leatherdyke.cc

Da jeg for 5 år siden “sprang ud” som feminist, var jeg meget tøvende med at sige det højt. Jeg kunne mærke, at det var det jeg var, men jeg ville helst ikke udbasunere det. Lidt ligesom når der har været Folketingsvalg, og folk spørger, hvem man stemte på, men man faktisk synes det er for privat til at dele.

 

Der var egentlig to grunde til, at jeg tøvede. Den ene var, at jeg ikke synes, jeg kunne argumentere godt nok. Jeg har aldrig været særligt akademisk, på trods af en kandidat fra universitetet, og jeg følte, at feminisme var enormt akademisk. Netop, fordi jeg var stødt på det i forbindelse med en akademisk opgave. Jeg følte ikke, at jeg kunne være med på det niveau, som feminisme befandt sig på og heller ikke det niveau, andre var på.

 

Den anden grund til, at jeg tøvede, når det kom til at råbe “Jeg er feminist!” var, at jeg var nervøs for reaktionerne. Jeg ville ikke angribes for mine overbevisninger. Jeg har det lidt anderledes i dag. Jeg ved nu, at feminisme slet ikke handler om at være akademisk nok – eller om at være akademisk overhovedet. Og det bruger jeg meget af min fritid på at formidle samt at gøre feminisme mere tilgængeligt. Men jeg er faktisk ikke helt kommet mig over mit ubehag over for reaktionerne på “Jeg er feminist”-udmeldingen. Men det har ændret sig fra frygt for nedgørelse og vrede til undren og en frustration.

 

Når jeg møder nye mennesker, så siger jeg ikke: “Hej, jeg hedder Amalie, og jeg er feminist.” Det er ikke noget jeg nævnte, da jeg var til jobsamtale på mit nuværende arbejde og blev bedt om at fortælle om mig selv. Det er ikke, fordi jeg skammer mig over det, men det er så naturlig en del af, hvem jeg er, at jeg ikke selv tænker over det, som noget der er værd at nævne – eller som noget bemærkelsesværdigt ved mig.

 

Ved siden af mit arbejde har jeg, sammen med en anden, en feministisk frivillig forening, der producerer et feministisk nyhedsbrev. Det er noget, jeg bruger utroligt meget tid på, og dermed noget, der er naturligt at nævne, når jeg bliver spurgt om, hvad jeg f.eks. skal efter arbejde eller weekenden. Og det er sjovt at se, hvordan folk reagerer, når jeg fortæller om mit projekt.

 

De stopper mig nærmest midt i sætningen, og hører ikke hvad jeg ellers siger: “Et feministisk nyhedsbrev? Er du da feminist?” Der er også de ignorante og ærlig talt åndssvage reaktioner, såsom: “Er du lesbisk?” eller “Er du sådan en vred feminist, der hader mænd, så?” Den lader vi bare stå, ik?

 

Undren over min feminisme bliver næsten altid fulgt af et smørret grin og et spørgende blik. Som om det enten er et fjollet spørgsmål, de stiller mig, for hvem er dog feminist? Eller at det er fjollet, at jeg er det og gerne står ved det. Det er lidt samme reaktion man har, når man spørger et barn om, hvad de gerne vil være, når de bliver store, og de svarer, at de gerne vil være en enhjørning. Det er meget sødt, men mest af alt er det fjollet.

 

Nu synes du måske, jeg overdriver, men det her er, hvad jeg oplever. Handler det i virkeligheden om mig selv, og mine egne usikkerheder og min higen efter anerkendelse? Måske. Men måske handler det også om, at der stadig ikke er en accept i vores samfund, når det kommer til at være feminist. Vi har accepteret, at feminisme er kommet tilbage og næsten er blevet ”in” igen. Vi har fået et feministisk parti.

 

Men når jeg siger, at jeg er feminist til folk omkring mig, på min arbejdsplads eller mennesker, jeg møder til en fest, så slår det dem helt ud af kurs. Nogle gange føler jeg, at jeg bliver betragtet som en nyopdaget dyreart. Hvad spiser en feminist? Hvad kan den lide at lave? Hvor meget sover den? Jeg oplever, at der er et stærkt behov for forståelse hos dem jeg møder – men det er som om, at lige meget, hvad jeg siger og gør, så opstår den forståelse aldrig. De kan bare ikke forstå, hvorfor jeg siger, jeg er feminist – enten, fordi de ikke mener, at der er behov for feminisme længere eller bare, fordi de da er enige i mine tanker og observationer, men det er alligevel lidt for ekstremt at være feminist.

 

At være feminist for mig er ligeså naturlig en del af den jeg er, som min hårfarve er det. Jeg har bare brunt hår, fordi det har jeg altid haft og er født med det. Jeg kan farve mit hår, men jeg vil jo altid være brunette inderst inde. Og på et eller andet tidspunkt, så kommer den brune farve tittende frem i hårbunden.

 

Det er lidt det samme med min feminisme. Jeg kan lade være med at fortælle folk det, stoppe med at lave mit nyhedsbrev og følge diverse feministiske kanaler på sociale medier. Men på et eller andet tidspunkt, står jeg i en situation, hvor jeg oplever ulighed eller uretfærdighed baseret på køn og minoriteter – og så titter feministen frem i hårbunden. Men jeg vil heller ikke skjule min feminisme. Jeg øver mig hver dag i ikke at blive irriteret over de smørrede grin, spørgende blik, løftede øjenbryn og kommentarer som “Er du lesbisk?”. Jeg øver mig i at være ligeglad med, om folk synes, det er latterligt eller irrelevant at være feminist. For jeg synes, det er enormt vigtigt at være feminist i dag. Jeg er faktisk ret stolt over, at jeg kan sige: “Jeg hedder Amalie, og jeg er feminist.”

 

photo credit: Placida mural @ arteleku, gipuzkoa via photopin (license)

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Amalie Valentin

25 år gammel og cand.mag i Æstetik og kultur, bosat i Aarhus. Jeg har i min studietid skrevet om alt fra det mandlige blik og objektificering, til Pussy Riot og feministisk kunst. Min interesse for feminisme er meget bred, men jeg har nok lidt en forkærlighed for køn og seksualitet. Derudover er jeg tosset med gin, hiphop/r'n'b og Beyoncé.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv