leatherdyke.cc

Hvad gør man, hvis en i vennekredsen begynder at gøre sig tilnærmelser, som man finder grænseoverskridende? Hvis man hjemme hos en ven efter en fest vågner af, at nogen lader sin hånd krybe op under ens bluse? Hvis ens venindes kæreste begynder at gramse på én til en fest, uden at man på nogen måde har vist interesse eller lagt op til det? Hvis en ellers hyggelig og rolig date ender ud i, at man bliver presset til sex? Hvis man bliver udsat for overgreb af en i vennekredsen?

 

Det kan være enormt svært at vide, hvordan man bør reagere, hvis man udsættes for et seksuelt overgreb, og måske ved man ikke, hvad man skal tænke eller føle. Men én ting er sikkert: seksuelle overgreb er ofte forbundet med skyld og skam. Og har man et forhold til gerningsmanden, som det ofte er tilfældet, kompliceres situationen yderligere. For hvordan skal man forholde sig til det? Kan det have konsekvenser for én selv? Kan det have konsekvenser for gerningsmanden? Vil folk tro én, hvis man siger, at en man kender – og som de måske også selv kender – har forgrebet sig på én?

 

Mit indtryk er, at udslaget oftest ikke falder ud til offerets fordel, men til gerningsmandens, da victim-blaming er en meget almindelig konsekvens af italesættelse af et overgreb. Den omstridte udsendelse fra Mads og Monopolet fra den 14. januar er et godt eksempel herpå: dilemmaet omhandler en kvinde, Jannie, der udsættes for et seksuelt overgreb af sin venindens mand, der rører ved hendes krop, mens hun sover og derved på ingen måde har mulighed for at give sit samtykke dertil. Bjørnlund antyder, at hun måske skal overveje, om hun ”har rent mel i posen”, på trods af, at hun i sit brev til programmet har givet klart udtryk for ikke at have hverken flirtet eller lagt op til noget. Rastad udtrykker mere eller mindre sympati med gerningsmanden, idet han ikke mener, at overgrebet er stort nok til, at manden skal have forholdet til sin familie ødelagt. De to overordnede problematikker i denne sag – victim-blaming og sympati med gerningsmanden – opfatter jeg som en generel tendens i forbindelse med seksuelle overgreb. Hvorfor var der ikke enighed om, at hun skulle fortælle veninden om det overgreb, hun blev udsat for? Hvorfor var der ingen, der eventuelt havde foreslået, at hun kunne anmelde overgrebet til politiet? Jeg tror, at det handler om, at vi ikke rigtig tør sætte sexforbrydere i bås som sexforbrydere. Vi er ikke i stand til at forholde os til tanken om, at seksuelle overgreb kan komme så tæt på os. At mennesker, der udadtil virker søde og velfungerende, kan være i stand til at gøre andre mennesker fortræd. At sexforbrydere kan være vores bekendte, vores venner, venners – eller måske endda vores egne – partnere. Dem, som har et godt job, en kernefamilie, kører i en lækker bil og betaler deres skat kan vel ikke være i stand til at forgribe sig på andre, og da slet ikke på dem, vi kender. Kan de?

 

Sandheden er en anden. Overgreb begås som regel ikke af mystiske mænd, der gemmer sig i hække og går til angreb på den første, der går forbi. Forestillingen om sexforbryderen som den ”klamme stodder”, der ligger på lur i en busk og kaster sig nådesløst over sit bytte som et glubsk rovdyr, er en myte. Oftest kender gerningsmanden i højere eller mindre grad sit offer. Seksuelle forbrydere er heller ikke altid lette at identificere, for de er som regel almindelige mennesker, som udadtil lever et almindeligt liv. Måske derfor er det så svært for mange at tro på ofrene i disse sager. Mange kan ikke forholde sig til tanken om, at en, som de kender og holder af, eller en, som lader til at have styr på sit liv, skulle kunne være i stand til at begå en forbrydelse af så voldsom karakter. Det er lettere at lukke øjnene og kigge den anden vej end at se det i øjnene. Og som en konsekvens deraf vælger vi at benægte det, når det så sker. Vi skyder skylden på ofrene. Vi vil simpelthen ikke konfronteres med det. Vi kan ikke begribe ideen om, at et ”ordentligt” menneske skulle kunne forgribe sig på andre.

 

Overgreb kan begås af en, man næsten ikke kender. Men det kan også begås af én, man kender godt. Det kan være en, man lige har mødt, en, man har kendt i en længere periode, eller måske en, man har kendt det meste af sit liv. En, man føler sig tryg ved og stoler på. En, som man tror vil én det bedste. En, som man tror respekterer én. Og derfor mener jeg, at det ikke giver mening at opfatte seksuelle overgreb som noget impulsivt og instinktivt, som mange sikkert gør – gerningsmanden er som regel meget bevidst om sine handlinger. Gerningsmanden kan være manipulerende og sætte offeret i en situation, hvor det er svært, ofte umuligt, at sige fra. Gerningsmanden kan få offeret til at føle sig svag og tvivle på sig selv og sin egen ret til at sige fra. Gerningsmanden ved præcis, hvad vedkommende foretager sig – og at det er forkert.

 

Dengang jeg var på udveksling i Spanien, blev en af mine rigtig gode, udenlandske veninder udsat for et seksuelt overgreb fra en i hendes vennekreds. Jeg kendte også godt gerningsmanden. Han havde en god sans for humor, var udadvendt og lod til at være meget vellidt blandt sine venner. Derfor kom det selvfølgelig meget bag på mig, da hun fortalte mig, at netop han havde udsat hende for overgreb. Selvom der heldigvis ikke var tale om en decideret voldtægt, var det tydeligt, at det var en enormt grænseoverskridende og krænkende oplevelse for hende. Hun havde heller ikke selv været i stand til at forudse overgrebet, fordi hun havde stolet på gerningsmanden.

 

I perioden op til overgrebet havde de kysset til nogle fester og flirtet lidt med hinanden. Hun havde en kæreste i sit hjemland og skammede sig derfor over situationen, så det var ikke noget, hun talte højt om. I frygt for sit eget rygte blandt de andre udvekslingsstuderende valgte hun kun at fortælle det til sine allernærmeste venner, deriblandt mig. Noget af det, jeg særligt bed mærke i, var, hvor skamfuld hele episoden var for hende. Hun vidste godt, at hendes utroskab på ingen måde legitimerede hans overgreb. I selve situationen havde hun endda været i stand til at sige nej til ham flere gange undervejs, hvilket ikke alle ofre er i stand til i en sådan situation. På trods deraf følte hun mere skyld og skam over sig selv, end hun følte vrede overfor ham. Under selve overgrebet havde hun svært ved at forstå, hvad der egentlig skete – hvordan den tilsyneladende søde, humoristiske og venligsindede fyr kunne vise sig at være så ligeglad med hendes følelser og tryghed.

 

Hendes oplevelse af overgrebet var, at fyren havde været manipulerende og kontrollerende. Han prøvede at overbevise hende om, hvor synd det ville være for ham, hvis ikke han fik en orgasme. Han prøvede gentagende gange at overtale hende til at udføre forskellige seksuelle handlinger, selvom hun havde udtrykt modvilje. Han smilede og grinte undervejs. Han fik hende til at føle, at hun stod i gæld til ham. Han fik hende til at føle sig presset til at sige ’ja’, for hendes ’nej’ var åbenbart ikke gyldigt. Hele vejen igennem prøvede hun at forhandle med ham om at lade hende slippe, men uden held. Hun fortalte mig, at hun havde haft svært ved at forstå situationens alvor, da det stod på, fordi han var så fattet og kontrollerende, og fordi hun jo kendte ham. Først efter at være kommet hjem i sin lejlighed og have tænkt episoden igennem, gik det op for hende, at det var et seksuelt overgreb.

 

Hun valgte ikke at anmelde overgrebet. Dels havde hun ikke pådraget sig nogen fysiske skader eller sår, som kunne have hjulpet hendes sag, dels frygtede hun for konsekvenserne. Jeg husker stadig den dag, hvor vi sad udenfor universitetsbiblioteket, og hun med usikkerhed i stemmen sagde, at hun var bange for at miste sine venner og blive stemplet af de andre. Hun frygtede, at både hendes nære venner og de andre udvekslingsstuderende ville dømme hende, både for at være sin kæreste utro og for at udstille gerningsmanden som en ”klam stodder”. Samtidig frygtede hun også, at de ville tage gerningsmandens parti. For hvis hun ikke havde troet, at han kunne være i stand til at udsætte hende for et seksuelt overgreb, hvordan i al verden skulle andre så kunne tro det? Var det så ikke nemmere for dem at tro, at hun var en ”utro kælling”, som bare ville skyde skylden på ham for at rense sin egen samvittighed?

 

Min venindes oplevelse er et godt eksempel på, hvor meget der egentlig tages hensyn til gerningsmanden, nogle gange også af offeret selv. Jeg tror, at hendes reaktion er et udtryk for, hvilken retorik vi bruger i forbindelse med overgreb, og hvor meget skyld der egentlig lægges over på offeret. Hvis hun havde troet, at hun ville have fået opbakning af både venner og politiet, ville hun måske slet ikke have tøvet med at sige det til sine venner eller anmelde det. Som offer for et seksuelt overgreb kan man komme til at stå i en meget svær situation, hvor man ser sig nødsaget til at ignorere hændelsen og tage hensyn til gerningsmanden, da konsekvenserne af at italesætte overgrebet kan være fuldstændigt uoverskuelige.

 

Det, der er mest tankevækkende for mig, hvad disse sager angår, er netop, at man som offer ikke kun frygter gerningsmanden men også omgivelsernes reaktion. At man kan risikere at blive udsat for victim-blaming, blive mistænkeliggjort og muligvis miste sin vennekreds. Mon det føles som endnu et overgreb at blive mistænkeliggjort og udsat for victim-blaming af de mennesker, som man plejede at finde støtte og tryghed hos? Mon det, at andre tvivler på ens udsagn, er lige så slemt eller måske endda værre end overgrebet? Tør man løbe den risiko? Ville man som offer reagere anderledes, hvis vi i vores samfund – ikke bare i Danmark, men på internationalt plan – havde en anden tilgang til seksuelle overgreb?

 

Hvorfor vælger vi som udgangspunkt ikke at tro på offeret? Hvorfor skulle folk have lyst til at lyve om noget, der er så ydmygende, krænkende og skamfuldt som et seksuelt overgreb? Hvorfor skulle nogen have lyst til at sætte andre i et dårligt lys, når man kan risikere at sætte sine egne nære relationer på spil? Vi bør som udgangspunkt tænke, at offeret taler sandt, simpelthen fordi andet ville være inhumant og usympatisk. Jeg mener selvfølgelig ikke, at vi skal opfatte alle mænd som potentielle sexforbrydere og holde op med at stole på nogen. Derimod mener jeg, at vi i vores samfund bør skabe en diskurs om, at folk ikke lyver om seksuelle overgreb. Som udgangspunkt tror vi ikke på, at disse ting finder sted, og i stedet for at lytte til offeret vælger vi at negligere det og måske endda tage gerningsmandens parti. Sådan skal det ikke være. Vi skal tænke mere over, hvordan vi forholder os til overgreb og gøre det lettere at tale om. I stedet for at sige ”Den person ville aldrig nogensinde begå et overgreb” skal vi spørge ”Har du lyst til at fortælle mig, hvad der skete?”. I stedet for at sige ”Lagde du på nogen måde op til det?” skal vi sige ”Det er ikke din skyld”. I stedet for at sige ”Du har nok misforstået hele situationen” skal vi sige ”Jeg er virkelig ked af, at du blev udsat for noget så forfærdeligt”. I stedet for at sige ”Lad være med at gøre et stort nummer ud af det” skal vi måske hellere spørge ”Vil du gerne have, at vi går til politiet med det?”. Vi skal stole på offeret udsagn. Vi skal sympatisere med og vise forståelse for offeret, ikke gerningsmanden. For vi kan ikke være andet bekendt.

 

 

Billedet er lånt her.

Dokumentation for at flere ofre kender deres gerningsmand på forhånd, for de interesserede, kan findes her.

Liv Kiilsholm

Jeg er 23 år gammel og studerer til daglig Spansk Sprog og Kultur og Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Jeg har altid elsket at skrive, tegne, læse god litteratur og at rejse. Efter at være begyndt på universitetet begyndte jeg for alvor at få et kendskab til, hvad feminismen indebærer, og efterhånden nåede jeg til den erkendelse, at jeg er feminist. Jeg er meget optaget af, hvilke diskurser der eksisterer i vores samfund med henblik på køn, ligestilling og feminisme, samt hvordan vi kan skabe et mere ligestillet og inkluderende samfund gennem ligestillingsdebatten.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv