leatherdyke.cc

For nogle måneder siden mødte jeg min veninde til en fest, efter et stykke tid hvor vi ikke havde set hinanden. Jeg havde selv holdt barsel, og hun havde haft travlt med at arbejde, og derfor var der en masse, der skulle indhentes. Ud på aftenen, da vi stod og snakkede i baren, og vi havde fået lidt at drikke, spurgte jeg hende, hvordan det gik med mændene. Og her var det hun, uden at tænke sig om, svarede: Det går ikke. Jeg kan ikke score. Jeg er for grim.

 

Så vendte hun sig om på stolen, sådan at jeg tydeligt kunne se hendes ansigt, og kiggede mig alvorligt i øjnene. Helt seriøst, sagde hun, hvad synes du, at jeg skulle gøre anderledes, for at du ville synes, jeg var lækker? Det første der faldt mig ind var at protestere eller på en eller anden måde og snige mig uden om spørgsmålet, men jeg kunne se i hendes øjne, at hun virkeligt mente det. At hun var blevet spist af med, at der ikke var noget i vejen med hende, at hun var super smuk og perfekt så mange gange, at hun nu krævede et ærligt svar.

 

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg har aldrig tænkt på hende som grim før. Eller som pæn. Eller som midt imellem for den sags skyld. Jeg har ærligt talt aldrig skænket hendes udseende en tanke. Jeg har i de 12 år, vi har været venner, altid set hende som Mette. Som hende der var tosset med tennis, og vildt god til det også. Hende som elskede nudler og Starwars og sin kat, Kenneth, som jeg aldrig rigtig har været overbevist om, også gengældte hendes følelser. Hun er et fantastisk menneske – uden tvivl. Men nogen sexkilling, det er hun altså ikke. For mig er hun egentlig bare et menneske.

 

Men problemet var, at uanset hvad jeg fortalte hende, der var galt med hende, ville hun lytte, og uanset hvilke ord jeg brugte, ville det sandsynligvis gøre hende ked af det. Blev jeg ved med at fortælle hende, at hun var fantastisk smuk, ville jeg lyve. For det er hun ikke. Hun er lige så almindelig, som langt de fleste af os er. Rent udseendemæssigt altså. Det kan lyde hårdt, når jeg siger det (eller skriver det), men at blive ved med at fortælle hende det, ville være at gøre hende en bjørnetjeneste, selvom det er langt det nemmeste. For udsagnet ville bekræfte hende i, at det var hendes udseende, der skulle skaffe hende en kæreste. Ikke fortælle hende, at det var, om end ikke verden, så de mennesker, som var på de barer, hun færdes på, som den var gal med.

 

Det er stærkt tabubelagt at pointere, at en person ikke er smuk. For vedkommende bliver ked af det. Jeg er sikkert et skidt menneske, ikke? Men denne tankegang forhindrer os i at se det problematiske i at have et altoverskyggende fokus på skønhed. At vi ser det som noget af det allervigtigste for en kvinde. At sige til hende at hun ikke var smuk, ville jo tage livsmodet fra hende. Som at fortælle hende, at hun ikke er god nok. At hun er forkert. Altså jo, hun har da nogle okay pæne, normale grønne øjne, men er det virkelig dem, hele hendes menneskelige værdi skal basseres på? Det er jo ikke hende, som ikke er god nok. Det er de mennesker, som har forventninger til hendes udseende, som hun ikke kan leve op til, som ikke er gode nok.

 

Jeg kunne jo også bare give hende det, hun spurgte efter. Fortælle hende, at det helt klart ville hjælpe at bruge make-up, og farve hendes hår, tabe fem kilo, købe et bestemt tøjmærke eller et eller andet, andet. Måske ville det gøre, at hun kunne score – måske ikke, men burde det virkelig være en nødvendighed? Uanset hvad følte jeg, at det ville være et overgreb på hendes person. For så skulle hun jo pludselig til at konstruere sig selv, i stedet for at være sig selv. Konstruere ideen om hende som menneske, i bedste fald som det hun er, men ellers som det, hun ønsker sig at være, og på baggrund af det finde forskellige produkter, som kan få hende til at signalere det. Sælge sig selv så folk blev interesseret i hende, som om hun var en vare i Føtex.

 

Skønhed skal gendefineres, fortæller Dove os. (se dove.us) Vi er alle smukke. Vi har alle et potentiale – vi skal bare udnytte det, siger reklamerne. Især shampoo og makeup kan forvandle os til at blive lige så smukke og yndefulde som personerne, der optræder i reklamerne. (Se eksempel her.) Derfor glemmer vi helt at tænke på, at udseende spiller en usandsynlig stor rolle i samfundet. At det er helt i orden, at det er det, vi bliver bedømt på. Og det uhyggelige er, at vi i bund og grund selv går og holder den ved lige, fordi vi accepterer præmissen. Vi ser det som et kompliment, når nogen kalder os smukke, fordi kvindelighed – og dermed den enkelte kvindens kønsidentitet, netop kobles sammen med skønhed. Med andre ord er du ikke en rigtig kvinde, hvis ikke du er smuk, ligesom du ikke er en rigtig mand, hvis du ikke har en stor nok pik. Så længe man bliver ved med at værdsætte de her ting, og dermed ser dem som idealer, lige så længe er der et marked, der vil udnytte det. Også selvom det egentligt lyder venligt, når de siger, at vi alle er smukke, som vi er.

 

Dagligt når jeg kigger på min facebookvæg, har mine venner (dem af hunkøn) lagt billeder op af sig selv, hvor det eneste formål er, at vi andre skal rose deres udseende. Der er simpelthen ikke andet på billedet end dem selv, som har brugt lidt tid på at tage hot tøj på og lægge makeup (mændene lægger derimod billeder op, hvor de viser, hvor stærke de er, mens de står i bar overkrop og viser deres store muskler). Hvor ville det bare være fantastisk, hvis de mente, at de havde noget andet og vigtigere at bidrage med. Hvis nu de havde en opfattelse af at seksuel tiltrækning ikke nødvendigvis bør opstå med det samme, når man ser på en person. At et sexet ydre ikke er absolut nødvendigt for, at man kan blive anerkendt. Selvfølgelig må folk gå op i deres udseende og bruge den mængde tid og penge på de produkter, de har lyst til. Køb dem. Nyd dem. Duft til dem (der har det formål). Problemet er bare, at folk overvurderer, hvad forskellige produkter kan gøre for dem. De giver dig ikke din personlighed, de symboliserer kun de ting, som de er blevet markedsført til at gøre. Bør vi virkelig prioritere disse konstruerede symboler så højt? Hvor ville det dog være rart, hvis alt dette skønhedsræs kunne begrænses til at være for dem, som gad, så vi ikke behøver at stå i denne situation, hvor en række mennesker placeres i andenrangsorteringen, uden at have en reel chance. Jeg får meget mere respekt, når jeg gør noget ud af mit udseende. Når jeg handler eller får tjekket min billet i toget, er folk mere høflige. Og hele tiden er der nogen, der holder døren for mig. Når jeg lufter min hund, dytter folk ad mig, så jeg får posttraumatiske træk, når jeg bare går i mine egne tanker. Det lyder umiddelbart simpelt at blive ved med at huske, at det her ikke skal stige en til hovedet. At mit værd som menneske ikke hænger sammen med, hvor meget tid jeg har brugt på Zalando. Men det er det ikke. For nogle mennesker er det første gang, andre har interesseret sig for dem og har behandlet dem med respekt. For dem kan det være meget svært at blive overbevist om andet. For det er det, omgivelserne fortæller dem. Burde vi ikke fortælle dem noget andet?

 

Mette kigger stadig forventningsfuldt på mig efter mit svar. Så jeg tager en tår af min drink, vender mig om mod hende, og siger: ”Det, der er galt med dit udseende, er, at vi lever i et samfund, hvor udseendet spiller så stor en rolle, at for at nogen overhovedet gider give dig en chance som menneske, er du nødt til at leve om til visse idealer. Det er ikke nok, at du sidder der og er klog og sjov, du er simpelthen nødt til at ligne én, som er det. Det kan godt være, at du umiddelbart ikke tænker på sex lige nu, men du er altså nødt til at sende tilpas mange seksuelle signaler, hvorefter du kan afvise en række mænd, som måtte finde dette tiltrækkende, for at vise, at du heller ikke hopper på hvem som helst.”

 

Tak, sagde hun og grinte. Så er det ikke bare mig, som fik den idé.

 

 

 

photo credit: Life returns to the forest via photopin (license)

 

 

Julie Boye

Jeg hedder Julie og er 23 år gammel. Til dagligt læser jeg dansk på SDU. Her har jeg særligt beskæftiget mig med samfundets forventninger til mandens maskulinitet – set gennem reklamer. Min tilgang til målet om lige muligheder for kønnene, er derfor at få blødt kønssterotyperne op – både for mænd og kvinder. Jeg er desuden stor misbruger af kaffe og lykkelig grøntsagsgnasker.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv