leatherdyke.cc

Som del af en fra normen afvigende seksualitet eller kønsidentitet bliver man lagt mærke til. Folk vender sig på gaden, tror det er okay at komme med spørgsmål og nedsættende kommentarer og nogle går endda så vidt som til at sætte sig selv i en position, hvorfra de kan bestemme, hvad man må og ikke må. Det oplevede min ven Christoffer, da han kyssede en anden mand på en bar på Nørrebro. Dørmanden gik hen til ham og sagde, at han ikke ville se på det, og smed ham og hans date ud af baren.

 

Christoffer anmeldte det som en hatecrime, gik hjem til sin computer og begyndte at sprede historien om, hvad der var sket med ham. Han klagede til barens ejere, som heldigvis endte med at give ham en undskyldning.

 

Det sørgelige er, at den situation, Christoffer blev tvunget ud i, kun er et symptom på den diskrimination, han som del af en minoritet vil opleve at blive udsat for. Igen og igen og igen. Og hver gang vil han, ligesom andre der oplever diskrimination, blive tvunget til at tage stilling til en situation, som han på ingen måde selv har valgt at være i. En undskyldning er fint, men opvejer ikke det faktum, at vi lever i et samfund, hvor nogle mennesker behandles dårligere end andre alene, fordi de ikke er heteroseksuelle eller ciskønnede. Og hvor retten til at være den du er, ikke er et privilegium, der tilfalder alle. Hvis man ikke aktivt gør opmærksom på de skæve magtforhold og den ulige fordeling af privileger vil de forblive usynlige og (hvis det er muligt) blive endnu sværere at lave om end det allerede er.

 

Når Christoffer siger fra, gør han på samme tid opmærksom på de strukturer, der undertrykker ham som minoritet. Og for mig at se er synliggørelsen af diskrimination en måde at komme ud over den på. For mig giver det derfor mening, at jo flere kampe der bliver taget og jo mere ulighed man belyser, jo bedre er det for minoriteters rettigheder.

 

Så er der nogensinde en grund til ikke at tage kampen? Det spørgsmål stillede jeg mig selv og da jeg havde svært ved at komme med et godt svar, tog jeg en beslutning om at prøve det af i praksis og stillede en regel op: at konsekvent tage kampen og svare tilbage på diskrimination, hver gang jeg oplevede den.

 

I en uge sagde jeg til folk, hvad jeg plejer at holde for mig selv. Jeg gjorde opmærksom på, at jeg ikke var enig i, at sådan er piger “jo”. Jeg forklarede, hvorfor jeg ikke gider at definere mig selv som homoseksuel, når heteroseksuelle ikke er tvunget til at springe ud. Jeg råbte igen, når folk råbte af mig på gaden, fordi jeg gik med en pige i hånden. Jeg voksede med opgaven og delte ivrigt ud af mine erfaringer og kom med opfordringer til at gøre det samme. For hvorfor lade være?

 

Det selvlevede sociale eksperiment stoppede ret brat sidste fredagnat, hvor jeg stod i en toiletkø med min veninde og to mænd, vi ikke kendte. De syntes, det var sjovt at påpege, at jeg lignede ham der er uden på ostehapspakkerne, og at min veninde lignede “ostehapsdrengens bøsseven”. Det syntes jeg ikke var sjovt, men diskriminerende og dumt hvilket jeg, tro imod mit nye dogme, skulle til at fortælle de to mænd. De kom mig i forkøbet og sagde, at vi “seriøst lignede noget lort der skulle have noget tæsk”. Jeg blev mundlam og handlingslammet, indtil min veninde sagde “Hey, det var sjovt sagt. Haha. Og det var super rart at møde jer. Hej heeeej,” og trak mig væk fra toilettet.

 

Mens vi stille bakkede den anden vej og fandt et andet sted at være, fik jeg en dårlig smag i munden. I stedet for at tage kampen og forsvare mig selv havde jeg gjort, hvad der måtte være det modsatte: bøjet nakken, vendt den anden kind til, ladet stå til, blevet underkuet, kapituleret og bøjet  mig for overmagten. Beskrivelser der lugter langt væk af, at det er noget, man skal skamme sig over. Hvilket jeg gjorde. For, sagde jeg til min nyudråbte bøssede ostehapsven: “Når man ikke siger fra, er man jo en del af problemet!” “Ja, men måske er man også bare ude for at have det sjovt. Og fuck da dem, de var virkelig ikke det værd,” svarede hun.

 

Hun havde ret. De var ikke kampen værd. En ting er, at de var dumme og fulde; en anden ting er, at jeg tydeligvis ikke havde overskuddet til det. Og selvom der er en kamp at tage og et samfund, der trænger til at blive rykket i, er det måske for meget at forlange, at man altid skal være klar til kamp – bare fordi man er en del af en minoritet, som man ikke selv har valgt at være en del af. Selvom man ikke siger fra, er man ikke en del af problemet. For problemet har ikke noget med en selv at gøre. Det har noget at gøre med de indskrænkede mennesker, der tillader sig at placere sig selv over et andet menneske. Hvad der til gengæld har noget med en selv at gøre, er den følelse man står med, som ikke er rar. For diskrimination afføder vrede, afmagt og en lang række af ubehagelige følelser, man ikke forestillede sig skulle være en del af ens bytur, skoledag, arbejdsplads, toiletbesøg, familiemiddag, forelskelse, biograftur, eller slet og ret, hvordan man ser ud. Og som tingene ser ud lige nu, vil man som del af en minoritet opleve at blive udsat for diskrimination i en eller anden form. Udover at det ødelægger min dag, minder det mig om alle de andre dage hvor jeg selv eller mine venner er blevet chikaneret, truet med vold eller har fået at vide, at vi ikke er velkomne.

 

Det er hårdt. Men det bliver først rigtigt hårdt, hvis man møder sig selv og andre med den skam man forsøger at undgå. Og det gør ikke, at man bliver bedre rustet til næste gang, man står i en lignende situation. Det gør man til gengæld ved at minde sig selv og andre om, at man ikke erklærer sig enig eller ligeglad med diskriminationen, når man fravælger at tage kampen.

 

At tage kampen og stå op for hvad man tror på er vanvittigt sejt, og jeg synes, at det er noget, man bør stræbe efter at blive bedre til og gøre så ofte man kan. For det føles godt at sige fra, og jeg tror på, at verden bliver et lidt bedre sted hver gang, man gør det. Men samtidig er man ikke forpligtiget til at tage en hel minoritets kamp for bedre vilkår på sine skuldre hver gang, man går ud af døren. Det er for meget at forlange.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv