leatherdyke.cc

For nyligt var jeg i byen i udlandet med en gruppe af mine venner, både drenge og piger. Vi ville gerne bruge en af vores sidste nætter på en vild aften på et diskotek og fandt da også ét, som passede perfekt til formålet.

 

Men da vi ville tage ind på diskoteket, fik vi en usædvanlig besked af dørmændene: Diskoteket havde gratis indgang og gratis drinks hele aftenen til kvinder – mens mændene skulle betale for begge dele. Og hvis man som pige gav én af sine gratis drinks til en af fyrene, ville ens armbånd, som man fik som indgangsbillet, blive klippet – og man ville blive smidt ud fra diskoteket.

 

Jeg tror, at de fleste kan blive enige om, at de regler er helt-ude-i-hampen uretfærdige. Men alligevel valgte vi alle – piger som drenge – ikke at protestere imod reglerne og alligevel tage ind på diskoteket. Vi havde da også en sjov aften med masser af drinks alligevel (og naturligvis en mindre sjov morgen efterfølgende), men nu og da kan jeg godt tænke tilbage på situationen og undre mig lidt.

 

Selve årsagen bag den åbenlyse ulighed hos diskotekets politik var sådan set nem at forstå: Naturligvis ville de fleste piger gerne besøge diskoteket, når nu alting var gratis. Og tydeligvis var det mere attraktivt for fyrene at tage på diskotek, hvis der var en masse piger til stede, så de betalte med glæde mere end pigerne for at få lov til at komme ind.

 

Alligevel er det tankevækkende at opleve, at ingen i vores tilfælde protesterede synderligt over den åbenlyse uretfærdighed, vi stod over for. Og sandsynligvis er der rigtig mange andre turister (og måske også lokale), der heller ikke gør mere end måske at brokke sig lidt til deres venner – før de alligevel tager ind på diskoteket.

 

Den form for kønsdiskrimination sker på rigtig mange diskoteker i udlandet. Men trods at begge køn ved, at denne situation er kønsdiskrimination, er der ingen, der for alvor protesterer. Men hvorfor dog ikke?

 

Hvis situationen havde været omvendt, hvor det havde været kvinderne, der skulle betale for indgang og hver eneste drink, mens mændene bare kunne vandre frit ind til den nærmeste Gin & Tonic, havde vi så ikke råbt op? Umiddelbart kunne jeg da forestille mig, at de fleste piger ikke ville finde det i orden. Selv havde jeg da i hvert fald ikke syntes, at det var i orden at betale overpris for noget, jeg også burde få gratis (og det siger jeg ikke kun, fordi jeg lever af SU).

 

Generelt virkede det ikke, som om fyrene havde samme iver efter lighed, frihed og billige drinks. Jeg kan selvfølgelig ikke skære alle mænd over én kam, men efter min erfaring, bliver den slags uligheder oftest ikke set som noget dybt uretfærdigt hos mændene: Tit bliver der trukket på skuldrene – og så er det ellers bare videre. Mænd oplever som regel sjældent at blive diskrimineret på baggrund af deres køn – eller måske, fordi mange mænd, efter min erfaring i hvert fald, bare har en ret afslappet tilgang til livet, hvor de ikke tager tingene så tungt

 

Men burde mændene blive bedre til at råbe op – og bedre til at huske at passe på deres egne rettigheder? Og burde vi piger ikke også være bedre til at forsvare fyrenes rettigheder? Det er min opfattelse, at mænd ikke bliver diskrimineret så ofte som kvinder. Derfor er det måske nemt for dem at glemme, at de også kan blive udsat for diskrimination – og ligeledes, er det også lettere for kvinder at glemme, at vi (ligesom vi forventer, at mænd passer på vores rettigheder) også skal huske at forsvare mænd. Det betyder ikke, at vi altid glemmer at forsvare mænd – men det betyder, at ligestilling er en tosporet vej, hvor begge køn må tage vare på hinanden.

 

Man kan selvfølgelig også argumentere for, at ”diskrimineringsdiskoteket” ligger i udlandet. Selv har jeg ikke oplevet en tilsvarende situation på et diskotek i Danmark. Ville både vi piger og fyrenes reaktioner mon så have været anderledes?

 

Naturligvis er det ikke verdens undergang at skulle betale for et par drinks, når det andet køn ikke skal. Det kan sågar virke helt småligt at gå så meget op i de ekstra klejner, som man skal smide i forhold til det modsatte køn for sin White Russian-drink.

 

Men jeg synes, det er vigtigt at have principper og om ikke andet være bevidst om, at man er udsat for diskrimination. Ligeledes er det dog også vigtigt, at man reagerer, når andre bliver diskrimineret – uanset deres køn.

 

photo credit: RG Video Zernell via photopin (license)

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger.  Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

 

Miriam Merklin

Miriam er 20 år og arbejder til daglig i København. Hun elsker at skrive, drikke kaffe og se film - især dem med stærke kvindelige hovedroller.

3 kommentarer

  1. Og ingen i selskabet fik den tanke, at kvinder med gratisordningen blev reduceret til at være noget, der skulle tiltrække mænd…og mænd er nogen, der mod betaling er sikre på kvinder selskab?

  2. Og ingen i selskabet tænkte den tanke, at kvinder med gratisordningen blev reduceret til at være nogen, som mænd mod betaling kunne være i nærhed af – og at mænd, mod at betale, blev reduceret til at være nogen, der kunne købe sig adgang til at være i nærhed af kvinder?

  3. Theresa Vestervang

    Jeg er helt enig med Kristina. Der er aldrig noget, der er gratis. For eksempel koster en facebookprofil ikke noget, men det er fordi man selv er varen. Præcis som i beretningen her.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv