leatherdyke.cc

Piger synger, mens drenge spiller guitar. Det lyder en smule firkantet, men i virkelighedens verden skal man alligevel ikke lede længe for at opdage denne opdeling.

  

Mange kan sikkert huske deres første musikalske oplevelse som barn. Det kan have været til en Shu-bi-dua-koncert, eller far, der overrakte dig sin guitar og bad dig slå strengen an. Musik er så mange ting, med forskellig affektionsværdi for os alle. Musik er et godt udgangspunkt i livet for at udvikle både interesse, kreativitet og intelligens. Derfor er det bare ærgerligt, at dette udgangspunkt skal være sløret af en kønslig forventning til barnet, der ønsker at række ud efter et instrument. Når unge drenge og piger begynder at engagere sig i musikkens verden, så tilbyder rollerne sig selv; pigerne henvises ofte til skønsang, mens drengene får lov til at give den gas på guitar, trommer eller bas.

 

En skrøne er, at det at mestre enten en guitar, en bas eller et trommesæt kræver en vis form for attitude eller teknisk intelligens. Dette er en udfordring som drengene, generelt set, oftest giver sig i kast med; fordi de har fået at vide, at de kan og burde. Af hvem mon? Nu er jeg ikke ude på at pege fingre af hverken forældre eller musiklærere, men i særdeleshed også den musikverden, som stadig er genkendelig for os i dag. Faktum er, at sang forbindes med noget ultra feminint, mens de attitudeprægede instrumenter ofte opfattes som havende har en mandlig energi over sig. Men jeg tror i virkeligheden, at unge piger ubevidst skræmmes væk fra at prøve chancen af på guitaren eller trommerne, eller hvad der nu står derovre i hjørnet og ser lokkende ud.

 

Det er ikke for at hidse mig op over problematikken. Der findes jo masser af kvindelige bassister, trommeslagere og guitarister. Men jeg synes, at det er vigtigt at tage højde for, hvordan i særdeleshed børn og unge har en tendens til at indrette sig efter kønslige sædvaner. Især fordi de i forvejen er usikre på deres eget værd. Så nødig vil de bremses af en kønslig målestok over, hvad der forventes af dem og deres karakter. Og det gælder også i valget af musikalsk instrument. Jeg syntes, at normen skal modarbejdes på dette punkt, for det trænger den til. Det kender jeg til, fordi jeg selv er kvindelig bassist og har brugt meget tid ude i musikskolemiljøet, hvor jeg har set hele det kønsopdelte sceneri udfolde sig. Mulighederne skal jo helst være sprængåbne. Især når et barns interesse har så stor effekt på resten af dets liv. Musikalsk engagement har b.la. vist sig at have en effekt på vores læring og udviklingen af vores intelligens. Derfor er det vel en sørgelig sag, hvis udgangspunktet skal være præget af en kønslig forskel grundet forventningerne inden for det musikalske felt.

 

Jeg har altid fået at vide, at det var sejt, men også usædvanligt, at jeg var en pige, der havde forelsket mig i el-bassen. Jeg spiller i et rent pigeband. Vi er altså et modeksempel på den musikalske sædvane, der peger på, at skikkelsen bag en guitar eller en tromme, eller sågar en bas, skal være mandlig. I virkeligheden kan jeg ikke huske grunden for, at det netop var bassen, jeg forelskede mig i. Jeg købte den af min kusine, og jeg tænkte, at hvis hun kunne, så kunne jeg vel også. Men hvad så, hvis det havde været min fætters? Havde jeg så rakt armene frem efter bassen, eller havde jeg aldrig gået den vej? Børn har behov for en rollemodel, der kan vise dem en anden vej. Måske valgte jeg at begynde på bassen, fordi jeg havde en begrundelse for, at det kunne jeg jo godt. Min kusine havde jo selv gjort det, og hun var da ligeså meget en pige som mig selv.

 

Så hvordan kan vi løse det? Måske er der ikke en bestemt formel, andet end opfordring og åbenhed. Flere små piger skal mødes med iltert engagement, når de rækker ud efter trommestikkerne, og de skal have mulighed for at vise deres omverden, hvad den kvindelige energi kan give til musikken. På et tidspunkt bliver det normalen. På et tidspunkt er det ikke længere usædvanligt, men givet, og så vil vi se flere entusiastiske piger, der sætter af mod de såkaldte ”teknisk krævende og attitudekrævende” instrumenter.

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

 

Billedet er lånt her.

 

Amalie Jensen

Ung kvinde med forkærlighed for 1970'erne og stor interesse for ligestilling og feminisme.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv