leatherdyke.cc

Min familie er helt heteronormativ: en mand, en dame og et barn. Min mand havde to ugers barsel, jeg havde et lille års tid. Det var ikke sådan, det skulle have været. Jo, manden og barnet er jeg sådan set glad nok for. Jeg er og var ikke særlig glad for fordelingen af barsel. I modsætning til hvad den forrige regering lovede, blev der ikke rykket på fordelingen af barsel, tre måneder øremærket til mor, to uger til far og resten til såkaldt fri fordeling mellem forældrene. Snak om barsel øremærket til far blev haglet ned med ”fædre tvunget på barsel”, ”familiernes frie valg” og ”regeringen skal ikke bestemme over individet”.

 

Problemet er bare, at de nuværende regler i høj grad dikterer, hvordan barselsfordelingen faktisk fungerer i den individuelle familie. Den nuværende ordning tvinger nogle familier til at tage bestemte valg, og muligheden for at fordele barsel for mange familier er en de facto teoretisk mulighed og ikke en reel mulighed. Der er bare ikke særlig mange, der taler om mødre, der bliver tvunget på barsel, så jeg vil prikke hul på tabuet og snakke om det.

 

Jeg havde barsel i længere tid, end jeg egentlig ville. Den primære grund til, at vi ønskede at fordele barslen mere ligeligt var at give barnet og faderen mulighed for at være sammen på deres vilkår. Altså – min mand fik ikke mulighed for at være på barsel med sit barn i mere end to uger på trods af, at han ønskede det.

 

I vores konkrete tilfælde blev jeg gravid, mens jeg skrev mit speciale, fødte få måneder efter at det var færdigt og havde dermed ikke noget arbejde at vende tilbage til efter barsel. Min mand var relativt ny på sit arbejde og havde ifølge deres fællesaftale først rettigheder til barsel efter at have været ansat i ni måneder.  Efter at have nærstuderet reglerne kom vi frem til, at det åbenbart ikke var muligt, at min mand gik på barsel, medmindre det var ubetalt orlov – det vil sige, at jeg skulle finde et arbejde inden for de to første måneder efter fødslen, hvor man har pligt til at melde barselsfordelingen – eller så skulle vi leve af mine dimittend-dagpenge. Ingen af delene var særlig realistisk.

 

Der er mange andre grunde til, at par ikke deler barsel i udpræget høj grad – ifølge Danmarks Statistik tager fædre i gennemsnit lidt over 30 dages barselsorlov, men fælles for mange af grundene til, at kvinder og ikke mænd, tager barsel, er strukturelle årsager, der umiddelbart ligger uden for egen indflydelse. I princippet kan man jo bare selv vælge, hvornår man får børn og planlægge derefter, men hvor mange er det egentlig, der samtidig har livspartner, bolig med plads til børn, god økonomi og en karriere, man godt lige kan tage mindst seks måneder fri fra på noget tidspunkt af deres liv?

 

Enden på vores historie blev således, at jeg var hjemme med barnet under hele barslen. Der er selvfølgelig ikke nogen, der siger at man skal tage hele barslen, men udgangspunktet var jo sådan set, at faderen og barnet skulle have mulighed for at være sammen, og ikke at barnet skulle hurtigst muligt i institution.

 

Konsekvenserne af min lange barsel og min mands meget korte barsel har sat sig spor på to punkter. På trods af at vi har gjort en stor indsats for, at far og barn skal have en stor tilknytning til hinanden, og at vi er forældre på lige fod, er jeg stadig en lille smule mere ”børneekspert” end han er.

 

Et andet problem er, at jeg stadig leder efter en fuldtidsstilling. I sig selv er det for tiden svært at komme ind på arbejdsmarkedet, men jeg og mange kvinder med mig har et ekstra unødvendigt handicap sammenlignet med mænd. Noget af det første man bliver spurgt om til diverse møder med a-kasse, kommune og anden aktør er, om der er nogle kvinder mellem 25 og 35 med kun et eller ingen børn til stede. Vi må endelig ikke skrive i ansøgninger, at vi ikke har børn. Eller kun har et. Så forventer arbejdsgiver jo, at vi straks tager barsel – den hele – og det er så dyrt, at ingen gider ansætte os. Vi må ikke sige noget om børn eller barsel til jobsamtaler. Vi skal dog stadigvæk give indtryk af at være harmoniske mennesker med et givende privatliv, hvor vi bruger tiden på det meningsfulde familieliv – som vi åbenbart ikke må få. Det er et unødvendigt handicap, der stadig stiller kvinder dårligere end mænd på arbejdsmarkedet. Det medfører stadig, at kvinder får lavere løn, står sidst i køen til forfremmelser og ender med en dårligere pension end mænd.

 

Det er et handicap, der er svært at gøre særlig meget ved som privatperson. For selvom man gerne vil dele barsel, forventer det omgivende samfund og ens chef noget andet – og det er svært at gøre så meget ved andres formodninger. Det allermest ærgerlige er, at det er et handicap, der ret nemt kan undgås ved at give alle forældre en reel mulighed for at dele barslen.

 

Men det skal vi åbenbart ikke. Det ville jo være synd at påtvinge mænd retten til at være sammen med deres børn.

 

photo credit: Hellä kosketus via photopin (license)

 

Nina Teisen

Feminist lige siden jeg første gang fik at vide, at man ikke skulle tage sig af vilde drenge for "sådan er de jo bare". Har læst filosofi og kommunikation. Umanerligt glad for at sove i telte og ret vild med at strikke mine egne trøjer. Træt af at tage på vildmarksture og blive spurgt, om jeg ikke er bange for farlige mænd og bjørne. Endnu mere træt af, at folk forventer, at jeg holder op med at tage på sådan nogle ture, når nu jeg er nogens mor. Træt af at hobbyer som strikning er undertrykkende og pointløse, mens der ikke sættes spørgsmålstegn ved hobbyen "fodboldfan". Klæder mit barn i tøj, der er blødt og varmt og leger vilde lege med dukker og bamser.

3 kommentarer

  1. De fleste på overførselsindkomst eller med dagpengeret har ret til betalt forældreorlov i 32 uger såfremt den anden forælder ikke benytter sin orlov.

    Så hvis manden er i a-kasse, kan han sagtens gå på orlov 2 + 32 uger, hvis parret vælger denne fordeling.

    Kvinden kan gå på orlov 4-8 uger + 14 uger + 32 uger (barsel før fødsel + efter fødsel + forældreorlov) hvis ikke manden benytter sin mulighed for forældreorlov.

    Hvis 12 uger af forældreorloven øremærkes til manden, mister kvinden disse uger uanset om manden benytter dem.

    Det vil for en arbejdsløs kvinde betyde, at hun rykker 12 uger nærmere grænsen, hvor dagpengene bortfalder. Og for en kvinde i arbejde betyder det, at hun skal 12 uger tidligere tilbage på arbejde samt at hun risikerer fyring, hvis hun udebliver i en længere periode, fx fordi hun er enlig mor og ikke kan få passet sit barn.

  2. Hej Nanna.
    Hvis faderen ikke er i a-kasse, er det noget sværere for ham at få orlov.

    Ja, hvis faderen vælger at han ikke vil bruge sin barsel sammen med sit barn, vil moderen ikke have mulighed for at tage dem – på den anden side kan man så undre sig over at mænd vælger at få børn, hvis de ikke vil være sammen med dem.

    At gå på barsel for at forlænge sin dagepengeperiode er næppe nogen særlig god strategi i længden – på den anden side kan en mere reel ligestilling på familiefronten øge en del kvinders mulighed for netop at få et arbejde.

    Jeg er ikke jurist, men tænker at det må være muligt at skrue sådan en lov sammen, så den ikke går ud over reelt enlige forældre, således at et barn altid har ret til at være hjemme med en forælder (uanset om det er mor eller far) i 50 uger.

  3. Pingback: Den økonomiske straf for at få børn | | Corporate Mor

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv