leatherdyke.cc

”Hvorfor er I feminister egentlig så berøringsangst overfor, at tage fat på den undertrykkelse, der foregår af etniske minoritetskvinder i Danmark?”, er et spørgsmål jeg er stødt på et par gange efterhånden. Et spørgsmål, som jeg først opfattede som endnu en hul anfægtelse af dansk feminismes berettigelse og som endnu en helt urimelig ansvarspådragelse. Men ved nærmere eftertanke, rummer spørgsmålet endnu flere problematikker. Det er et hyppigt debatteret, hvorvidt etnisk danske feminister er berøringsangst overfor nydansk kvindekamp – en debat, som i mine øjne er en forkert vinkel på en reel problematik, som i høj grad underminerer, og flytter fokus fra nogle vigtige pointer.

 

Igen og igen proklameres det fra forskellige positioner, at dansk kvindekamp har overlevet sig selv, og at den ikke længere har mening, indhold, eller er gyldig. DF langer ud efter danske feminister, som svigter deres nydanske medsøstre, når de kæmper for egne mærkesager som ligeløn, lige vilkår og delt barsel, samtidig med, at vi ser en omfattende undertrykkelse af nydanske kvinder. Et forslag lød fx på, at vi skulle samles foran Grimhøjmoskeen, hånd i hånd med Pia K., for at vise vores modstand mod den sociale kontrol og undertrykkelse, der foregår. Danske feminister bruges som syndebuk for alle ligestillingsproblemer for, hvis du beskæftiger dig med køn og ligestilling, så er du automatisk eneansvarlig for ligestilling og lige rettigheder i alle henseender.

 

En holdning, som jeg mener er helt ude af trit med virkeligheden, og med hvad der er realistisk, for ikke at sige rimeligt.

 

Danske feminister stilles ansvarlige for mangt og meget, og i feminismens hypede navn føres der anden værdipolitik. Som f.eks. i dette tilfælde, hvor en modstand mod Islam forsøges forklædt som feminisme, kvindekamp og søstersolidaritet. I udmeldingen om, at danske feminister er berøringsangste overfor etniske minoritetskvinders kvindekamp, sker der, i min optik, følgende: En nedvurdering af den etnisk danske kvindekamps berettigelse, en talen ned til den nydanske kvinde som individ og en reduktion af samfundets ligestillingsproblematikker til ”kvindeproblemer”, som kun kvinder interesserer sig for.

 

Den danske kvindekamp ugyldiggøres med argumentet om, at den i sig selv ikke længere er vigtig, fordi der er en anden kamp, der er vigtigere at kæmpe. Den samme gamle fortælling om ligestillingskampen i Danmark som overstået, vundet og nu meningsløs, gjalder igen. Fortællingen om, at danske kvinder, i kraft af forholdene andre steder, bør prise sig lykkelige for at være så moderat kønshierarkisk underordnet. For du har jo ikke brækket foden, hvis din nabo har brækket ryggen.

 

Desuden undermineres den nydanske kvindekamp, der faktisk foregår. Der konstrueres en fortælling om den nydanske kvinde, som værende fuldstændig passiv, og som bare sidder og venter på, at den hvide feminist redder hende fra patriarkatets klamme greb.

 

Man kan ikke afvise den sociale kontrol og undertrykkelse mange etniske minoritetskvinder i Danmark underlægges, og det skal man heller ikke. Andelen af nydanske kvinder på krisecentrene peger på, at vi har et reelt og alvorligt problem. Men hvad der tolkes som berøringsangst, mener jeg i højere grad er både en magtesløshed og en insisteren på, at en succesfuld frigørelseskamp kommer indefra og ikke udefra. De fortællinger, vi præsenteres for i medierne, når det drejer sig om etniske minoritetskvinder og integration, er i langt de fleste tilfælde ikke de positive historier, om alle de ting, der faktisk foregår i minoritetsmiljøer, og som reelt gør en forskel. Der er selvklart større underholdningsværdi i fortællingen om det frygtelige, og derfor må vi selv gøre en indsats for at opsøge det gode, som foregår rundt omkring.

 

Nydanske kvinder er ikke en homogen gruppe passive ofre, som skal hjælpes; tværtimod er der mange mennesker, som arbejder med at udvikle og nytænke etnisk kvindekamp. Lad os give dem mere taletid og støtte op om det vigtige arbejde, som faktisk foregår for øjnene af os og lad os i højere grad bemidle dem støtte. Lad os tale mere om kvindelige imamer, som kæmper for deres plads i religionen, for at have lov til at prædike, og som udfordrer patriarkalske tolkninger af Koranen.

 

Lad os tale mere om kvinder som Geeti Amiri, der udgiver en selvbiografi med personlige konsekvenser, for at give danske unge nogle alternativer til fortællingen om muslimer i Danmark, for at vise, at man ikke behøver at vælge side og enten være dansk eller ikke-dansk. Og som tager ud til unge mennesker i etniske minoritetsmiljøer, for at fortælle dem om sin egen historie, om religion, om social kontrol og om, hvordan man kan komme ud på den anden side. Om alle de muligheder der faktisk er, for at leve et selvstændigt og nuanceret liv, som muslim, og som dansker. Hun tilbyder nydanske kvinder identifikation og et realistisk forbillede – noget, som jeg selv næppe kunne lykkes med.

 

Vi kunne tale højere om de mindre, lokale ligestillingstiltag der foregår, som fx hos Ishtar – De Etniske Rødstrømper på Nørrebro i København, som arbejder meget konkret med integration gennem madkurser og sociale arrangementer, og som skaber rammerne til at hjælpe socialt isolerede nydanske kvinder gennem bl.a. netværk, rådgivning og selvhjælpsgrupper.

 

Hvis vi fokuserer mere på de små tiltag, der findes, kunne det så ikke resultere i flere af samme slags? Ved at tale mere om tiltag som disse, skabes der fundament for tilgængelige, positive forbilleder og mere nuancerede fremstillinger af nydanske kvinder – som mere end blot undertrykte ofre.

 

I en tid, hvor den her os og dem-mentalitet blomstrer, har vi pligt til selv at opsøge de positive historier, som medierne ikke præsenterer os for og fokusere anderledes. Ved at klandre danske feminister for ikke at tale nydanske kvinders sag, fastholder vi etniske minoritetskvinder i en offerrolle, hvor de skal reddes af ”den hvide feminist”. Man kan ikke afvise at der ligger en tung byrde i den etniske minoritetskvindes ligestillingskamp, og vi skal aldrig lukke øjnene og blande os udenom, aldrig være berøringsangst. Men lad os dog gribe sagen anderledes an, end at pålægge etnisk danske feminister det fulde ansvar, for det er både underkendende og urealistisk.

 

Lad os italesætte de kampe, der rent faktisk kæmpes blandt etniske minoritetskvinder, lad os støtte op om kvindekampen på de kvinders egne præmisser. Lad os være lydhøre og bakke op. Og lad os starte med at anerkende den kamp, der er i gang. For er det ikke den, der har skoen på, der bedst ved, hvor den trykker? Og lad os så for alt i verden holde op med at se ”kvindeproblemer”, som noget kun kvinder har interesse i, og som kvinder bør løse, for det her er vores alles fælles ansvar. Integration er et fælles projekt, på tværs af klasse og køn.

 

Vi skal have et fællesskab om en nydansk kvindekamp, hvor det ikke handler om, at den etnisk danske feminist skal tage over og fokusere på vigtigere problematikker end de mange ligestillingsskævheder, vi stadig har i det danske samfund, men hvor vi først og fremmest ændrer vores fortælling om etniske minoritetskvinder, holder op med at stigmatisere dem som handlingslammede, og i stedet støtter op om det vigtige frigørelsesprojekt, der foregår. Vi skal sørge for, at de også har en stemme – i stedet for at overdøve dem og bruge dem til sager, som i bund og grund omhandler noget helt andet.

 

Og når KVINFOs eksistensgrundlag trues, fordi fokus ikke er de dårligst stillede nydanske kvinder, så må vi lige stoppe op og overveje, hvorfor det egentlig ikke er vigtigt at arbejde med integration i begge grupper af kvinder? Kampen for bl.a. ligeløn, lige barsel og lignende ugyldiggøres, fordi der er ligestillingsproblematikker, der er vigtigere. Et dokumenteret succesrigt integrationsprojekt for mere privilegerede nydanske kvinder skæres væk, fordi vi har et alvorligt problem med social kontrol og etniske minoritetskvinders undertrykkelse. Hvorfor er det, at vi som samfund ikke kan rumme en indsats på alle områder? Hvorfor er ligestilling ikke vigtigt nok til at skulle prioriteres på mere end ét niveau?

 

Dette er altså ikke en ansvarsfralæggelse, det er en erkendelse af, at social undertrykkelse af etniske minoritetskvinder i Danmark er et samfundsproblem, et fælles ansvarsområde og ikke en opgave, der kan eller skal løses af en udpeget gruppe ”hvide feminister”. Det handler ikke om ”os og dem”, det handler om anerkendelse og støtte af den nydanske kvindekamp der foregår, så den kan vokse sig større. Det handler om at dyrke de frugtbare tiltag, der allerede er i gang – nydanske såvel som etnisk danske – både gennem økonomisk støtte og offentlig opmærksomhed.

 

Vi står overfor et socialt problem, som har konsekvenser for kvinders grundlæggende rettigheder, et problem vi er nødt til at kunne debattere uden at blive opkrævet en færdig løsningspakke. Og så er vi nødt til at anerkende og finansiere de tiltag, der i forvejen findes. Arbejdet for ligestilling foregår på mere end ét socialt niveau, og det er et fælles samfundsanliggende, som skal italesættes og prioriteres bredere, økonomisk og politisk.

 

photo credit: elissar82 Women’s March LA via photopin (license)

Sofie Andkjær

Sofie Andkjær er bosat i København og cand.mag. i kultur og formidling. Interesseret i den enorme betydning det biologiske køn tillægges i samfundet. Optaget af ligeværd og lige muligheder, uanset køn, etnicitet og seksualitet.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv