leatherdyke.cc

Anmeldelse

 

Jeg kan personligt ikke huske, hvornår jeg sidst har set en kvinde masturbere i en ikke-pornografisk filmproduktion? Virkelig ikke. Men det er lige præcis det, der foregår i en af nøglescenerne i Emilie Marloth Frøkjærs lille perle af en overgangshistorie Punani (2014) (Punani: Slang for kusse). Men Marloth Frøkjærs kortfilm kan meget mere end nonchalant at bryde et masturbationstabu. Den er et ærligt, udogmatisk og ukonventionelt blik på en ung kvinde og hendes blomstrende seksualitet.

 

Men har vi virkelig brug for overgangsriter omkring seksualitet i 2015? Ja. Når synsvinklen i sig selv er overraskende, fordi den findes hos den unge hovedperson Agnes, der både laver dansende illustrationer af pikke i kirkens salmebog, masturberer med en Barbiedukke, og forfører sin storebrors ven Tristan uden at blinke, åbnes der for et udogmatisk og diskurs-kritisk blik på, hvad en ung kvinde i Danmark i dag også kan være.

 

Punani handler om den unge Agnes, som ikke er et kysk, rent, helligt væsen, trods sit navn: Hun går til konfirmationsforberedelse, men vil hellere af med sin mødom end at spille med på kirkens ide om et overgangsritual. Agnes flirter med sin storebrors bedste ven Tristan. Hun lytter ved døren til badeværelset, hvor broderen og Tristan taler om sex og om hende, masturberer med en Barbie-dukke, så bamserne falder ud af barnesengen i en sjældent både erotisk direkte og sanselig scene, og sniger sig med til maskebal, hvor hun endeligt forfører Tristan. Agnes´ sejr manifesterer sig ved et guddommeligt lys på hendes ansigt under selve akten og efterfølgende ved håndens greb under nederdelen, der afslører den symbolske jomfrublødning. Det er hende fuldstændigt ligegyldigt, at de to unge mænd kommer i konflikt og ender i slåskamp, hun forlader festen som sejrherre, og ses dagen derpå til Gudstjeneste i et lige så fint lys, men nu rolig og fattet, hvilket står i modsætning til hendes utilpassede adfærd i den indledende kirkescene: Hun har gjort sig selv voksen.

 

Den voksne kvinde er en seksuelt bevidst kvinde, hvorfor Agnes har brug for Tristan, der på sin vis bliver objekt-gjort, fordi han er et middel til at nå målet: at miste mødommen. Helt ironisk og med en tydelig humoristisk reference til alle patriarkaters ,,beskyttelse” af kvinden, er det Agnes, der forfører Tristan og ikke omvendt. Agnes´ storebror beordrer Tristan til at holde sig fra Agnes, hvorved han tror at beskytte sin søster og lade hende forblive i en ikke-seksualiseret verden, uden at forstå, at Tristan ikke er den seksuelle ,,trussel” i denne sammenhæng eller at han ikke kan dominere sin søsters (sex-)liv. Filmen formår i en legende let stil at lade en ung kvinde være den aktivt handlende. En anden fin pointe er, at Agnes ikke er forelsket i Tristan, derved undgås den klichéfyldte forestilling om, at unge piger er forelskede, mens unge mænd er liderlige, at sex for kvinder er en kærlighedsakt eller, at man skal passe på sin mødom og give den som en gave til en særligt udvalgt.

 

Det, der umiddelbart skriger af ungdomsfilm fra alle og ingen tider (barbiedukker, konfirmationsforberedelse, privatfester og show-off-cigaretter), er en omvendt lillepige-forestilling. Filmen tager åbenhjertet fat i opfattelsen af unge (kvinder) og seksualitet. Den unge kvinde er protagonist med stort P og er på påfaldende vis slet ikke underlagt den ,,offer”-rolle eller passivitet, som ellers typisk linkes til køn og alder i denne sammenhæng. Figuren Agnes besidder ret maskuline træk (læs: dyder) og fremstår stærk, fri og uhæmmet af konventioner uden at skulle repræsentere en ny superwoman eller et nyt kodeks for teenagepiger, dertil er historien netop for personlig.

 

Punani handler ikke kun om seksualitet, men om at tage sagen i egen hånd uanset alder eller køn, og derfor er dens dagsorden heller ikke dogmatisk kritisk overfor f.eks. ,,mænd” i sig selv, men en fin lille historie om at handle og om ikke være bange for at entrere et område, der ellers typisk domineres af andre (ok, her mænd).

 

Kombinationen af en stramt udført komposition, de unge veloplagte og sart overbevisende skuespillere, og den helstøbte fortælling understreger igen, at kortfilm som genre virkelig kan fortætte og behandle essentielle temaer på befriende enkel vis, sætte problemer under udramatisk debat, så Brandes ville være stolt (måske), og at den unge kvindelige instruktør Emilie Marloth Frøkjær og hendes hold er værd at følge fremover. Der er masser af andre film og tekster, der diskuterer kvindens status og seksualitet i moderne samfund, skildrer eneren, lader kvinder gøre oprør mod eksisterende diskurser, senest særligt den anmelderroste vampyrfilm A Girl Walks Home Alone at Night (Ana Lily Amirpur, 2014), men på dansk grund ser man det ikke ofte. Der er overordnet set (ikke specielt i filmverdenen!) en sær, men ret udbredt konsensus om, at sexisme, problematisering af forskelsbehandling, kvinderettigheder mm. er noget hysterisk feminismepladder, der udgår fra en eller anden destruktiv socialkonstruktivisme, som demokratiet Danmark er hævet over.

 

Punani hæver sig smukt uproblematisk over denne debat ved at lade historien være personlig. Agnes´ historie er Agnes´ historie og ingen andens. Agnes handler som menneske ikke som køn, selvom filmen behandler den seksuelle debut, og filmen er derfor ikke et diktat eller et forsøg på at give et bud på, hvordan ,,piger” skal opføre sig eller ikke opføre sig, hvilket er dens mest markante styrke.

 

Punani kan ses gratis på filmmagasinet EKKOs shortlist her.

 

Photo Credit: Still fra Punani af fotograf Mia Mai Graabæk Dengsø.

 

Cathrine Rygaard Rasch

Cathrine Rygaard Rasch, cand.mag i tysk og dansk med speciale i tysk film. Ret optaget af kønsdiskurser og ligestilling.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv