leatherdyke.cc

Noget af det mest smukke og simple i denne verden er vel nok parforholdet, hvis man ser helt objektivt på begrebet. Altså: To personer mødes, bliver tiltrukket af hinanden og indleder dermed et forhold til hinanden. I og med, at der er to personer, da bliver det til et par. Altså et parforhold. Objektivt, rationelt og grundlæggende kan det vel næppe blive mere enkelt i den helt enkle definitions grænseland.

 

Ligeledes kan det vel næppe blive mere smukt? I en konstant foranderlig, kompleks og til tider uoverskuelig verden, hvor krig, sult, død, naturkatastrofer og personlige/økonomiske kriser afveksler hinanden fra dag til dag, er parforholdet den diametrale modsætning til hverdagens kaotiske tilstande. Kærligheden mellem to personer binder dem sammen, og verden bliver på én gang meget mindre kaotisk og uoverskuelig, når man bare fornemmer sin partners nærvær og tilstedeværelse. Meningen med livet bliver stort set opfyldt med den rette partner, da livet går fra ”godt gennemsnitligt” til ”fantastisk dejligt” med denne nye magiske person i ens liv. Smilet bliver permanent, og verden bliver pludselig meget mere lys.

 

Således det simple og smukke ved parforholdet… Dagligdagen tromler jo ubarmhjertigt ind imellem de to personer også, og det er her, at kompleksiteten virkelig slår igennem. Det simple og smukke parforhold, hvor skeptiske bekymringer og spekulationer i starten var et selvkritiserende og selvredigeret tabu, bliver med ét forvandlet til et sandt minefelt, hvor enhver fare lurer på de mest simple og stupide områder, man overhovedet kan forestille sig. Dette gælder for begge parter. Alt fra abstrakte begreber som etisk værdisætning, personlige holdninger og politiske standpunkter til indkøb af det billige eller dyre toiletpapir i Netto kan pludselig forårsage truende konflikter, som man ellers aldrig ville have skænket en jordisk tanke. Simpelthen fordi det helt grundlæggende er fuldstændig absurde og ligegyldige elementer, man pludselig tvinges til at stå over for og tage stilling til.

 

Parforholdet bliver pludselig en form for grotesk konkurrence. Man bliver simpelthen bundet fast til sin partner, så hver part har ét ben og én arm til at navigere med ude i parforholdets simple minefelt, hvor der nu foregår en bizar kamp for ligelig selvbestemmelse, værdighed og dedikation overfor partneren/forholdet selv. Denne ”kamp” vil ingen mand eller kvinde, der er i et parforhold, vedkende sig på nogen som helst måde, men den er konstant og brutal. I denne lidt ynkelige og egoistiske ”tøffelhelt”-forestilling bevæger man sig ved fælles hjælp eller modstand længere og længere ud i minefeltet, hvor man aldrig kan vide sig sikker på partnerens miners placering, størrelse, indhold og rationelle dybde. Træder man på én, kan man miste dele af sin selvrespekt eller værdighed, og hvis man er rigtig (u)heldig, kan man miste alt, hvad parforholdet rummer.

 

Man(d) vil dog med glæde satse selvværd, værdighed og selvrespekt for partnerens skyld, fordi man virkelig holder af personen! Indsatsen står helt mål med det ultimative afkast, og det er indre harmoni med et andet menneskes tilstedeværelse i sit liv i en ellers kaotisk, kompleks og anarkistisk verden. I sidste ende er parforholdet stadig simpelt og smukt, mens minefeltet i den kommende tid vil blive kortlagt og beskrevet. Stay tuned!

 

Søren Søby Jørgensen

Søren Søby Jørgensen, 28 å. Velkommen til min blog, hvor jeg vil forsøge at belyse parforholdets stadier, glæder og faldgruber for både mænd og kvinder. Dette sker med et absolut minimum af koncentreret mandschauvinisme, påstået logisk tankegang, den personlige tøffelhelts fanatisme samt en absolut forudindtaget kritik af parforholdets lyse og mørke sider. Uddannet ved UC Syd i Haderslev som folkeskolelærer. Arbejder og underviser som skolelærer på 10. Aabenraa. Netop nyslået single (igen) efter et forhold som kæreste, husejer og reservefar.

4 kommentarer

  1. Hej Søren
    Skal jeg forstå det sådan, at du ikke selv er i parforhold, men anskuer parforholdet fra en position uden for? Og at det er derfor, du vedkender dig “kampen”? I så fald hvilken position?
    Selv er jeg enke på syvende år!
    Venlig hilsen
    Jytte

    • Søren Søby Jørgensen

      Hej Jytte.

      Det er korrekt, at jeg ikke er i et forhold lige pt men netop nyslået single igen. Lige nu anskuer jeg derfor parforholdet fra “single-distancen” men immervæk med det faste forholds univers siddende skarpt og tæt på erfaringens rygrad.
      “Kampen” har jeg konstant vedkendt mig, men som min pointe også er med det faste parforhold, så er det som regel kun i kampens sidste og definitive slag (som regel kort før selve bruddet), at man vil anerkende fortidens indbyrdes krigstaktikker mod hinanden. I det hele taget kører begge køn en indbyrdes kamp om manifestation i forhold til dagligdagens udfoldelser hele vejen frem mod selve afslutningen på parholdet, hvor der først til sidst dukker diverse sandheder frem om hinanden, fordi forholdet pludselig bliver kastet ind i den afgørende “alt eller intet” på skæbnerouletten.
      Min position og sympati ligger uden tvivl hos manden! Du vil se hvorfor og hvordan i mine kommende indlæg.
      Jeg håber, at jeg kunne give dig svar på dine spørgsmål, og så ønsker jeg dig god bloglæsning og debat fremover!

      Mvh
      Søren Søby Jørgensen

  2. Det er et noget rodet indlæg, du har skrevet, hvilket understreges af, at du nogle steder bruger ord og begreber forkert. Hvordan kan fx en enkel definition have et grænseland, ville det ikke kræve en kompleks definition? Hvad er “et selvkritiserende og selvredigeret tabu”? Og er etik ikke som udgangspunkt værdisætning? Det er altså noget forvrøvlet.
    Og så er der udsagnet i dit indlæg; at vi har et romantisk syn på parforholdet, og at selvom dette syn anfægtes af dagligdagen, og af partnerens krav eller ageren, så er det dette romantiske syn på kærligheden, der gør at vi fastholder parforholdet. Jeg sidder med en lille fornemmelse af, at dette ikke er, som du skriver, et objektivt syn på begrebet, men DIT syn på begrebet. Det er i hvertfald ikke min opfattelse af parforholdet, du beskriver. Men jeg har heller aldrig regnet med, at et parforhold ville gøre mit liv fantastisk, sådan helt uafhængigt af, hvad der ellers måtte ske i mit liv. Jeg føler mig heller ikke bundet til min partner – jeg kan gå, hvis jeg vil, og det kan han også. I min optik er kærligheden et valg. Man vælger at være sammen, man vælger hinanden, man vælger hverdagen og når tingene er svære, så vælger man at kæmpe for forholdet eller at lade være. Og fordi man selv har valgt hele vejen igennem, er den eneste man kan bebrejde bagefter en selv. Ikke samfundet, ikke partneren, men sig selv.

    • Søren Søby Jørgensen

      Hej Susie.

      Tak for din respons og kritik! Jeg vil prøve at svare så godt og omfattende som muligt.

      Først engang: Det er helt og holdent min egen personlige og klart forudindtaget holdning til parforholdets univers, som jeg her fremfører! Alt andet ville være fuldstændig vanvittigt og absurd, da kærlighedens væsen opleves forskelligt fra person til person, og den store fælles sandhed om kærlighedens gerninger vil derfor være svær at finde ordene til.

      Modsat dig så har jeg oplevet, at parforholdet har gjort mit liv fantastisk, uafhængigt af hvad der skete i mit liv i samme periode. Personlige kriser, nederlag og tragedier har fyldt meget men ikke lige så meget som den mening, trøst og tillid, jeg kunne finde i kærligheden hos og til min partner. Det håber jeg, at du møder og finder en dag, for det er helt og holdent fantastisk.

      Jeg er helt enig med dig i, at man selv vælger kærligheden. Det er dog lidt svært for mig at forstå din modvilje mod “båndet til partneren”, da det vel netop er båndet mellem to personer, der gør forholdet ekstra smukt, at man vælger hinanden i stedet for resten? Det frie valg eksisterer uden tvivl stadigvæk, men vi vælger vel netop modent og ikke forhastet? Alt afhængig af hvor man er i “forholdet” naturligvis (søndag morgen med byturens scoring er ikke det samme som det 3. år i det fælles hus).

      Ja, man kæmper for forholdets overlevelse, men du har sikkert også prøvet at skulle vælge den definitive løsning for forholdets eksistens, og her er jeg uenig med dig i, at man kun kan bebrejde sig selv, da man selv har valgt hele vejen igennem forløbet.
      Parforholdet er minimum to personers samspil med eksterne og interne faktorer, der kan påvirke og ændre situationen til det bedre eller dårlige. Selvkritik er godt, men udelukkende selvkritik er ikke sundt, og med mindre man virkelig har formået at blive taget med bukserne nede sammen med kærestens bedste veninde og bliver filmet live på landsdækkende tv, så mener jeg, at man har været i hvert fald to til at føre parholdet direkte til “graven”.

      Slutteligt, så mener jeg ikke, at det er det romantiske syn på kærligheden, der gør, at man kæmper for parforholdets overlevelse men derimod ens partner. Partnerens status er ufravigelig og uanfægtelig pga den mening, man finder i personlige krisetider som nævnt ovenfor. Denne mening, partneren giver ens liv og velvære som menneske, gør, at man kæmper til det sidste.

      Din kritik mod mine “forvrøvlede” vendinger, vil jeg ikke gå ind og diskutere her på nuværende tidspunkt, men måske kan mit svar give nogle perspektiver til vendingerne i mit indlæg ovenfor, da det også er ment som små eftertænkomme vendinger.

      Fortsat god bloglæsning og debat!

      Mvh
      Søren Søby Jørgensen

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv