leatherdyke.cc

Jeg har altid været lidt større, end hvad der forventes af piger. Jeg har brugt str. 41 i sko og har været en håndfuld centimeter højere end gennemsnittet, siden jeg var 11. Jeg er rimelig bredskuldret, jeg har store bryster og en stor røv. Jeg har altid fyldt lidt i landskabet, om jeg så ville det eller ej.

 

Det er først for nyligt, at det er gået op for mig, hvor meget billederne af kvinder i medierne har betydet for, hvordan jeg har set på og bedømt min egen krop. Jeg anerkendte det aldrig, da jeg var ung, jeg havde ikke engang formuleret det i mit hoved, men jeg følte mig for stor. Min unge hjerne fortolkede det sådan, at jeg følte mig tyk. Den tanke sivede ind i min bevidsthed, da jeg var 13 år gammel og formede mine tanker om mig selv i mange år frem.

 

Når jeg nu ser på billeder af mig selv i den alder, hvor jeg først følte mig tyk, kan jeg se, at mine følelser løj for mig. Jeg var ikke tyk, jeg var bare højere og bredere end mange af de andre piger i min klasse. Jeg sørger for mit teenagejeg, når jeg ser de billeder, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke var bevidst om, hvad billederne i medierne gjorde ved mig. At det ikke gik op for mig, at jeg ikke var tyk, jeg var bare anderledes. At der ikke er noget galt med at være anderledes.

 

For det er en af de mange fejlagtige beskeder, som mediernes billeder sender os; at der er en bestemt måde, vores kroppe skal se ud, og hvis vi ikke ser sådan ud, så er der noget i vejen med os. Når jeg her snakker om mediernes billeder, mener jeg både dem, som vi vælger at se, såsom film og tv, og i særdeleshed de billeder som vi ikke kan slippe for; reklamebilleder. Vi bliver udsat for et hobetal af billeder, som viser os et meget snævert skønhedsbegreb og stereotypt smukke mennesker, der også har fået kørt en omgang PhotoShop henover for at eliminere alle forestillede fejl og mangler.

 

Både mænd og kvinder bliver vist med perfekte kroppe og ansigter i reklamer, hvilket i sig selv er forstyrrende nok for dem, som bliver udsat for disse billeder i en lind strøm. Men kvindekroppen har nærmest monopol i en særligt forstyrrende praksis inden for reklameverdenen; vi bliver vist som kropsdele. Der er utallige reklamebilleder, hvor man kun kan se bryster, ben eller røv. Hvor vi kun ser en krop, ikke et menneske. Kvindekroppen er kun et objekt, der symboliserer noget – eller fremviser noget – ikke et selvstændigt individ.

 

Jeg fik først øjnene op for dette fænomen efter at have set en fremragende TED Talk med Jean Kilbourne (den ligger på YouTube), der netop omhandler, hvordan reklameverdenen ser på og viser kvinder. Men det er i sandhed en af de ting, man ikke kan holde op med at se, når først man har fået påpeget det.

 

Reklamerne kan også have tekst eller slogans, der er direkte sexistiske, men netop fordi billederne der gør kvinder til objekter er mindre åbenlyse, er det dem som er farligst. De kan flyve forbi lige under radaren og forme, hvordan vi tænker, uden at det går op for os.

 

Der er ingen tvivl om, at de billeder der omgiver os har betydning for, hvordan vi tænker. Hvis vi bliver præsenteret for noget nok gange, begynder vi at tro, at det er normalt. At kvinder kun har hår på hovedet. At vi har brug for makeup for at se normale ud. At kun de unge og smukke har seksuelle behov. At vi ingen deller eller rynker har. At vi er perfekte. Og det er der jo ingen, der kan leve op til, supermodel eller ej.

 

Så i stedet for at prøve at være ens, burde vi måske fejre det, der gør os forskellige. Der er jo ingen af os, der er ens, så hvorfor lader vi vores reklamer bilde os ind, at vi absolut skal ligne hinanden?

 

Jeg har en mission, som jeg håber, at I derude vil følge mig i; jeg opsøger de billeder og de fortællinger, der viser nye vinkler og nye perspektiver. Billeder som konfronterer og står imod de billeder, jeg er blevet vist hele livet. Jeg vil ikke spise mig af med det, som medierne præsenterer for mig, jeg vil hellere se det, som har fejl, som er unikt – som er virkeligt. På denne måde prøver jeg at modvirke de mange misvisende billeder, jeg har set og ikke holde hverken andre eller mig selv op til umulige idealer.

 

Billedet er lånt her.

 

Sara Nielsen

Mit navn er Sara, jeg er en kvinde i midten af tyverne, jeg bor i Aarhus, og jeg er feminist. Det gik først for nyligt op for mig, at jeg egentlig har været feminist hele livet – i en skæg hybrid imellem en ahaoplevelse og et antiklimaks. Nu prøver jeg så at føle mig frem for at finde ud af, hvad det at være feminist betyder for mig.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv