leatherdyke.cc

“En øl til min kæreste, sådan en rigtig pigeøl, og så en rigtig mandig øl til mig, du ved.”

– Tilfældig kunde lørdag aften.

Nej. Nej, det ved jeg ikke. Øl er en gæret maltdrik. Det har ikke et køn.

 

Til daglig arbejder jeg bag baren i to af Københavns øl-barer, og hører variationer af ovenstående stort set dagligt. Fra mænd og kvinder, fra håndværkeren og fra akademikeren, fra ung og fra gammel. Ikke alene er det nedladende over for de varer, jeg sælger og nedladende over for mig som bartender, det er også latterlig sexisme.

 

Lad os først slå fast: Der er er ingen betydelig forskel på det kvalitetsøl kvinder drikker, og det som mænd drikker. Det er en myte som alle bartendere, jeg gennem tiden har snakket med, blot kan ryste på hovedet af. Kvinder drikker stouts, hvede, pilsner, ipa osv. i samme omfang som mænd.

 

Når man går folk på klingen viser det sig (med deres egne ord, ikke mine ord), at dét de kalder pigeøl, er de lette, milde, rare øl, som er ganske behagelige, men helt ærligt, ret intetsigende. Mens mandeøl er de voldsomme, bombastiske øl, der er fulde af karakter og styrke.

 

Hvad fanden er det for et kvindesyn? Kvinder kan ikke være stærke og interessante siger det. De er henvist til at personificere udtrykket ‘behagelige, men intetsigende’!

 

Hvad fanden er det for et mandesyn? Mænd er defineret som stærke og voldsomme, der er ingen plads til den afslappede mand. Nej, der er dømt brovtende grovkornet stodder hele vejen.

 

Hvad fanden er det for et øl-syn? Frem for at være noget man drikker, fordi man kan lide det, bliver det noget man drikker, fordi man er født med en pik eller et hul. Noget, der bare handler om at blive fuld frem for at nyde, hvad man drikker.

 

Som en lille sidenote kan det i øvrigt nævnes, at når der vises fodbold, har vi et overvældende mandsdomineret publikum, og stort det eneste, der sælges, er den mest uskyldige, fredelige pilsner, og et mindre ocean af hvedeøl – hvad folk ellers kalder ‘pigeøl’. Jeg er næppe den eneste, der finder det lettere underholdende, at en gruppe, der som helhed elsker at definere sig ved hvor meget Mand! de er, drikker, hvad de selv referer nedladende til som ‘tøse-øl’.

 

Det er selvfølgelig ikke alle, der bruger udtrykket ‘pige-øl’ som har så frastødende et syn på både mænd og kvinder, som deres kommentar kan tolkes til. Mange af dem tror blot på en myte om, at kvinder foretrækker visse typer øl og mænd nogle andre. Men det er et menneskesyn, som ligger dybt forankret i vores sprog og kultur, hvor vi forbinder feminint med svagt, og maskulint med stærkt – og når man bruger den formulering, er man med til at fastholde det menneskesyn.

 

Det er ikke den totale amok-sexisme som vi ser i Steubenville-sagen, men en dagligdags, småsexistisk ting, der gennemsyrer vores opførsel og tankegang og ses så ofte, at vi knapt opfatter det som sexisme. Men det er det!

 

Men selv hvis de ikke deler det menneskesyn, er der et problem mere i citatet. Når en stout eller voldsomt humlet ipa er en mandeøl, så bliver de mange, mange kvinder jeg kender, der elsker stout eller kraftige ipa’er erklæret at være ufeminine ikke-kvinder – en dom mange af dem vil være ganske voldsomt sure over. Og det er nøjagtigt lige så slemt for mændene. For mænd, der elsker en hvedeøl bliver erklæret umaskuline ikke-mænd – igen en dom få er glade for!

 

Hvordan kan ens præferencer i gæret malt blive til en dom over ens feminine eller maskuline karaktertræk? Og det bliver det så snart vi sætter kønslabels på smagen!

 

Så kære kunde, skal vi ikke blive enige om, at du stopper med at sætte sexistiske, ukorrekte kønslabels på øl? Så vil jeg til gengæld love at servere noget pokkers god øl!

 

Nu har øl været emnet her, men det gælder for rigtig mange ting, at vi som samfund kønsliggør dem uden nogen god grund – hvilket blot fremmedgør folk, der har ikke-stereotype præferencer. Lad det være mandige biler, pigede drinks, mandige bøffer, tøset make-up eller herre-whisky.

3 kommentarer

  1. Ja, det er sq på tide vi får folk til at tænke sig om, før de bruger udtryk som “tøset make-up “. Det er vildt stigmatiserende for os, der både bruger make-up og drikker stout.
    I øvrigt en rigtig god vinkel 😛

  2. Må kvinder ikke være fyldige?
    Skal de absolut være slanke og lettere entydig som pilsner?
    Eller må de være fyldige og proppet med indtryk som en porter?
    Om det øl eller kvinder, jeg har mod på det hele.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv