ikke hendes rigtige navn) skrev jeg ned på et toilet, en lørdag nat, på et sted, der vel defineres som “homomiljøet”. Jeg indrømmer gerne, at det er en smule fordækt og småtosset at sidde halvfuld på et toilet og skrive ting ned i en lille sort bog. Men det hjælper med at huske ting, der kan have brug for at blive kørt igennem analyseapparatet – som kører en del hurtigere mandag morgen end lørdag nat. For samtalen med Queer-Kim er, for mig at se, et udtryk for en grim tendens i homomiljøet.

 

Den der løse betegnelse “homomiljø”, som egentlig bare dækker over nogle skiftende fysiske rammer for et skiftende klientel af LGBT-personer, har for mig været et fristed, siden jeg var 16. Jeg er kommet der, fordi det er rart at være en del af normen, i stedet for at stå uden for normen – i hvert fald for en aften. Og jeg har altid følt mig tryg inden for dørene – også selvom der eksisterer hate-crimes uden for dørene. Jeg har en forestilling om, at folk der ligesom mig opsøger et homosted eller en homofest, kommer der af samme grund som mig. Og har brug for et frirum, som jeg også har brug for et frirum. Netop derfor gav samtalen med Queer-Kim mig en dårlig smag i munden: Hun brød rammerne for mit frirum ved at bringe nogle normer ind i det, som jeg troede, det var fritaget for.

 

Som minoritet har man et ansvar for det miljø, man er en del af. Man har et ansvar for ikke at reproducere de negative fordomme og stereotyper, man møder i “den virkelige verden” (hvad homomiljøet på ingen måde er). Ved at sætte mig ind i en så binær maskulin-kontra-feminin forståelse, kigger Queer-Kim på mig med det blik jeg egentlig troede, at vi begge to have gemt os for: Blikket, der reducerer et menneske til 1) homo eller hetero og 2) maskulin eller feminin. Som erklæret queer burde man være den sidste til at dømme folks seksualitet på baggrund af noget så overfladisk som udseende og et ydre kønsudtryk.

 

Jeg kan forstå og acceptere, at folk, der aldrig har oplevet at føle sig uden for en køns- eller seksualitetsnorm, kan komme til at sige stødende ting – uden egentlig selv at ville det. Det er mine bedste, klogeste og sødeste venner et eksempel på (fra notesbogen: Jeg forstår altså ikke hypen omkring Ryan Gosling. Nej, det er du også alt for korthåret til at forstå). Men bevidst at opsøge et homomiljø og inden for de rammer erstatte en ”heteronorm” med en ligeså fordummende ”homonorm” er, for mig at se, ikke acceptabelt.

 

Jeg er klar over, at man ikke kan bruge Queer-Kims (lettere berusede) udtalelse som repræsentant for hverken en generel queer-holdning eller som et udtryk for stemningen i homomiljøet. Det er ment som et eksempel på, hvor skrøbeligt et rum man som LGBT-person skaber, når man (så at sige) færdes i flok. Det er så let at tage retten til at definere sig selv væk fra det menneske, man står overfor og i stedet udtale sig på baggrund af fordomme som alle har, men ikke alle er opmærksomme på. Som en del af en køns-og seksualitetsminoritet er man privilegeret med et blik, der kan identificere fordommene – og med det følger et ansvar for ikke at reproducere dem. I det mindste overfor andre inden for samme minoritet.

 

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv