leatherdyke.cc

For nylig sad jeg sammen med en gruppe veninder og holdt pause fra eksamenslæsningen. Da vi alle var piger faldt snakken på de mange voldtægtssager, der har domineret medierne på det sidste. Vi diskuterede spørgsmål som ”Hvornår er det voldtægt?” ”Hvorfor al den snak om alkohol?” ”Hvad med falsk anmeldelse?”

 

Ved det sidste spørgsmål udbrød en af veninderne: ”Jeg forstår ikke, at nogen tror, at nogen pige tør anmelde falsk!” Den kommentar bad vi selvfølgelig om at få uddybet.

 

”Som sagerne står lige nu,” forklarede min veninde ophidset, “Så har fyren større chance for at gå fri uanset, om du taler sandt eller ej, end du har for at få retfærdighed.” Hun fortsatte med hidsigt svingende kaffekop ”Og! Uanset om du er blevet voldtaget eller ej, så er du garanteret en online shitstorm!” Hun hamrede koppen i bordet, så den sorte væske plaskede ud over bordpladen. ”Jeg ville i hvert fald ikke turde anmelde en voldtægt,” sluttede hun mørkt.

 

”Du mener, du ikke ville turde anmelde falsk?” spurgte jeg.

 

”Nej,” lød svaret ”Jeg ville ikke turde anmelde en voldtægt, for jeg har ikke brug for flere psykiske traumer oven i en voldtægt!”

 

Til min store overraskelse erklærede hele gruppen sig én efter én enig. Ved kaffepausens afslutning var jeg ude af stand til at gå videre med eksamenslæsningen, da foregående samtale blev ved med at spøge i mit hoved.

 

På mange måder havde min veninde jo ret. Jeg har set de mange shitstorme på både Berlingske, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, Politiken og Information. Det er både mænd og kvinder, der uden at kende sagens konkrete detaljer, udspyer fornærmelser og tilsvininger af kvinderne i sagens centrum: ”Så kan hun lære ikke at drikke sig så stangstiv”, ”Hvis hun opfører sig som en billig luder, hvordan kan hun så forvente at blive behandlet som andet?”, ”Hun kunne jo bare være blevet hjemme.”

 

Forestil dig – ovenpå en voldtægt, der sikkert har sat sig dybe spor både fysisk og psykisk – at skulle håndtere en sådan shitstorm. At blive lagt for had offentligt af mennesker, der hverken kender dig eller din historie. At blive dæmoniseret og gjort til stangliderlig skurk. At blive tvunget til konstant at se en fordrejet version af dig selv og dine traumer tværet ud i ansigtet på dig hver gang, du går på sociale medier. Hvis valget stod mellem at gennemleve det eller forsøge at lade hændelsen gå i glemslen, hvad ville du så vælge?

 

Jeg er (gudskelov) aldrig blevet voldtaget, og regner (7-9-13) aldrig med at skulle opleve det, men hvis jeg en dag skulle finde mig selv i det ovennævnte dilemma, så tror jeg godt jeg ved, hvad jeg ville vælge. Og det ville ikke være retfærdighed.

 

photo credit: Stop blaming victims via photopin (license)

 

Maria Kursch

Jeg er nordjyde, kosmopolit og menneskerettighedsaktivist. 23 år og læser Kinastudier ved Aarhus Universitet. Arbejder frivilligt for Lektier Online og Amnesty International. Jeg drømmer om en verden hvor køn, sprog, kultur og religion ikke er skel, der graver grøfter mellem os, men forskelle vi kan værdsætte.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv