leatherdyke.cc

Nu er sommeren for alvor over os, og det varer ikke længe før telt, sovepose og tørshampoo skal pakkes og turen går mod Roskilde Dyrskueplads, når Roskilde Festivalen omdanner området til Danmarks fjerdestørste by i en uge. Der har på det seneste været en del diskussion omkring kvindelig repræsentation på de store festivaler – og der er lang vej igen. Men lad os lige et øjeblik dvæle ved et par af de store kvindelige kunstnere, der trods alt er booket på Danmarks største musikfestival (note: det fremgår med al tydelighed af mangfoldigheden blandt nedenstående kunstnere, at ”kvindelig” ikke er en genre):

 

Hinds

Det spanske garage/punkband Hinds leverer rockmusik uden bullshit, der ikke går så meget op i finesser, men som har den dér charme, man finder i musik, der bare slet ikke bekymrer sig om detaljer som produktion. God gammeldags rock.

 

Det har været vanskeligt for Hinds, at det skulle handle så meget om, at de er kvinder i stedet for at handle om deres musik i medierne. De har på flere måder prøvet at håndtere den omtale, de har fået som ”kvindeband” ved blandt andet at ”klæde sig ud som mænd”, indtil de fandt ud af, at det ikke virkede, fordi alle kunne se, at de var kvinder alligevel. Man narrer åbenbart ikke patriarkatet så let.

 

I dag fokuserer de på at skrive gode sange og lave knaldhamrende gode shows (som gang på gang bliver udsolgt, så det ser ud til at virke) og går ofte ud i medierne til deres teenagefans med budskabet om, at alt ikke skal være perfekt. Man skal være sig selv og ikke tage ting så alvorligt. Glæd jer til hits som ”Bamboo” og ”Warts”, som uden tvivl kommer til at give et smil på læben og give lyst til at danse – også selvom lyden efter al sandsynlighed kommer til at være dårlig. Det skal man nu ikke bekymre sig så meget om – alt behøver ikke at være blankpoleret for at være godt.

 

CHVRCHES

Det skotske elektropopband med Lauren Mayberry i front bliver årets store brag af en popkoncert. Det er ikke et hvilket som helst popband, vi har med at gøre: Vinderne af NME’s 2014 Best New Act award, CHVRCHES, har kæmpet en brav kamp de sidste par år for at holde sexismen fra døren. De bliver blandt andet ved med at insistere på at tale om, hvordan de gang på gang har sagt fra til photoshoots, der ville seksualisere forsangeren og stille hende i front. Især Lauren Mayberry er åbent og ærligt gået direkte ind i kampen mod krænkende adfærd på nettet og de mange hadefulde kommentarer, hun oplever på sociale medier. I 2013 skrev hun et debatindlæg i The Guardian, hvor hun gør op med konsekvenserne af at være et band, der blev ”født på internettet” og fortæller: ”Objectification, whatever its form, is not something anyone should have to “just deal with””. Til det kan man jo ikke sige andet end ”Amen!”.

 

Forvent et brag af en popkoncert med sprød lyd og et stærkt sceneshow. Og selvom du ikke er til popmusik, så kom og dans og bak op om nogle af dem, der kæmper i hverdagen mod sexisme og kvindehad. Dén kamp er en god rytme at danse til.

 

Courtney Barnett

Sangerinde og sangskriver Courtney Barnett har haft et vildt år med stor international succes, der blandt andet har bragt hende forbi Saturday Night Live og The Ellen DeGeneres Show, hvor hun har optrådt med sine skønne sarkastiske sange om hverdagens trivialiteter. Australieren lader sine ord flyde frit i sine tekster, og det er som om hun ikke har så meget mere tilbage at sige uden for scenen, hvor hun er mere tilbageholdende. Lytter man til hendes tekster, f.eks hittet ”Pedestrian at best” kan man næsten godt forstå, at hun løber tør for ord uden for musikken.

 

Og der er ingen grund til at forvente noget trivielt fra hendes side til årets Roskilde Festival. Barnett er et kæmpe lyrisk talent og den post-punkede Pixies-esque musikalske oplevelse værd at glæde sig til. Forhåbentlig kan nogle af os ældre koncertgæster få et nostalgisk flashback til 90’ernes fandenivoldske grunge koncerter. Note til de interesserede: Husk ørepropper; hendes guitarlyd er betragteligt bragende.

 

PJ Harvey

Dronningen af alternativ rock vender tilbage til Roskilde Festival efter udgivelsen af sit niende album The Hope Six Demolition Project. Igen i år spiller hun på Arena, hvor hun gav en hyldet koncert i 2011. Man har i den forbindelse lyst til at lade en bemærkning falde om, at Orange Scene rent faktisk står ledig på netop det tidspunkt, hvor PJ Harvey spiller, men samtidig er den intimitet man får ved en mindre scene måske at foretrække. Der kan dog ikke være tvivl om, at hun sagtens ville kunne spille en større scene op.

 

PJ Harvey kommer med et imponerende bagkatalog og en stærk ny plade til årets festival, hvor hun helt sikkert igen vil gøre et stort indtryk på publikum med sin karisma, sit talent og sine ofte hårde og nådesløse budskaber om ulighed i samfundet, krigens rædsler og absurditeterne ved at være kvinde . Det bliver uden tvivl en kæmpe koncertoplevelse med en erfaren kvinde med noget på hjerte. Forbered dig på at få en stor musikalsk én på opleveren – og noget at tænke over. Hun datede engang en eller anden mand ved navn Nick Cave, som i hendes skygge også laver noget god musik med sit mandeband Grinderman.

 

Savages

Med den karismatiske franske Jehnny Beth i front kan man roligt regne med, at det London-baserede post-punk band Savages kommer til at give et af årets rock koncerter på Roskilde. Savages har de seneste år været med til at redefinere post-punken og er blevet frontløbere inden for genren med udsolgte koncerter, svedende gæster og masser af følelser efterladt på spillestedernes gulve sammen med plastikkrusene. Det er efterhånden uinteressant at tale om, at Savages er et band kun bestående af kvinder, for det er vigtigere at nævne, at de formår at stable en knivskarp rock koncert på benene.

 

Det seneste album ”Adore Life” handler om den store kærlighed og hvordan den kan føles som en sygdom – men også kærligheden til livet generelt. De har udtalt, at de ville skrive ‘the loudest songs ever’, så man kan roligt finde ørepropperne frem igen til denne koncert. Det bliver en intens og buldrende oplevelse. Uanset, hvor træt du end måtte være torsdag nat, kommer du op at stå når Jehnny Beth synger dig til tælling og jeg lover, at du glemmer, hvor ondt du har i fødderne af at danse i to dage i træk forinden. Og ikke nok med det; hvis du er heldig, slutter de af med selvhjælpshittet ”Fuckers”, som kan opmuntre den mest festivaltrætte kvinde til at klare to dage mere.

 

Peaches

Denne canadiske sangerinde, DJ og performancekunstner er din billet til at holde dig vågen lidt længere, når du fredag midnat begynder at overveje at tage hjem og få et bad eller gå tidligt i en ren seng. Peaches er kendt for at holde sit publikum underholdt med sine tunge beats og sine meget grafiske tekster om sex, kønsidentitet og at bryde fri fra samfundets normer.

 

Samtidig med at hun er en fantastisk queer-performer og det føles som om alt er anderledes med hende, er hun også en klassisk stærk live kunstner. Det vuggende hip hop inspirerede nummer ‘Dick in the air’ kommer helt sikkert til at blive et af aftenens højdepunkter. Det bliver efter al sandsynlighed en koncert med masser af fælt sprog, kropspositivisme og cyber-punk inspirerede kostumer – og rig mulighed for at danse lige så grimt man har lyst til.

 

God festival!

 

Billedkilde: https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Savages-11.jpg?uselang=da

 

Sine Tarby

Sine er 36 år og cand.merc. i international økonomi. Hun er bosiddende i København og arbejder til dagligt i sikkerhedsbranchen. Hun er casual womansplainer og rockentusiast og går til så mange koncerter, som hun kan.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv