leatherdyke.cc

Har du af og til i dit stille sind siddet og undret dig over, hvorfor debatter på nettet om køn og feminisme altid bliver så …. Hm… arrrh… nu igen… åh man bliver lidt træt… det var da voldsomt… øv… fuck… jeg orker det ikke… bla. bla. bla… jeg klikker videre…?

For en måned siden oprettede jeg bloggen ”Feministisk hjemløs”, fordi jeg sad med netop denne oplevelse. Jeg er interesseret i kønsdebatten. Jeg følger med i kønsdebatten, men jeg er også frustreret over den måde, vi efterhånden debatterer kønsproblematikker på. Derfor har jeg brugt noget tid på at orientere mig i landskabet for onlinedebatter vedrørende køn, seksualitet, identitet, feminisme osv. Det er der kommet en række Feministiske stereotyper ud af, som jeg har kaldt for; Den radikale aktivist, Dansk ligeværd og frihed-tilhængeren, Kvindekvinden, Den blå feminist, Gentlemanden, Den sjældne, uddøende…, Queer-aktivisten og Queer-mainstream. Alle skal de fungere som billeder på, hvordan jeg opfatter de forskellige aktører i debatten, samt hvordan de opfatter sig selv og hinanden. Du kan læse mere om de forskellige stereotyper, og måske finde dig selv i nogle af dem her:

 

Og hvorfor har jeg så ”fremanalyseret” disse stereotyper?

 

Jeg er jo ikke den første, der er ude med et indlæg, der kommenterer på feminismedebatten. Har vi ikke tidligere hørt, at; ”kønsdebatten er blevet for skinger, at kønsdebatten er kvinderne, der bekæmper hinanden eller kønsdebatten er for elitær eller ikke længere relevant”.

 

Hvad er det helt præcist, jeg vil bidrage med?

 

Grundopskrift på feministisk debat

I arbejdet med bloggen fandt jeg hurtigt ud af, at jeg var nødt til at markere mig som afsender. Altså blive mere klar på, hvad jeg ville opnå, og hvad jeg gerne ville debattere!

 

Det kan jeg sådan set godt forstå, sådan er det vel at kommunikere – især på skrift. Men måden, hvorpå man positionerer sig som afsender af et budskab i det feministiske debatlandskab er efterhånden blevet problematisk for mig. Det er som om, at alle har lånt bogen ”Grundopskrift på feministisk debat” på biblioteket, og så er de ellers gået i gang. Bogen lover guld og grønne skove, hvis du blot følgende denne lille opskrift:

 

250g. Provokerende overskrift (med ord, der kan pisse af og forarge)

 

150g. Feministisk mærkesag eller kønsrelateret emne

 

500g. De andre er nogle idioter, der har misforstået det hele

 

En dl. Af dit ”rigtige” perspektiv

 

En knivspids appel til fornuften

 

En tsk. Humor (kan tilføjes efter smag og behag)

 

To spsk. Hemmelig ingrediens

 

Opskriftens ingredienser kan variere i form, farve, tekstur og mængde alt efter hvilken af de før nævnte feministiske stereotyper, man positionerer sig i. Antifeministen kæmper mod den Traditionelle Feminist og så kan påstande for det ene og det andet skyde frem og tilbage mellem blogs, netavisartikler og diverse fora på Facebook. Indtil noget nyt (eller gammelt på nye flasker) kommer på banen, og det hele starter forfra igen.

 

Den hemmelige ingrediens

Midt i det hele sidder jeg. Et 80’er-barn, der er opvokset i efterdønningerne på 70’ernes rettighedskampe og 90’ernes individualisme. En identitet midt i mellem socialt engagement og personligt ansvar for eget liv. Jeg kan ikke lide, når et erklæret fællesskab lukker sig om sig selv. Jeg kan ikke lide, når offerrollen bruges til at fjerne ansvaret fra den enkelte. Jeg kan ikke lide, når en debat bliver for præget af det, jeg kalder for en ”enten – eller” diskurs.  Jeg synes feminisme er relevant, og jeg synes ikke det er relevant – det kommer an på konteksten. Jeg synes overordnet, at der mangler større nuancering og flere konsensussøgende positioner i den nuværende debat. Altså evnen til at se tingene fra forskellige sider og gå i dialog i stedet for ALTID i konflikt. Jeg er af den holdning, at der ofte tilføjes en hemmelig ingrediens til debatten, som i høj grad påvirker mere, end vi vil stå ved, og som er medvirkende til, at nuancerne og dialogen til tider ryger langt pokker i vold.

 

Når vi blander os i en debat, er det fordi, vi har noget ”på spil”. Vil vi gerne skabe opmærksomhed omkring vores pointer og vinde tilslutning hertil. Hvordan gør vi så det? Vi følger opskriften, og tilføjer til sidst den hemmelige ingrediens; FØLELSER. Jeg er faktisk af den holdning, at det er meget menneskeligt, at der er noget på spil, når vi deltager i en debat. At andres holdninger kan gøre os vrede, skræmme os, eller gøre os i godt humør er vel i høj grad det, der gør os til mennesker. Mennesker der overhovedet gider bruge tid og energi på at diskutere og debattere og ikke som fx min mors beaglehund, der lægger sig op i sin kurv og tager en lur, når der ikke er mere at komme efter. Følelser som ingrediens er hemmelig, fordi det ikke altid er så eksplicit, hvordan disse har en enorm påvirkning på den måde, vi kommunikerer på.

 

Følelsernes kommunikation

Vi har de følelser, vi nu en gang har i en given situation, og de kan være et resultat af tusind millioner faktorer som er både biologisk og socialt betingede. Men de er der – og de påvirker!

 

Når fx Hans Bonde møder Elisabeth Møller Jensen i Deadline til en debat om hans nye bog, så kan man med følelsesbrillerne tydeligt fornemme en reel vrede, frustration og afmagt hos Hans Bonde (se klippet her og husk at tage følelsesbrillerne på). Hos Elisabeth Møller Jensen kan man opleve vrede og decideret afsky. Hos dem begge kan man også spore en snært af frygt for det, som de hver især repræsenterer for hinanden – nemlig hinandens absolutte modpol og ynglings-hadeobjekt.

 

Og hvad kan vi så bruge den indsigt til?

 

Jeg har selv den personlige oplevelse, at når jeg bliver provokeret, så er det først, når jeg står ved, at jeg er provokeret og vred, at jeg er i stand til at kunne anerkende (og rumme) eksistensen af de holdninger, jeg er uenig med. Anerkende deres eksistens og derefter åbne op for at kunne lytte til deres perspektiv (bare en lille smule).

 

Kunne man forestille sig, at Elisabeth Møller Jensen ville sige til Hans Bonde: ”Jeg kan godt forstå, at du er vred og frustreret, men jeg bliver altså også provokeret og vred, når du sådan bruger mig som skydeskive, og i det hele taget negligere meget af det, jeg som person står for”. Og Hans Bonde, der siger; ”Okay jeg skal nok prøve at lade være med at lade det hele gå ud over dig, jeg kan godt forstå, at du reagerer med afsky mod sådan én som mig, jeg føler bare en enorm afmagt, når jeg oplever, sådan og sådan…”.

 

Få flere med i debatten

Ovenstående situation ville da være et andet udgangspunkt for samtale, hvor man rent faktisk kunne lære noget af hinandens vidt forskellige perspektiver. For kunne man forestille sig, at en debat kunne have det formål? Altså – at udvide horisonten hos begge parter, så de hver især gik hjem og var blevet lidt klogere på verden i stedet for at tænke – ”sikke en idiot”.

 

Jeg påstår ikke, at følelserne eksistere altid og hele tiden, men jeg mener, at de er til stede og de påvirker oftere, end vi tror. Jeg mener også, at er vi ikke bevidste om, hvornår de påvirker os til at holde fast med næb og klør i en eller anden overbevisning af verdenen, så lukker vi flere og flere ude fra feminismedebatten. For hvorfor skal der altid være fokus på at eliminere de synspunkter, der ikke ligner ens egne? Denne opsang gælder for alle de feministiske stereotyper, jeg har beskrevet. Hvad blev der af at prøve at forstå hvorfor disse fremmedes synspunkter findes? Gå ind i det med en interesse og nysgerrighed?

 

Sådan en opskrift på debat, vil jeg gerne slå et slag for! Og jeg vil gerne udvikle den sammen med jer!

Karen Maria Slente Stubager

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv