leatherdyke.cc

Ok, indrømmet. Det er ikke altid, at jeg tør stå 100% ved alle aspekter af mit liv. Det er ikke altid, jeg tør nævne min kærestes køn eller det faktum, at jeg er i behandling for depression og især angst. Det er ofte, at jeg med et akavet grin siger, at det er helt ok, at der er ost i maden, for jeg er jo veganer hjemme, men vegetar ude. Mest fordi jeg ikke vil ”være til besvær” for andre, eller stille – hvad de måske vil betegne som – urimelige krav til maden. Jeg ville ønske, jeg var den type veganer, der rent faktisk turde at stå ved min overbevisning, for jeg lever jo for helvede ikke vegansk derhjemme, fordi jeg synes, at det er helt vildt sjovt at udfordre både mit budget og mine evner i køkkenet. Jeg gør det jo, fordi jeg synes, at kød- og mælkeindustrien er ulækker, og fordi jeg ikke har lyst til at indtage noget, hvor nogle dyr har haft det skidt. Jeg gør det jo, fordi det er et rent politisk statement, og fordi jeg ikke bryder mig om, at noget levende har lidt for min skyld. Hvor svært kan det lige være at sige, når man spiser sammen med andre eller hjemme hos andre? Meget svært åbenbart.

 

Desværre undskylder jeg ofte mig selv. Jeg lader det bare ske, fordi jeg ikke orker at skulle forklare endnu en fucking gang, hvorfor jeg ikke spiser noget, der har med dyr at gøre, og fordi jeg ikke gider at retfærdiggøre mit valg og forsvare mig over for andre mennesker, der synes, at jeg er lidt underlig.

 

Det er det samme, når jeg helt bevidst vælger ikke at sige min kærestes køn, fordi jeg ikke orker at skulle forholde mig til folks modtagelse af det faktum, at min kæreste er en kvinde. Jeg orker ikke at skulle håndtere klamme spørgsmål eller kommentarer, jeg orker faktisk ikke engang at tale om det, selvom det blot er spørgsmål som ”Hvornår fandt du så ud af, at du er lesbisk?”.

 

Jeg er ikke en bog, og jeg er ikke et opslagsværk, hvor du bare kan spørge løs om, hvordan jeg har sex, og om jeg aldrig har været sammen med en, der har en pik. Jeg orker det simpelthen ikke. Og ja, så er det nemmere at komme uden om alt dette ved at sige ”min kæreste” lidt for mange gang i en sætning, fordi jeg ikke vil sige ”Maria” eller ”hun”. Ja, jeg bruger sågar partner, der ellers ikke er et udtryk, der bruges meget i en dansk kontekst. Jeg er endda engang gået så langt som at opdigte en falsk drengekæreste, fordi jeg underviste en elev i dansk, hvor forældrene virkede meget fordomsfulde og hyggehomofobiske. Da min elev spurgte: ”Hvad hedder din kæreste så?” fløj ”Christian!” bare ud af mig – uden så meget som en tænkepause.

 

Og så kan det godt være, at jeg roses af bekendte for at ”kæmpe” for at ændre på samfundets ekskluderende strukturer, og det kan godt være, at jeg taler om fordomme og normer, og at man skal drage fokus væk fra minoriteterne, men det ændrer simpelthen ikke på, at jeg bare ikke orker det nogle gange.

 

Nogle gange er det bare nemmere at være en heteroseksuel vegetar, som ikke er social akavet. Det er nemmere end at være mig i hvert fald. For jeg bliver altid læst som en kvinde, og jeg tror, at jeg ofte passerer ganske godt som heteroseksuel – altså med mindre jeg går med min kæreste i hånden, men så kan det selvfølgelig godt være, at vi bare ligner et par gode ”gal pals”.

 

Da jeg startede på universitetet for lidt over fire år siden, var jeg meget åben omkring min daværende kæreste, og det spredte sig ret hurtigt i mit hus (ja, jeg er RUC’er, og ja, vi bliver inddelt i huse, når vi starter på bacheloren), at jeg altså var til piger. Og til flere fester i den efterfølgende rusperiode, blev jeg antastet af mennesker fra mit hus, som jeg aldrig havde udvekslet to ord med, og de begyndte i fuldskab at rose mig for, at jeg var så åben og ærlig. De kaldte mig ”sej” og syntes, at det var deres pligt at fortælle mig, hvor ”cool” jeg var. Og det er da sikkert også vel ment og med ikke andet end gode bagtanker, men desværre er det kommentarer som disse, episoder som denne, der er med til at sætte fokus på normbryderen, og ikke de strukturerer der gør, at jeg bliver oplevet som ”mega sej” ved at fortælle, at min kæreste hedder Maria og læser kunsthistorie.

 

Det er de strukturer, der gør, at jeg bliver nødt til at komme med en længere forelæsning om, hvorfor jeg har valgt alle dyreprodukter fra. Det er de strukturer, der desværre gør, at jeg ikke altid orker at stå ved, hvem jeg er. For jeg orker det simpelthen ikke altid, det gør jeg virkelig ikke.

 

Og kan vi ikke godt forsøge at lave om på det?

 

photo credit: Frits Ahlefeldt-Laurvig Artist Privat space vs secret space via photopin (license)

 

Stefania Holubko

Mit navn er Stefania Holubko, jeg er 24 år, studerende – og så er jeg kvinde. Derfor interesser jeg mig naturligvis for ligestilling og køn. Jeg stiller mig kritisk over for de normer, der ekskluderer i vores samfund og især de normer, som blot bliver tager forgivet. Jeg arbejder med normkritik og kulturmøder, og jeg interesserer mig for kropspositivisme, identitetspolitik og dyrevelfærd. Jeg har en kvindelig kæreste, er aktiv i Normstormerne og lever vegansk.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv