leatherdyke.cc

For nyligt læste jeg en artikel om, at der i Japan, hvor fødselsraten er meget lav (1.46 børn pr. kvinde), er blevet udviklet en robot, som skal fremkalde forældrefølelsen hos par og singler uden børn. Således, at de kan producere arbejdsdygtige hænder, som sammen med robotter skal løfte de forskellige økonomiske udfordringer, opretholde den traditionelle patriarkalske familie samt sikre, at Japan ikke bliver fyldt med immigranter.

 

Det første jeg tænkte var: WTF! Robotter til at vække mit moderinstinkt og undertrykke mig? Robotter frem for mennesker – i frygten for det “anderledes”. Langt ude. Kun i Japan…

 

Så kom Fertilitetsdagen i Italien. “Skynd dig, vent ikke på storken!”. De danske medier har gjort rigeligt grin med den kiksede italienske kampagne. Og det gjorde jeg også, igen, det var bare alt for langt ude…

 

Og alligevel ikke. Jeg kom lige pludselig i tanke om, at disse kampagner faktisk lød ret bekendte. Det er efterhånden ikke så længe siden, at Spies’ kampagne ”Do it for mom”, DR’s program ”Knald for Danmark” og Københavns Kommunes fertilitetskampagne ”Har du talt dine æg i dag?” pegede i samme retning. Det kan godt være, at man ikke fik tilsendt en robot, men budskabet var tydeligt: Der skal laves flere børn.

 

Jeg husker, hvor sur jeg blev, da jeg så “ægge”-kampagnen, men jeg havde ikke helt reflekteret over hvorfor. Så nu føler jeg behov for at sætte orden i mine tanker og kigge lidt mere i dybden.

 

Jeg kom frem til, at der er to grunde til, at jeg blev så sur. Jeg ser netop to sider i disse kampagner om fertilitet og fokus på at øge reproduktion:

 

  1. En politisk diskurs, som har til formål at producere en bestemt slags nye borgere: hvide, (forhåbentligt) heteroseksuelle, etnisk danske børn. Den officielle forklaring er, at vi mangler borgere for at kunne opretholde det danske samfund og velfærdsstaten. Samtidig er der “andre” borgere, der allerede bor her, men som kommer fra et andet land (der er også nogle, der gerne vil flytte herover), som i stedet betragtes som et problem, en byrde. På trods af, at de har givet udtryk for, at de gerne vil bidrage til samfundet. Giver ikke helt mening, synes jeg.
  2. Nogle vil gerne blande sig i hvordan, hvornår og om jeg skal få børn. Denne diskurs forsvares som informationskampagner, der vil øge opmærksomheden omkring de fertilitetsproblemer, der kan opstå ved at få børn sent. Eller som bare vil “kaste lys over, hvorfor vi får så få børn, og hvad vi kan gøre for, at der bliver travlere på fødegangene” (DR’s egne ord om ”Knald for Danmark”). Problemet er, at disse kampagner i mine ører lyder sådan: “Du må gerne have ambitioner, uddannelse og karriere, men de må helst ikke “fylde for meget”. Fordi man (især dig, kvinde) skal først og fremmest føde børn. Ellers er det ikke godt nok.” Derudover er der er en underlæggende hyldest til at være heteroseksuel og vælge seksuelle praksisser, der resulterer i imprægnering.

 

Disse to sider er forbundet med hinanden i det, at kvinder bliver gjort til et passivt subjekt, en husmor, hvis eneste rolle er at være en fødemaskine, et middel til flere børn, til fordel for samfundets konsumering.

 

Synes I, det lyder som en lidt for ekstrem konklusion? Lad mig forklare.

 

Ifølge den franske forsker og feminist Christine Delphy, er det moderne patriarkat et system, som underordner kvinder mænd baseret på økonomiske præmisser, der udfolder sig i den huslige produktionsmåde. Uden at gå alt for meget i dybden, så betyder det, at der er et produktions- og forbrugssystem organiseret inden for husstanden, og det er baseret på kvindernes ulønnede arbejde. Børneopdragelse er en del af denne huslige produktionsmåde, og man kan se den som arbejdskraft aftvunget af kvinder.

 

Det kan muligvis også lyde lidt ekstremt, og som om det slet ikke er tilfældet i Danmark. Og dog. Omsorg og børnepleje bliver stadig forstået og udført primært som en moderopgave uanset, hvordan vi vender og drejer det (prøv at tænke på shitstormen, der ramte Eva Persson, da hun fortalte, at hun havde valgt barsel fra).

 

Desuden finder jeg dybt problematisk, at omsorgsarbejde ikke opfattes på lige fod med andre jobs. Danmark har nemlig et meget kønsopdelt arbejdsmarked (gad godt vide hvorfor), og opdelingen betyder, at de fleste kvinder arbejder inden for omsorgsbranchen som sjovt nok har lavere løn. Derudover sigter mange kvinder efter deltidsjobs og stillinger, som har fleksible arbejdstider højst sandsynligt, fordi dette er den eneste mulighed, de har for at kombinere arbejde og børnepleje.

 

Derudover bliver lønforskellen stadig begrundet med, at mænd tjener mere, fordi de yder en større indsats, fordi de arbejder flere timer på arbejdspladsen. Jeg vil argumentere for, at sådan et argument tyder på, at de timer kvinder dedikerer derhjemme til huslige opgaver og omsorgsarbejde ikke betragtes som lige så værdigt arbejde.

 

Jeg mener, at det at presse på for, at vi skal føde flere børn uden, at der samtidig tages skridt mod større ligestilling på arbejdsmarkedet og et alternativt syn på omsorgsarbejde og dets rolle i det økonomise system, er dybt problematisk. I mine øjne bliver man på denne måde ved med at opretholde og reproducere de magtforhold, der skaber ulighed mellem kønnene.

 

Ved at blande sig i kvinders seksuelle og reproduktive liv, bliver disse kampagner en del af den allerede meget snævre repræsentation af kvinder. Et samfund er stærkt visuelt, og vores kollektive forestillinger bygger på de billeder, visuelle indtryk og fortællinger, der udfolder sig på diverse kommunikationsplatforme. De spiller en hovedrolle i, hvordan kvinder bliver fremstillet og opfattet, og hvordan de fremstiller og opfatter sig selv.

 

Et studie fra Center for the Study of Women in Television and Film viser, at i 2015 var kvinder stadig stærkt underrepræsenteret i amerikanske film. 43 procent af kvindelige skuespillere spillede roller som hustru eller mor, mens kun 43 procent spillede arbejdsrelaterede roller som advokat eller læge. Derimod spillede kun 25 procent af mandlige skuespillere roller som far eller mand, mens 63 procent spillede arbejdsrelaterede roller.

 

Og det går bestemt ikke bedre i Danmark, hvor 87 procent af alle film, der blev vist i biografen i 2015 var instrueret af mænd, 83 procent af manuskriptforfatterne var mænd, og hovedrolleindehaverne var i 80 procent af tilfælde også mænd.

 

Det er en meget problematisk situation.

 

Kvinder er enten nogens mor eller nogens kone/kæreste, og det producerer og reproducerer den diskurs, der fastholder kvinder som samfundets sideroller, hvor de ikke føler, at de kan være hovedpersoner i deres liv. Det er tydeligt for mig at der er brug for større kvindelig repræsentation og andre livserfaringer. Der er brug for at udvide definitionen af, hvad det betyder at være kvinde og leve som kvinde.

 

Jeg vil argumentere for, at den øgede opmærksomhed på fertilitet og fødselstal er med til at stigmatisere livet uden børn, og metoderne til at skabe et liv uden børn – f.eks. via abort og sterilisering. Hvis man begyndte at repræsentere disse emner fra kvinders perspektiv, ville der skabes langt mere nuancerede fortællinger. Jo flere fortællinger om kvinder og deres livserfaringer og ønsker, jo mere normaliserede bliver deres synlighed og oplevelser: “Hvis jeg kan se, at der er andre, der vælger det/lever sådan, så føler jeg mig ikke helt alene/mærkelig/forkert”.

 

Jeg mener, at det at synliggøre andre måder at leve på som kvinde, vil give kvinder håndgribelige alternative forbilleder og dermed bidrage til at frigøre dem på en mere konkret måde.

 

photo credit: quapan Human gametes: ovum & spermatozoon. Approximately 50% of the floating sperms contain the y-chromosome (–> fertilization leads to a male ♂ child), the other 50% encompass the x-chromosome (–> conception pruduces a female ♀ child) via photopin (license)

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

 

Giovanna Ottolini

Finder det über pinligt og akavet at skrive tekster om mig selv. Men når det nu skal gøres, vil jeg ikke gå glip af muligheden for at understrege, hvor meget jeg elsker pizza, bøger og feminisme (in no particular order). Er en meget nysgerrig type, der altid forsøger at se under overfladen af, hvad der sker omkring mig og stiller mange spørgsmål… Nogle vil nok kalde mig “en klassisk pain in the ass”. Kan godt lide at suse igennem København på min racercykel, men kommer alligevel altid for sent. Bryder mig ikke om diskrimination, hykleri og stereotyper.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv