leatherdyke.cc

Kan man overhovedet tillade sig at diskutere ligestilling i en tid hvor arbejdsløsheden er høj, familier mister deres forsørgelsesgrundlag når de ryger ud af dagpengesystemet? I en tid hvor afstanden mellem rig og fattig bliver større og hvor flere unge ikke har de fornødne kompetencer efter folkeskolen til at klare sig videre i livet og bekæmpe den negative sociale arv? Er ligestilling kun toppen af kransekagen, som man kun kan overskue i velstands tider?

 

Nej er mit helt klare svar, sådan bør det i hvert fald ikke være. For vores samfund vil blot blive fattigere, hvis vi ikke hele tiden havde fokus på emnet. Selvom der er andre politikker der er meget centrale, så må vi aldrig glemme at tage ligestillingsbrillerne på, og vurderer mulighederne og konsekvenserne for ligestillingen.

 

For mig er ligestilling den holdning, at med et klart ligestillingsmæssigt fokus kan vi skabe lige muligheder og lige værd. Vi kan skabe en bedre sammenhængskraft, og vi kan skabe et samfund som er et foregangsland for resten af verden. Vi skal blive ved med at udfordre hinandens kønsmæssige stereotypiske billeder og tænke nyt.

 

Jeg stiller mig undrende over for folk, der synes ligestilling er humbug og pjat. Jeg synes ligestilling blandt andet er det kit, der holder samfundet sammen, det kit vi som velfærdssamfund har råd til at investere i, endda den gode kvalitet, og tager sig tid til at smøre ud over forskellige områder, sirligt og professionelt, til gavn og glæde for alle.

 

Nogle mener vi allerede er kommet over målstregen i det århundredelange ræs om køkkenforklædet, børnepasning og ligeløn. At dem der stadig pipper op om lige muligheder og et samfund uden kønsdiskriminerende skævheder, blot er rundkreds-feminister med hængepatter og uglet hash-lugtende hår. Men nej – vi er ikke kommet over målstregen, vi løber i ring, vi vil ikke sættes i bås, men vi vil have flere med på holdet. Vi har brug for stærke kvinder og mænd, høj som lav, der tør blive ved med at insistere på at området er vigtigt. Og så har vi brug for indflydelsesrige politikere, der vedholdende tager det seriøst.

 

Jeg har stor respekt for fx Mette Frederiksen, hun er dygtig og målrettet. Hun gik blandt andet forrest i debatten om forbud af købesex op til den socialdemokratiske kongres i 2009, hvor politikken blev vedtaget. Hun har altid turde sætte ligestilling på dagsordenen, hun har været et forbillede.

 

Men hun skuffer. For når man sidder på toppen af kransekagen og har mulighed for at tegne det visionære billede og udsende et klart signal om, hvad der er vigtigt, og hvilke prioriteringer vi skal tage, så slører magten idealer og visioner. Når man har magt, er der pludseligt andre ting, der er vigtigere. Eller måske fordi man som kvinde eller mand i front vurderer, at der ikke er meget prestige, stemmer eller street-credit i at tale ligestillingens sag. For hvilken betydning har det for Beton-Bjarne, der lige har mistet sit job? Ligestilling er jo ikke så konkret, at man kan reformere sig ud af problemerne. Ligestilling er kultur og menneskelig tilgang.

 

Hvis man som Mette Frederiksen har en ny mission i livet med at redde alle arbejdsløse (som selvfølgelig klart også er beundringsværdigt), så skidt pyt med lige barselsmuligheder, hun vender det blinde øje til, at alene på grund af strid med arbejdsmiljøet burde sexkøb forbydes, og lige løn for lige arbejde. Der er nok at tage fat på, og man bliver nødt til at sende et klart budskab ud om at det stadig er idealer man tror på og arbejder hen imod – uanset hvad.

 

Men når man får magt, ser det ud til at det kompromitterer nogle idealer, og andre idealer bliver man presset af sine kollegaer til at klappe kaje med. Det er en forhandlingssituation – og kvinder er jo som alle ved dårlige til at forhandle. Eller hvad? Man skal stå ved det man tror på. Og det burde ikke være til forhandling – her i 2013.

 

Der bliver pippet op rundt omkring. Lad 2013 blive året hvor vi samler stemmerne i et stort fælles kor. Det kan godt være flerstemmigt, så længe det er nogenlunde samme melodi. Jeg beundrer de stærke kvinder (og mænd), der når igennem den borgerlige mandschauvinistiske presse og ytrer sig og tager bladet fra munden. Jeg håber, at det kan betyde, at der ikke skal gå yderligere 100 år før vi rykker os længere mod målstregen i det ligestillingsmæssige prestige-kapløb. Det er i år, vi skal rykke os, så ligestillingspolitikken bliver til reelle lige muligheder, så næste generation kan vokse op i et samfund, hvor kulturen ikke er, at man betragter det ene køn for mere værd end det andet. Lad den næste generation blive den mest lige, så uanset hvad man drømmer om, så kan det lade sig gøre, uden barriere og glasloft. Man tør stå ved sine idealer, særligt hvis man har magtens og indflydelsens tunge åg på sine skuldre. Det skal kunne lade sig gøre, ikke kun på toppen af kransekagen, men i alle lag.

 

 

 

2 kommentarer

  1. Hej Signe,
    Virkelig velskrevet og godt indlæg. Du rammer noget helt essentielt – man bør ikke miste sine værdier og grundæggende holdninger, blot fordi man bliver en del af kransekage. Tværtimod! Der har man magten, og så bør man holde fast.
    Jeg er helt enig med dig og tilslutter mig koret anno 2013 uden tøven.

  2. Hej Nanna
    Tak for din kommentar. Jeg er glad for at høre at det ikke kun er oppe i mit hoved. 🙂
    Lad os håbe at vi får flere med på holdet.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv