leatherdyke.cc

Ja, vi kender det vel alle sammen. Det der med at føle sig repræsenteret og se sig selv afbilledet på skærmen derhjemme i stuen. Det er ret rart, er det ik’? Men det er sjovt nok kun noget, man bemærker, hvis man ikke føler sig repræsenteret i diverse Netflix-serier. Hvis man kan identificere sig med de historier og liv, der udspiller sig på skærmen, tænker man nok ikke meget over, at der er rigtig mange mennesker, som ikke har det på den måde.

 

Derfor er det også mega fedt, at der er kommet lidt flere serier, der dyrker det inkluderende og multietniske, og som har et alsidigt cast med forskellige slags kroppe og et cast, der kan fortælle forskellige historier.

 

Går vi nogle år tilbage, er der eksempelvis ”Glee” (2009), der som en af de første serier, jeg kan huske, forsøgte sig med et cast bestående af skuespillere med forskellige etniciteter. Det var eksempelvis også i ”Glee”, at Naya Rivera (der er halvt puertoricaner) spillede en lesbisk cheerleader, og Alex Newell spillede den transkønnede Unique. ”Glee” satte mange aktuelle debatter på dagsordenen, men det ændrer ikke på, at deres portrættering desværre oftest var stereotyp og problematisk ligesom, at deres eneste to asiatiske karakterer begge havde efternavnet Chang, og at Kevin McHale spillede kørestolsbrugeren Artie, selvom skuespilleren selv har ben, der kan gå.

 

”Glee” var dog med til at gøre en kæmpe forskel, da den havde queer-karakterer, som faktisk var likeable og hverken blev dræbt eller skrevet ud af serien.

 

Ser man rent statistisk på det, har Hollywood nemlig haft en tendens til at dræbe mange lesbiske karakterer, imens de har holdt glædeligt fast i den hvide bøsse. Et eksempel på dette er Cameron og Mitchell fra ”Modern Family” (2009). De adopterer datteren Lily fra Vietnam og falder passende ind i det homonormative familiebillede.

 

Værre ser det dog ud for de andre dele af LGBTQIA+akronymet. Transkønnede får næsten ingen screen-time, og det bedste eksempel, jeg kan komme på, er Laverne Coxs rolle som Sophia Burset i ”Orange is the New Black” (2013). De lesbiske roller er dog begyndt at få lidt mere screen-time, selvom der stadig er en tendens til, at de bliver gjort lidt for meget til grin og ikke mindst, at de er ”disposible”.

 

Tager vi eksempelvis et kig på ”Venner” (1994) (som er et godt eksempel på en 90’er serie, der ikke kunne blive mere hvid), er der to konstante lesbiske roller i form af Ross’ ekskone Carol og hendes nye partner Susan. Dog får man ikke så meget mere at vide om dette lesbiske par – kun at det, at Ross’ ekskone er lesbisk konstant igennem seriens 10 sæsoner, bliver betegnet som Ross’ største fiasko.

 

Nu er der lesbiske karakterer i eksempelvis ”The 100” (2014), ”Pretty Little Liars” (2010) og ”The Walking Dead” (2010) – men hvad har de fleste lesbiske karakterer til fælles? De er alle sammen hvide eller hvert fald white passing – og så er der en stor tendens til, at de lesbiske bliver dræbt.

 

Det skete senest med Lexa i ”The 100”, men også Denises død i ”The Walking Dead” er et eksempel på, at queer-kvinder i Hollywood bliver anset som ”disposible”. Emily Fields lever i bedste velgående i ”Pretty Little Liars”, men det ændrer ikke på, at de andre lesbiske, der har optrådt i serien, alle er blevet dræbt, eksempelvis Maya og Sarah. Og ja, man kan argumentere for, at der i disse serier konstant er roller, der bliver skudt, dræbt og spist af zombier, men det ændrer ikke på, at det er super nederen, når den eneste lesbiske rolle bliver dræbt.

 

Der forsvandt den repræsentation, og seriernes skabere kan klappe sig selv på skuldrene, for de havde jo en lesbisk med, ikke? Det værste ved disse karakterers død er, at de ofte – for ikke at påstå altid – dør på en måde, der fremmer en heteroseksuel ogofte mandlig karakters storyline.

 

Biseksuelle karakterer får heller ikke meget screen-time, og dog er eksempelvis Piper i ”Orange is the New Black”, men især Bo i ”Lost Girl” (2010) interessant som queer-karakter, da hun skiftevis ses med mænd og kvinder, og altså virkelig repræsenterer noget, der er stor mangel på i Hollywood.

 

Til gengæld er flere skuespillere stået frem og har erklæret sig biseksuelle; eksempelvis Aubrey Plaza fra ”Parks and Recreation” (2009) og Stephanie Beatriz fra ”Brooklyn Nine-Nine” (2013). Også helt unge skuespillere erklærer sig selv queer og bryder normerne, såsom Rowan Blanchard fra ”Girl Meets World” (2014) og Amandla Stenberg, der identificerer sig som non-binær.

 

Mange serier i Hollywood formår altså ikke at portrættere og repræsentere queers, og det er en skam, da man som queer igen og igen mangler at se en figur på skærmen, som man kan relatere til, og da man føler sig frustreret, når de endelig er der,men så bliver skrevet ud af serien.

 

Ifølge GLAAD (Gay & Lesbian Alliance Against Defamation) var 10 pct. af tv-sæsonens døde karakterer queer-kvinder, men samlet set udgør queer-kvinder altså kun 2 pct. af alle karakterer på tv. Det understreger, at der altså er noget om snakken, og at queer-kvinder i den grad stadig mangler at blive repræsenteret på tv.

 

Det hele skal dog ikke handle om alle de ting, som Hollywood gør forkert (for så kunne jeg da fortsætte i en evighed), men tværtimod vil jeg kort vende tilbage til ovennævnte serie ”Brooklyn Nine-Nine” – for den vil jeg nemlig klart anbefale, da den er én af de ting, som Hollywood i den grad har gjort godt.

 

Ikke alene er serien præget af diversitet med et multietnisk cast, men dens humor er på ingen måde nedværdigende eller problematisk. Med en rollebesætning bestående af syv karakter, er to af disse afroamerikanske, to er latino og tre er kaukasiske – hvilket man virkelig ikke ser ofte. Desuden er en af mændene bøsse, og der bliver absolut ikke lavet jokespå bekostning af homoseksuelle, kvinder eller femininitet. Se den! Det kan kun anbefales.

 

Hvis man gerne vil læse lidt mere om noget af alt det her, så kan det gøres her.

 

Stefania Holubko

Mit navn er Stefania Holubko, jeg er 24 år, studerende – og så er jeg kvinde. Derfor interesser jeg mig naturligvis for ligestilling og køn. Jeg stiller mig kritisk over for de normer, der ekskluderer i vores samfund og især de normer, som blot bliver tager forgivet. Jeg arbejder med normkritik og kulturmøder, og jeg interesserer mig for kropspositivisme, identitetspolitik og dyrevelfærd. Jeg har en kvindelig kæreste, er aktiv i Normstormerne og lever vegansk.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv