leatherdyke.cc

Det er sommerferie, og det betyder, at jeg er taget så langt mod vest, som man kan komme. Jeg er taget til Vestjylland for at arbejde i hjemmeplejen. Jeg har været tilknyttet hjemmeplejen her, siden jeg blev student for seks år siden.

 

Jeg startede med at være her i et helt år, hvor jeg var fast afløser. Efter jeg flyttede til Århus og startede med at studere, er jeg troligt kommet tilbage hver sommerferie. Jeg er blevet den afløser, de aldrig slipper af med, den afløser som bliver ved med at vende tilbage, selvom jeg hver eneste gang siger, at det er sidste gang, jeg er her. Jeg kommer tilbage, fordi jeg er vild med arbejdet. Jeg er vild med at kunne gøre noget for andre mennesker. Vild med at kunne blive beriget ved at komme i så mange vidt forskellige menneskers hjem. At få et ydmygt indblik i deres levede liv. Se, hvordan de indretter sig, hvilke ting de har stående fremme og hvilke dufte, der først møder en, når man træder ind i deres respektive hjem. Jeg hører, hvad de har at sige, og jeg forsøger på bedste vis at prøve at hjælpe dem med at lette hverdagens udfordringer, som skyldes alderdom, fysiske funktionsnedsættelser eller psykiske lidelser. Jeg sætter en ære i at være en ordentlig, tålmodig og forstående hjemmehjælper.

 

Når det er sagt, er der også ting ved arbejdet, jeg ikke er vild med. Nu tror du måske, jeg vil tale om de arbejdsopgaver, som omhandler personlig hygiejne, bleskift og katetertømninger. Men det er ikke det, der generer mig. Overhovedet ikke. Dét kan jeg sagtens håndtere, og jeg prøver altid at gøre det på en måde, der er så værdig som muligt, for personen som jeg hjælper.

 

Det, jeg derimod synes er mest frustrerende ved mit feriejob, er den måde, hvorpå nogle af de ældre synes at have ret til at kommentere på min krop. Jeg kan virkelig ikke lide, når mennesker prøver at tage ejerskab over min krop. Når der gentagne gange på en aften falder en kommentar af om det ene eller andet på min krop, påvirker det mig selvfølgelig. Det påvirker den måde jeg kommer ind til min næste borger på. Det påvirker den måde, jeg vælger at have mit hår på, på den efterfølgende vagt.

 

Da jeg startede i hjemmeplejen for seks år siden, var jeg 20 år, nyudsprunget student, uden tatoveringer på begge arme, med et passende piget navn og med et dertilhørende feminint udtryk. Jeg passede meget godt ind i deres billede af, hvordan en rigtig hjemmeplejeafløser skulle se ud. Derfor blev jeg mødt umiddelbart positivt i alle de hjem, hvori jeg kom. Sådan er det ikke længere. Årene er gået, og jeg har fundet mig selv, fået tatoveringer på armene, skiftet navn, klippet mit hår og har et mere androgynt udseende end før. Alt dette gør, at jeg bliver mødt på en helt anden måde, når jeg kommer nye steder. Jeg kan se mistroen og tvivlen i deres øjne, når jeg kommer et nyt sted. Jeg kan se, de skuler på mine arme, og sommetider følger der en kommentar med deres blik. De siger kritisk: ”Kan det gå af igen?”, ”Én kan være fint nok, men det der er for mange!”, ”Det er godt nok synd, at du har ødelagt dig sådan, når du er sådan en pæn pige”, ”Hvad siger din mor ikke til det?”, ”Det er synd!”, ”Det er grimt!”, ”Hvad så når du fortryder?”, ”Tænk på når du bliver ligeså gammel som mig”. Det er ikke kun i hjemmeplejen, jeg møder disse kommentarer, det er overalt, hvor jeg færdes. Hvis jeg problematiserer det, bliver jeg ofte mødt med holdningen: ”Det er da klart, at folk tager stilling til dig, når du har valgt at skille dig sådan ud“.

 

Ja, det er klart nok, at de folk jeg møder tager stilling til mig. Vi mennesker tager hele tiden stilling til hinanden. Vi afkoder og danner umiddelbare holdninger og indtryk. Men derfor behøver du ikke umiddelbart sige, hvad du tænker, når du ser mig. Du skal ikke sige til mig: ”Din hud er ødelagt og grim, og det er desuden meget godt, at dit hår hænger i dag, til forskel fra i går hvor det var sat op, og hvad er det nu for et underligt navn til en pige!?

 

Bare fordi at jeg er ung og kommer i dit hjem for at hjælpe dig, skal du ikke prøve at tage ejerskab over min krop. Du skal ikke gøre dig klog på mine til- og fravalg. Jeg kommer altid ind til dig med et smil og med de bedste intentioner. Jeg siger aldrig til dig: ”Det er godt, du har den der kjole på i dag, for den i går var godt nok mærkelig!”, ”Jeg synes du skal ændre dit hår, det, du har der, er slet ikke passende for en pæn ældre dame som dig” eller ”Hedder du Gerda!? Det var godt nok et specielt navn”. Jeg kommer altid ind med et ønske om at skabe en god relation og med et ønske om at gøre det så godt som overhovedet muligt. Jeg spørger altid ind til, hvordan dagen er gået og afslutter med at spørge, om der er andet, jeg kan jeg hjælpe med, selvom jeg egentligt har gjort alt det, der står på min plan.

 

Jeg synes, det er trættende at skulle starte i minus. At skulle kæmpe endnu hårdere for at bevise, at jeg faktisk er en habil ferieafløser. Jeg er faktisk endnu mere habil, end jeg var, da jeg startede helt grøn for seks år siden. Men for seks år siden startede jeg ikke i minus, der startede jeg neutralt, eller lidt i plus, hvis du kendte mit efternavn. Jeg passede ind i dine umiddelbare forventninger til mig, og jeg skulle ikke forsvare mig selv og mine valg, og du prøvede ikke at tage ejerskab over min krop dengang. Jeg synes, det er ærgerligt, både for dig og for mig, at vi nu skal starte ud på denne måde. Fordi jeg ved godt, hvordan det ender. Det ender med, at du ærgrer dig, når jeg om nogle uger tager tilbage til mit liv i Århus. På det tidspunkt har du opdaget, at selvom jeg ikke ligner de andre hjemmehjælpere, så har jeg faktisk styr på mit shit. Jeg ved, hvordan den ble skal sidde, og jeg ved, hvordan jeg får netop dig til at smile og føle dig tilpas. Jeg er nemlig stadig den samme omsorgsfulde person, som jeg var for seks år siden, mit hylster ser bare lidt anderledes ud nu.

 

Min bøn til dig er, at du husker dette. At du husker det, når der kommer et pakkebud med en anden hudnuance end din. Når dit barnebarn glad kommer hjem til dig med en kæreste, som måske ikke umiddelbart ser ud, som du havde forestillet dig. At du husker det næste gang, der kommer en afløser forbi, som ikke ligner de andre. Jeg håber, du vil tage ved lære. At din oplevelse med mig vil få dig til at revidere dine fordomme og forventninger. Bare lidt. En lille smule.

 

 photo credit: <a href=”https://www.flickr.com/photos/quinnanya/4707730246/”>quinn.anya</a> via <a href=”http://photopin.com”>photopin</a> <a href=”http://creativecommons.org/licenses/by-sa/2.0/”>cc</a>

Storm Lillevang

Jeg iagttager, hvordan kønnene udspiller sig, overalt hvor jeg færdes. Jeg bliver skiftevis forarget, glad, fortrøstningsfuld og vred. Mens jeg iagttager kønsordenen, læser jeg en kandidat i Socialt Arbejde, spiller basketball, læser frilæsningsbøger, står på longboard, finder slebet glas ved vandet, ser mennesker jeg har kær og går på opdagelse i mit Århus.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv