leatherdyke.cc

Nu holder vi os lige til kategorierne

Forleden dag var alle forældre i min søns 6. klasse inviteret til at komme over en morgen for at deltage i dagens første lektion, så vi havde en lejlighed til at ønske hinanden godt nytår og hilse på læreren, der ikke har været i klassen så længe.

 

Da alle var kommet på plads i klasseværelset gik undervisningen i gang. Det var en dansktime, og det viste sig, at emnet for dagens undervisning var ”Direkte og indirekte tale”. Og det fungerede sådan, at læreren læste en dialog op, der handlede om en, der hed Rikke, og så skulle eleverne selv finde på historien om, hvem der sagde det, hvor det foregik og så videre.

 

Først bad læreren eleverne om et bud på, hvad situationen kunne være, og der kom forslag om, at det var en snak på skolens toiletter, i en hemmelig hule eller ved et pyjamasparty. Det blev besluttet, at det var i et frikvarter i skolegården. Så skulle det bestemmes, hvem de to, der talte sammen var. Her fløj alle hænder i vejret. Det var sjovt at skulle vælge navne.

Første elev sagde: Ulla.

Okay. Ulla blev skrevet op på tavlen.

Den næste sagde: Knud.

Neeej, det var ikke så godt sagde læreren.

Eleven blev lidt forvirret: Så Kurt måske?

Nej, det var heller ikke så godt.

Der opstod almindelig forvirring, og børnene begyndte at råbe forskellige navne i munden på hinanden. Kurt er godt, råbte flere.

Nu holder vi os altså lige til kategorierne, sagde læreren. Og så forklarede han, hvad børnene kunne vælge mellem: at historien enten kunne være om to piger, der talte om deres veninde Rikke – eller om to drenge, der talte om Rikke, som de var lidt interesseret i. Det kunne altså ikke være en dreng og en pige, der talte om en fælles ven – eller en dreng og en pige, der begge syntes at hende Rikke var lidt sød. Flere af børnene så lidt forvirrede ud, men accepterede præmissen. Og så blev det aftalt, at historien handlede om veninderne Ulla og Camilla, der talte om den nye pige i klassen, og læreren kunne lettet fortsætte undervisningen.

 

Religionen som kategori

Jeg støder mig altid på den slags forudfattede meninger om, hvordan tingene bare er. Om, at sådan er venskaber, eller at sådan er piger og drenge. Og det kan egentlig være på mange fronter, at kassetænkningen dukker op og lukker samtalen. Jeg læser og deltager ofte i debatter om ligestilling, og som præst bliver jeg igen og igen overrasket over, hvor kort tid en diskussion om ligestilling og tro skal køre, før den er fyldt af kommentarer om, hvordan religion pr. definition undertrykker kvinder. Hvad enten det gælder en forestilling om, at piger og drenge ikke kan være venner, eller en tanke om, at religion altid vil kræve, at kvinder underkaster sig, bliver den slags kategorisk tænkning lige voldsom nok i min verden.

 

Men jeg kan selvfølgelig godt forsøge at finde et svar på det spørgsmål, der rejser sig. For er det mon sådan? Er det sådan, at religion helt kategorisk undertrykker kvinder? Jeg ved desværre ikke så meget om andre religioner, men jeg kan prøve at give et give et svar på, hvordan det forholder sig i kristendommen.

 

Nogle kristne vil som det naturligste svare: ”Nej, kvinder undertrykkes ikke af kristendommen. De får i Bibelen at vide, hvor deres plads i samfundet er: I hjemmet hos mand og børn, sådan som det har været meningen med kvinder lige fra skabelsen.” Sådan mener jeg ikke, det er, og måske netop derfor er svaret for mig ikke helt så enkelt.

 

Som kristen må man først og fremmest spørge sig selv, hvordan Bibelen skal læses. Bibelen er skrevet på et givent tidspunkt i en given kultur. I en 2000 år gammel kultur. Det bærer den naturligt nok præg af: Gud omtales i hankøn, kvinder skal bære slør og tie i forsamlinger og så videre. Men der er mere at sige om Bibelens syn på kvinder end det. Gennem tiden har kvinder kunnet spejle sig i stærke gammeltestamentlige kvinder, der ved hvad de vil og ikke ligger under for noget. For eksempel den kompromisløse Ruth og idealisten Esther. I det nye testamente er det kendetegnende, at Jesus altid taler til det enkelte menneske, ikke til en kategori af mennesker. Han taler ikke om eller til kvinder, men med mennesker. Når han møder kvinder, er det som jævnbyrdige eller til genoprejsning. Maria Magdalene bliver bogstaveligt talt genoprejst, og ved brønden ved Jakobskilden møder Jesus den samaritanske kvinde i en ligeværdig samtale. Bibelen er ikke en beskrivelse af, hvordan kvinder og mænd bør være, men ord om Gud og om forholdet mellem Gud og mennesker.

 

Det er ikke kun i Bibelen, at man må skelne mellem troen og den kultur, den som religion bliver rodfæstet i. Også i vores tid kan vi se, hvordan kristendommen verden over giver kvinder og mænd mening med livet, men nogle steder også bruges til at skabe ulige vilkår for kvinder. Der er steder i verden, hvor hiv er blevet en kvindesygdom, blandt andet fordi den katolske kirke fortsat forbyder prævention. Der er steder, hvor ganske unge kvinder ved en ceremoni i kirken aflægger løfte om cølibat indtil ægteskabet – og hvor de forventes at være uden andre ambitioner end at blive hustruer og mødre. Og så er der altså også en stor del af verden, hvor kristendommen først og fremmest er en berigelse for de mennesker, der er en del af den.

 

Det enkle svar

Det enkle svar er, at der ikke er noget enkelt svar. Man kan ikke sige, at religion ikke kan bruges til at undertrykke kvinder. Men det enkle svar er altså heller ikke, at religion altid undertrykker kvinder. Det kan ikke lade sig gøre at sætte hverken religion eller mennesker ind i den slags færdige kategorier. Folk ved ikke mere om mig ved at sige, at jeg religiøs, end de gør ved at sige, at jeg er kvinde.

 

Jeg kan ikke forsvare hele kristendommens virkningshistorie, fordi jeg sagtens kan se, at den på forskellige tider og steder i verden er blevet misbrugt til at fastholde en patriarkalsk samfundsorden. Men dels er troen ikke et valg. Troen er en gave, der giver mening til et menneskeliv. Og det kan den også gøre i en kultur, hvor religionen i øvrigt knyttes sammen med en kvindeundertrykkende tradition. Dels lever jeg selv i en tid og på et sted, hvor der på mange fronter arbejdes med ligestilling. At der også her er et stykke vej at gå endnu, blev jeg igen mindet om ved danskundervisningen på min søns skole. Men for mig og for mange kvinder verden over, er kristendommen ikke en kilde til undertrykkelse, men til inspiration og frisættelse.

 

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv