leatherdyke.cc

Vi bliver alle ældre. Det er en naturlig del af vores livscirkel, at vores kroppe gennemgår en ældningsproces. Rynkerne træder frem, kødet bliver mere slapt, mens ungdommens friskhed og glød ikke længere stråler fra vores hud. Alt sammen en del af vores vej mod afslutningen på livet. Måske derfor er det heller ikke så fedt længere at blive ældre, når vi har placeret et bestemt årstal. Pludselig er vi midaldrende, gamle og i den såkaldte tredje alder. Og selvom vi kan ignorere fødselsdagen eller lyve os yngre, så afslører vores kroppe sandheden.

 

Men i en verden hvor alt kan købes, behøver vi ikke at acceptere den sandhed, vores kroppe fortæller. Skønhedsindustrien tjener formuer på vores kamp mod kroppens tegn på ældning. Men hvorfor har vi egentlig så travlt med at hive rynkefjerne produkter ned fra hylderne? Hvad er vores problem med, at vores kroppe afspejler vores alder?

 

Ungdom er in. Det er ikke nogen nyhed, sådan har det været i laaaang tid, måske altid. Det er fedt at være ung, mens det at være gammel bare ikke har samme tiltrækningskraft. Måske er det fordi, ungdommen omhandler en periode i vores liv, hvor alle døre står åbne, og der er mange begyndelser samt uendelige muligheder. Mens det at være midaldrende nærmest smækker en masse døre i, og det med et ordentlig brag for os kvinder, der nu skal gennem overgangsalderen med hedeture, uregelmæssige menstruationer og mange andre gener, som alt sammen bare fører os lige lukt ind i den tredje alder. Hvor vi så ikke længere er midaldrende, men direkte gamle.

 

Samtidig bombarderes vi med reklamer på gadehjørnet, i bladene, fjernsynet og på nettet, der alle fortæller os kvinder, at vi skal bruge det ene efter det andet produkt for at forynge vor kroppe. Rynkede hænder, der har ændret hudfarve, sidestilles med hænder, hvor huden er glat og stram. Og påstanden er med det samme, at ordet smuk kun omhandler hænderne med den stramme og glatte hud. Ungdom er af en eller anden grund lig med skønhed. Men hvorfor kan en kvinde med tydelige kropslige alderstegn ikke være smuk?

 

Ungdom sælger, siges der. Damebladenes redaktører forsvarer deres brug af teenagepiger på forsiden af magasiner målrettet aldersgruppen på 30 til 45 år med, at vi kvindelige købere spejler os i disse pigers ungdom. Hvorfor en kvinde der er på alder med læserne ikke vil kunne skabe samme identifikationsmulighed, har redaktørerne ikke noget svar på.

 

Det at være kvinde og blive ældre synes at have en ret stor pris. Vi skal holde et vågent øje mod enhver lille rynke og enkelte grå hårtot, bruge oceaner af skønhedsprodukter for at sikre vores hud mod alderdommens kendetegn, og vi kan ikke engang komme på forsiden som repræsentanter for vores egen generation. En ældre kvinde er ikke smuk og kan heller ikke sælge noget. Og hvis vi har brug for at få understreget dette, kan vi vende os mod filmdrømmefabrikken over alle, Hollywood.

 

Hollywood har intet problem med alderdom. Eller i hvert fald ikke for de mandlige skuespillere. Superstjerner som Johnny Depp og Brad Pitt er alle over 50 og still going strong med at indspille alle mulige filmgenrer, også i de romantiske roller. Forskellen er bare, at mens de herrer bliver ældre og ældre, så bliver deres kvindelige medspillere og filmenes love interest også yngre og yngre. Det er ikke engang noget, vi som et særpræget kendetegn kan hæfte på vores tidsalder, for i 1950’ernes Hollywood blev stjerner som Audrey Hepburn og Grace Kelly, begge i begyndelsen af tyverne, sat til at danne filmelskende med midaldrende skuespillere som Humphrey Bogart (55 år) og Gary Cooper (51 år). Sigende nok, så er der ikke mange film, hvor den kvindelige skuespillerinde er meget ældre end sin mandlige medspiller. Hvor mange film kan I overhovedet komme på, hvor en skuespillerinde over 45-50 år har den absolutte hovedrolle?

 

Og hvis en kvinde er ældre end hendes kæreste, så mødes hun og hendes forhold også af en hel anden tone fra omverden end den, der møder en ældre mand og hans yngre kæreste. Hvis du som kvinde er ældre end din kæreste, så er du en cougar. Bare tænk på grevinde Alexandra og Martin Jørgensen. Ville pressen have haft samme interesse i deres forhold/ægteskab/skilsmisse, hvis han have været den ældste?

 

Skønhedsidealet er at være ung, men når vi bliver ældre og ældre, så ender vi altså også med at leve længere med en midaldrende og gamle krop end med en ung. Spørgsmålet er, om vi skal blive ved med at hylde det ungdommelige look som det eneste rigtige, for hvad sker der, når vi ikke længere kan bibeholde det? Skal vi til evig tid bekrige vores kroppes ældning og drømme os tilbage dengang, vi var unge og derved også smukke, eller er det tid til at ændre på selve definitionen af skønhed?

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

 

Billedet er lånt her.

 

Gitte Lindorff Hansen

Først i 30’erne, som har taget en cand.mag. i litteraturhistorie og nu er i gang med finde ud af, hvad den kan bruges til. Jeg kan rigtig godt lide at læse både skøn- og faglitteratur. Jeg interesser mig for kønsroller, ligestilling, sprogbrug, historie og så meget mere.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv