leatherdyke.cc

Når vi herhjemme ser musikvideoer på Youtube, hygger med en Hollywoodfilm på Netflix eller priser os lykkelige over tilsyneladende feministiske tv-serier som ”Girls”, tænker vi ikke nærmere over, hvilke grupper af mennesker, der repræsenteres – og hvordan de repræsenteres. Dem, der tilhører majoriteten – vestlige, hvide, ciskønnede og heteroseksuelle mennesker – har en tendens til at glemme, at vi ikke ser særlig stor diversitet i populærkulturen. Vi kan genkende os selv og de historier, vi ser, og glemmer, at dette ikke gør sig gældende for alle. Minoritetsgrupper portrætteres meget lidt i forhold til dem, der tilhører normen, og når de gør, fremstilles de som stereotype og som værende underlegne.

 

Min hypotese er, at populærkulturen er med til at skabe nogle narrativer omkring køn, etnicitet og identitet i vores samfund, og dermed er den med til at fastholde de eksisterende magtstrukturer i vores samfund. Den er med til at bevare normative værdier og undertrykke dem, der ikke lever op til det vestlige samfunds normer og idealer. Populærkulturen er ekstremt normativ, og jeg ser den manglende diversitet og repræsentation som et stort problem.

 

Når man som hvid, ciskønnet og heteroseksuel kan genkende sig selv og identificere sig med det billede, populærkulturen fremstiller, kan man godt gå hen og se sig blind. Når man selv tilhører normen, kan man have svært ved at sætte sig ind i, hvordan det må føles ikke at blive repræsenteret – eller at blive fremstillet på en måde, som ikke stemmer overnes med virkeligheden. Da jeg selv er en etnisk dansk, hvid, ciskønnet og heteroseksuel kvinde, ved jeg i princippet heller ikke selv, hvordan det føles, og selv om jeg prøver at være bevidst herom, lykkes det ikke altid. For selvom jeg som kvinde bliver meget påvirket af den manglende eller urealistiske repræsentation af kvinder i medierne, er jeg stadig bedre stillet end ikke-hvide, ikke-heteroseksuelle og non-binære mennesker.

 

Jeg tror, at privilegieblindhed er en af de primære årsager til, at mange fejlagtigt tror, at vi har ligestilling, og at manglende diversitet i blandt andet mediebilledet ikke er et problem. Hvis man ikke oplever, hvordan det føles ikke at tilhøre normen – og at ens holdninger, følelser eller oplevelser overses eller negligeres som en konsekvens deraf – kan det være svært at se problemet. Hvis man ikke selv har oplevet at blive diskrimineret på baggrund af sin hudfarve, sit køn, sin etnicitet eller sin seksualitet, ser man ikke konsekvenserne af mediernes manglende diversitet.

 

Efter min mening begår populærkulturen en form for vold mod minoriteter ved primært at repræsentere dem, der tilhører normen. Med vold mener jeg fastholdelsen af de magtstrukturer, der eksisterer i samfundet, og som er skadelige for minoritetsgrupper. Jeg tror fuldt og fast på, at populærkulturen har et ansvar for at repræsenterer forskellige typer mennesker og fortælle forskellige historier for på den måde at skabe narrativer, der stemmer overens med virkeligheden. Manglende eller misvisende repræsentation af minoriteter skaber et forvrænget billede af disse og fratager dem deres stemme, og derfor er den skadelig.

 

Vold er ikke altid fysisk. Eller verbal. Eller synlig for den sags skyld. De ting, vi ikke siger eller ikke gør, kan også være et udtryk for vold. Et fravær af repræsentation er en måde at diskriminere og undertrykke andre. Manglende repræsentation af minoriteter er manglende anerkendelse. Hvis ikke vi viser og anerkender diversitet, ser vi den ikke – og hvis vi ikke ser den, viser og anerkender vi den ikke. Det har konsekvenser for dem, der glemmes eller fremstilles på en måde, der ikke stemmer overens med virkeligheden. Vi bilder os selv ind, at vi er rationelt tænkende væsner, der kan adskille fiktion og virkelighed, og alligevel påvirker mediebilledet vores syn på os selv og andre mennesker. Manglende diversitet er undertrykkelse – og derfor, efter min mening, en umiddelbart usynlig vold, som kan have voldsomme konsekvenser for rigtig mange mennesker. Derfor er det vigtigt at arbejde sig hen imod at skabe et mediebillede, der baserer sig mere på forskellighed og inklusion end normativitet og eksklusion.

 

Efter min mening ser vi – heldigvis – en positiv udvikling i mediebilledet. Særligt serieverdenen formår ofte at integrere minoritetsgruppe i sine fortællinger. Serier som ”Orange is the New Black”, der portrætterer kvinder på tværs af hudfarver, kulturer, seksualiteter og sociale lag, og ”Transparent”, der sætter stor fokus på transkønnethed, er rigtig gode eksempler herpå. De sidste to sæsoner af SKAM er med deres portrættering af homoseksuelle Isak og muslimske Sana også lykkedes med at skabe en ikke-normativ fremstilling af ungdomslivet i Norge. Samtidig begynder vi også at se små fremskridt i filmverdenen med film som ”Moonlight”, ”Hidden Figures” og ”Get Out”, som fortæller historier om sorte mennesker, også på tværs af køn og seksualiteter. Så forhåbentlig er vi på vej mod en mere mangfoldig og inkluderende populærkultur. Men der er stadig lang vej igen. Og derfor skal vi blive ved med at italesætte problematikken og stille store krav til medieverdenen om at skabe et bredere og mere intersekstionelt fokus.

 

Afslutningsvis vil jeg endnu engang understrege, at jeg som hvid, heteroseksuel og ciskønnet kvinde ikke kan sige, hvordan andre minoriteter oplever dette, da jeg ikke selv har oplevet konsekvenserne af det normative mediebillede, som mange andre har. Jeg kan ikke som sådan tale på vegne af andre og sige, hvad de tænker, oplever eller føler, og derfor er det vigtigt for mig at understrege, at jeg derfor kun kan give udtryk for mine egne holdninger og mit eget perspektiv.

 

Billedet er venligst lånt her.

Liv Kiilsholm

Jeg er 23 år gammel og studerer til daglig Spansk Sprog og Kultur og Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Jeg har altid elsket at skrive, tegne, læse god litteratur og at rejse. Efter at være begyndt på universitetet begyndte jeg for alvor at få et kendskab til, hvad feminismen indebærer, og efterhånden nåede jeg til den erkendelse, at jeg er feminist. Jeg er meget optaget af, hvilke diskurser der eksisterer i vores samfund med henblik på køn, ligestilling og feminisme, samt hvordan vi kan skabe et mere ligestillet og inkluderende samfund gennem ligestillingsdebatten.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv