leatherdyke.cc

Som relativ nyudsprunget feminist har jeg ikke kunnet undgå at lægge mærke til, hvor meget krudt der hos diverse meningsdannere og intellektuelle bruges på at kritisere feminister.

 

Som eksempel på dette, kan jeg nævne noget af min sommerlæsning:

 

Amalie Lyhnes blog De privilegerede klynker. Hun påstår i sin blog, at feminister opfatter sig som en gruppe klynkende ofre, der brokker sig over alt.

 

Nima Zamanis blog ”#Hey: Den opdigtede feminisme”: ”Har du nogensinde debatteret med moderate feminister? Det har jeg ikke. Til gengæld har jeg debatteret med ekstremistiske feminister. De har overtaget kvindekampen og skræmt de moderate væk”. Nima fortsætter sit korstog imod feminister med at argumentere for, at han rent faktisk har forsøgt at deltage i debatten, men at han føler sig ugyldiggjort på grund af sit køn. Ifølge ham ekskluderer feministerne ham.

 

Mette Høegs artikel i Weekendavisen d. 8.5.2015: ”Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans” med underrubrikken ”Kritik. Kvindelige forfattere fylder i medierne, på Forfatterskolen og på forlagene, og især to perspektiver er dominerende: et udadvendt, vredt insisterende køns-og kropsfokus og en indadvendt, navlepillende og piget selvoptagethed”.

I artiklen uddyber hun med at litteraturen er: ”(..) mavesur og aggressiv fremførelse af politisk korrekte, kedsommelige og forudsigelse queer-, gender-, racisme-og feminismesynspunkter”.

 

Fordommene stortrives derude.

 

At generalisere en hel gruppe ved at beskrive dem som forkælede brokkehoveder, som Amalie Lyhne gør, tror jeg hverken er specielt konstruktivt eller løser noget.

Nimas argument om, at han har forsøgt at indgå i en debat med feministerne, men er blevet ekskluderet og ugyldiggjort grundet sit køn, holder jo ganske enkelt ikke. Som mandlig feminist har jeg aldrig oplevet at blive mødt aggressivt af kvindelige feminister, som det Nima beskriver.

Og i det hele taget kan Mette Høeg vist ikke se nogen som helst positive diskurser i nyere dansk litteratur, hvorfor artiklen også ender med at være en lang og kvindefjendsk svada mod kvindelige forfattere og Forfatterskolen skrevet i en ubehagelig tone.

 

Personligt er jeg ligeglad med andre folks kritik. Jeg trækker på skuldrene og tænker: ”Nå!”.

 

Men når jeg alligevel vælger at blogge om anti-feministiske indlæg, skyldes det, at jeg er drevet af en vis indignation på feminismens vegne. For kritikken har intet på sig. Det er tomme argumenter og en kritik, som ikke er båret af nogen substans. Præcis ligesom når arbejdsløse bliver kaldt dovne, når flygtninge bliver kaldt bekvemlighedsflygtninge, eller når studerende skal finde sig i at blive kaldt forkælede, fordi de ikke kan finde en bolig osv. Det er så nemt bare at sparke ned på andre mennesker, men tingene er mere komplicerede end som så. Jeg savner nuancer. Der er kommet en tendens i medierne til, at man bare kan sparke ned på minoriteter, som falder uden for samfundets konventioner, og som dermed ”clasher” med Hr. og Fru Leverpostejsdanskers verdensopfattelse. Det gør os ikke klogere på hinanden.

 

For det virker til at kritikerne ikke ønsker nogen forståelse for deres omverden. De har en forudfattet mening, som ikke står til at ændres. Deres agenda er at kritisere. Præcis ligesom da mobberne fra folkeskolen altid skulle drille de klassekammerater, som var faldet uden for fællesskabet.

 

Den slags adfærd vil jeg kalde, hvad den er: mobning.

 

Jeg synes, det er på tide at sige stop!

 

Hvad er det, man i ”kritikerland” får I ud af denne unuancerede mobning? Er det fordi man sover bedre, når man har kaldt en gruppe for forkælet og radikal? Hvad er det, der driver dem til at kritisere?

 

Jeg må selvfølgelig ikke glemme, at der også findes mobbere, som går efter nogen, de i virkeligheden er misundelige på, eller som de godt kan lide, men som de har svært ved at fortælle det til.

 

For måske er det i virkeligheden det, som kritikerne er: misundelige. På et fællesskab som opfatter alle mennesker lige. Et fællesskab som kæmper for at vi alle er lige meget værd, og at rettigheder for mænd og kvinder ligestilles.

 

I samme periode som de tre ovennævnte meningsdannere har brugt krudt på deres antifeministiske tekster, har der alene her på F-Frekvensen været skrevet om det mandelige køns blik på kvinden, om hvordan kvinder objektiviseres og seksualiseres anno 2015. Der har været skrevet om ligestilling. En tekst som gjorde et stærkt indtryk på mig, var skrevet af en kvinde, som var blevet voldtaget af sin kollega, og om den mentale og opslidende kamp hun sidenhen har været igennem.

 

Alle hamrende relevante og særdeles vigtige emner.

 

Hvis Amalie Lyhne og Nima Zamani rent faktisk havde gidet sætte sig ind i feministernes kamp for ligestilling og rettigheder, så nægter jeg simpelthen at tro på, at de havde reduceret os til at være klynkehoveder og radikale.

 

I den helt anden ende sidder Mette Høeg frustreret tilbage. Hun har i modsætning til de Amalie og Nima rent faktisk læst en masse kvindelitteratur på det seneste. I sin artikel om de kvindelige forfatteres dominans, harcelerer hun konkret over 8 navngivne forfattere, som ifølge hendes smag er for navlepillende, mavesure feminister.

 

Jeg synes, modsat Mette Høeg, at flere af de forfattere, hun nævner i artiklen, har givet mig nogle fede læseoplevelser, som kan tolkes ud fra en masse temaer. Deriblandt de kvindelige, men også helt universelle temaer, som kærligheden og den menneskelige psyke og grundlæggende eksistensvilkår.

 

Hun beskriver blandt andet Josefine Klugarts forfatterskab således: ”Klougarts værker formår gennem et formmæssigt opsigtsvækkende udtryk og en sprogligt simuleret farlighed at aflede opmærksomheden fra det uskadelige indhold af damebladstematikker og banale minder om barndom, forældre og ekskærester. ” Jeg kan ikke være mere uenig. Klougarts temaer kan forstås ud fra mange planer. Indholdet i værkerne er så detaljeret af den fineste prosa, at man ikke får alt med ved den første læsning. Det usagte ligger mellem linjerne, og fortællerstrukturen så rytmisk og så fantastisk nærværende. Det er et af den slags forfatterskaber, der er ligeså detaljerige, som Virginia Woolfs og Margurit Duras’ værker. Klougart er en unik stemme i nyere litteratur, og at reducere hendes forfatterskab ned til damabladstematikker er jeg i hvert fald ikke enig med Mette Høeg i.

 

Der er litterære genrer og tematikker til os alle. Hvis Mette Høeg er træt af at læse om kvindelige temaer, så vil jeg anbefale hende at stifte bekendtskab med Signe Gjessing. Hun digter i et fantastisk billedrigt sprog, ofte om universitet og naturen. Nuancer skaber perspektiv og gør os klogere.

 

Usandheder og mobning gør det stik modsatte. Kritik skal der være plads til, men jeg håber, at den kritik fremover vil være mere konstruktiv og dialogsøgende. For kun sådan udvikler vi os og bliver klogere.

 

 

Billedet er lånt her: photo credit: <a href=”http://www.flickr.com/photos/89491397@N00/14600938667″>Rue Leupold, Bordeaux, July 2014</a> via <a href=”http://photopin.com”>photopin</a> <a href=”https://creativecommons.org/licenses/by-nc-sa/2.0/”>(license)</a>

 

 

 

Theis J. Jensen

Jeg har, muligvis som mange andre mænd, ikke gjort mig de dybere tanker om hverken kvindebevægelse eller om ligestilling tidligere. Det var under et ophold i London, at jeg fik øjnene op for, hvor unik vores kultur og blikket på kønnene er i Danmark, sammenlignet med den mandsdominerede engelske kultur. Det er noget vi skal være stolte af, holde fast i og værne om på vores breddegrader. Derfor er det også med den største stolthed, at jeg i dag kalder mig feminist. Til daglig læser jeg dansk. Er mangeårig fan af Brøndby IF. Og så betyder politik og sociale forhold en masse i min hverdag.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv