leatherdyke.cc

Hvis man tror, at det er noget nyt systematisk at bruge kvindekroppen som våben for undertrykkelse og social kontrol kan man godt tro om igen. Flere steder i verdenshistorien er der eksempler på, at voldtægt af kvinder er blevet brugt som bevidst militærstrategi.

 

Nogle gange overgår virkeligheden bare fantasien. Sådan tror jeg at mange har haft det efter den omfattende deling af ulovlige nøgenbilleder og sexvideoer, som især cirkulerer blandt unge, har set dagens lys.

 

Lige nu kører Danmarkshistoriens største retssag om deling af ulovlige nøgenbilleder og sexvideoer på fuldt blus. Sagen drejer sig om to år gamle sexvideoer, som udstiller en 15-årig dansk pige, optaget uden samtykke for derefter at blive delt tusindvis af gange over hele landet. Lige nu er 1.004 unge danskere sigtet i sagen for distribution af børneporno.

 

Sagen er på ingen måde den eneste. Overalt oplever (især) unge kvinder at blive udskammet og ydmyget, fordi der cirkulerer ulovlige nøgenbilleder af dem. Taler man med danske teenagere er det snarere reglen end undtagelsen, at de kender nogen, som har fået delt nøgenbilleder mod deres vilje. Men sagen er ekstremt vigtig, fordi det er første gang i Danmark, at så mange krænkere bliver stillet juridisk til ansvar for deres handlinger.

 

Når ulovlig deling af sexvideoer og nøgenbilleder er blevet så omfattende, er der ikke tale om en joke, der er gået for vidt eller en lille flok bøvede teenagefyre, der synes bare bryster er grineren. Så er der tale om en struktur, som går efter at udskamme og ydmyge. Og det handler heller ikke kun om, at unge mennesker ikke ved det både er ulovligt og moralsk forkert, for selv mens sagens medieomtale er på sit højeste, fortsætter folk med at ville have fat i sexvideoerne.

 

At der er tale om en struktur, blev jeg første gang opmærksom på, da jeg for to år siden så dokumentaren “Skam dig, Emma”, som følger Emma Holten i kampen mod deling af ulovlige nøgenbilleder. Et liv med konstante tilsvininger, grænseoverskridende beskeder og trusler som følge af hendes egne billeder blev delt. Her hørte jeg også for første gang om “The Exposure Manifesto” – et manifest bestående af syv dogmer, der cirkulerer på hævnporno sites – der sætter delingen af ulovlige nøgenbilleder og sexvideoer i system. Formålet med manifestet er ganske enkelt. Ofrenes liv skal ødelægges så meget som muligt, og det skal gøres umuligt at standse delingen.

 

1) Så snart en luders billede er uploadet på internettet, er der INGEN vej tilbage.

2) Deres blottelse KAN IKKE gøres om.

3) Alle kvinder, sluts, møgfisser og ludere skal ALTID blottes, deles og objektiviseres.

4) Blotlæg ofte. Blotlæg tidligt. Gør det igen (re-post always).

5) Ingen dele af kroppen er privat.

6) Gør fantasien til virkelighed. Inkluder navn og andre personlige oplysninger.

7) Fortsæt cirklen. Download, re-post og del. Brug dem som de ludere, de er.

 

I takt med, at hævnporno har fået mere medieopmærksomhed, har jeg også hørt flere tale om, at der må være sket et skred i unge menneskers moral og seksuelle grænser. Men hvis man tror, at det er noget nyt at bruge kvindekroppen som våben for undertrykkelse og social kontrol ved at sætte overgreb i system, kan man godt tro om igen. Flere steder i verdenshistorien er der eksempler på at voldtægt af kvinder er blevet brugt som bevidst militærstrategi. Der er flere eksempler på organiserede massevoldtægter, dikteret af en højere instans, og udført af soldater i forbindelse med etniske udrensninger.

 

Organiserede massevoldtægter som led i krigsførelse blev første gang anerkendt som et regulært krigsvåben under krigen i Jugoslavien i 1990’erne. Her blev op mod 50.000 bosniske, muslimske piger og kvinder systematisk voldtaget – ofte af flere mænd ad gangen – af serbiske, kristne soldater. Kvinderne blev holdt under slavelignende forhold i koncentrationslejre, hvor voldtægter, tortur og mishandling var hverdag. I nogle tilfælde blev bosniske drenge og mænd tvunget til at se sine koner, mødre, søstre og døtre blive voldtaget. Det vat planlagt, og foregik som en del af det folkemord, serberne begik mod det bosniske folk.

 

Man har set lignende episoder i flere andre krigssituationer, f.eks. under folkemordet i Rwanda i 1994, borgerkrigen i Den Demokratiske Republik Congo i 1998 og Bangladeshs uafhængighedskrig i 1971. Og det er heller ikke et overstået kapitel i verdenshistorien. Lige nu udsættes mange kvinder for systematiske voldtægter af Myanmars soldater i forbindelse med Myanmars etniske udrensning af rohingya-folket. Nogle gange overgår virkeligheden bare fantasien.

 

Formålet ved at bruge kvindekroppen som krigsvåben handler ikke kun om at ødelægge og traumatisere den enkelte kvinde. De systematiske overgreb bruges for at ødelægge fjendens moral og skabe kaos i samfundet, da kvindens jomfruelighed ofte har en vigtig social betydning. Derfor bliver volden mod kvinden en metode til at fjerne kvindens identitet og menneskelighed samtidig med, at man ydmyger en hel befolkningsgruppe. Man har ofte set eksempler på, at overlevere af krigsvoldtægterne mister både rettigheder og social status i samfundet, hvilket kan forklare, hvorfor så mange fortier forbrydelsen. Voldtægt som våben er derved effektiv til både at iværksætte frygt i alle kvinder i samfundet, skaber traumer og fjerne samfundets gruppesolidaritet.

 

Men for at komme tilbage til de ulovlige nøgenbilleder og sexvideoer, kunne man i P1-Shitstorms udsendelse den 20. januar 2018 “Er hævnporno den værste shitstorm?” høre to unge kvinder, begge udsat for ulovlig deling af billeder og videoer, fortælle om, hvor vilde og alvorlige konsekvenser det har. Den ene fortæller, hvordan hun allerede dagen efter sexvideoerne var blevet delt, blev bombarderet med utallige beskeder på alle platforme og sociale medier – omkring ti beskeder i sekundet, da det var værst – med hadefuldt indhold og trusler. Hun fortæller, hvordan også hendes forældre modtog hadefulde beskeder og tilsvininger fra andre forældre, der havde set videoerne. Og om, hvordan hendes liv efterfølgende har været et levende mareridt med angstanfald, destruktive tanker og manglende tro på at være noget værd. Et glimrende eksempel på, hvordan digitale overgreb kan skabe frygt i kvinder, skabe traumer og fjerne et samfunds gruppesolidaritet – ligesom krigsvoldtægterne.

 

Den anden ung kvinde fortæller, hvordan hendes far fik tilsendt sexbilleder af hende, fra den unge kvindes egen ekskæreste, som var blevet taget og delt uden hendes vidende. Formålet var at hævne sig på hende og ydmyge hende. Et glimrende eksempel på, hvordan digitale overgreb kan bruges til at fjerne kvindens identitet og menneskelighed samtidig med, at man ydmyger en gruppe mennesker omkring hende – ligesom krigsvoldtægterne.

 

Efter delingen af billederne gik den unge kvinde til politiet, som nedladende forklarede hende, at den slags må man forvente, når kærestepar går fra hinanden. Samtidig modtog hun fortsat tilsvininger, grænseoverskridende beskeder og trusler, som så mange andre hævnpornoofre. Et glimrende eksempel på, hvordan ofre for digitale overgreb mister både rettigheder og social status i samfundet, hvilket måske kan forklare, hvorfor så mange fortier forbrydelsen – fuldstændig som ofre for krigsvoldtægterne.

 

Mig bekendt har systematisk deling af ulovlige nøgenbilleder og sexvideoer ikke noget med etnicitet eller religion at gøre. Der er ingen krig på dansk territorium, og overgrebene sker digitalt og ikke fysisk. Men jeg synes stadig, at de to fænomener har en del til fælles. Bag disse forbrydelser ligger et kynisk kvindesyn, hvor man vælger at bruge kvindens krop og seksualitet til at undertrykke, udøve social kontrol, samt skade en større gruppe mennesker. Hadet til at gøre bruge kvindekroppen som krigsvåben eksisterer overalt verden, uanset geografi, hudfarve og religion. Forskellen er bare platformen, man undertrykker på – i takt med den digitale udvikling er undertrykkelsen mange steder rykket over på digitale platforme. Men tag ikke fejl voldens omfang og skadevirkning. Kvindehadet bliver ikke mindre af, at det flytter over i den virtuelle verden.

 

Etnisk udrensning og organiserede massevoldtægter hører uden tvivl til de mørkeste steder i verdenshistorien, og efterlader ofrene med en smerte, jeg aldrig nogensinde vil kunne forstå. Ganske få gerningsmænd bag krigsvoldtægter er senere blev retsforfulgt for deres forbrydelser, men langt de fleste kvinder lever stadig i skyggen af den seksuelle vold, og deres gerningsmænd er aldrig blevet dømt. Mange kvinder fra krigen i Jugoslavien bor i dag stadig i samme boligkvarter som deres voldtægtsmænd, og ser dem dagligt. Men måske endnu værre lever de stadig under den skam og stigmatisering, samfundets normer påtvinger dem.

 

Jeg håber inderligt, at alle disse kvinder bliver hørt, og at deres historie en dag får den politiske og historiske opmærksomhed, som de har fortjent. Og forhåbentlig en dag også opnår en eller anden form for juridisk retfærdighed.

 

Nogle vil måske tænke: Hvad er værst? Organiserede fysiske eller digitale voldtægter? – Tjaa, hvad er højest? Rundetårn eller et tordenbrag? Uanset hvilken måde man undertrykker på, vidner det om et fucked up syn på kvinder, hvor kvindekroppen bruges som krigsvåben.

 

Der skal stadig en uoverskuelig stor kulturel ændring til alle steder i verden for at komme dette kvindesyn til livs. Men juridisk retfærdighed er i hvert fald en start.

Maja Parsberg Madsen

Jeg hedder Maja, er 23 år og læser medicin. Min store interesse for køn og ligestilling kickstartede, da jeg for to år siden begyndte at undervise i normkritisk seksualundervisning hos AIDS-Fondet. Den normkritiske viden var en kæmpe øjenåbner for rigtig mange problematikker i samfundet. Derudover er jeg vild med politik generelt, og jeg elsker sport - især cheerleading, som er en anden stor passion.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv