leatherdyke.cc

Gå ud i det offentlige rum, og der er helt sikkert nogen, der har en mening om, hvad du gør forkert. Det kan være, de synes, at du viser for meget hud, at du burde have gjort noget ved dit hår, eller at du har for meget makeup på. Man danner sig lynhurtigt en mening om de mennesker, man møder, og så længe man holder dem for sig selv, sker der egentlig ikke så meget. Problemet opstår først, når det i samfundet er fuldt ud acceptabelt at tale højt om, hvordan andre burde og ikke burde se ud i det offentlige rum.

 

Denne løbende kommentar vil sjældent være direkte – der er trods alt ikke mange, der vil gå direkte op til en fremmed og sige til dem, at deres nederdel er for kort, eller at de har lange hår på benene. Bemærkningerne kommer i stedet frem indirekte; som kommentarer på Facebook, som politikere der udtaler sig til pressen (bare se på den tilbagevendende diskussion om, hvorvidt det skal være ulovligt at gå med hijab, niqab eller burka i Danmark) eller i form af sexistiske memes, der spredes på sociale medier.

 

Det er nemt at blive fanget i midten, så snart man er en smule væk fra den gennemsnitlige eller den ideelle krop. Jeg er selv et eksempel herpå, da mine bryster er større end gennemsnittet. Fordi bryster er en seksualiseret del af kroppen, forventes det, at man fremhæver dem, men ikke for meget. De er et mikrokosmos af hele beklædningsdebatten.

 

Der var lang tid, hvor jeg gik i tøj, der sad stramt over min barm, eller var lidt nedringet, før det gik op for mig, at jeg egentlig ikke havde det behageligt i den slags tøj. Jeg var meget bevidst om blikkene, jeg fik fra mænd, og jeg gik altid og rettede på tøjet og var bange for, at jeg viste for meget. Så jeg begyndte at købe tøj med et andet mål i tankerne end at fremhæve mine attributter, jeg begyndte i stedet at købe tøj, der var behageligt at have på, og som diskret ”gemte” brysterne væk under løsere stof og højere udskæringer. Og jeg kunne pludselig slappe af. Det kan da godt være, at min silhuet ikke er perfekt, men hvis bare jeg selv nyder mit tøj, så er det jo egentlig lige meget, hvad andre tænker om det.

 

Men det er heller ikke udelukkende i tøj-arenaen, at der bliver holdt øje med os. Der er en lang tjekliste af forventninger til, hvordan vi præsenterer os selv i det offentlige rum, og de fleste punkter prøver at holde os op til en perfektionisme, som de færreste kan leve op til.

 

Særligt som ung kvinde er der mange forventninger; vi skal have den rette mængde tøj på, vi skal have den rette mængde makeup på, vi skal barbere vores ben og under armene, og vi skal have tøj på, der fremhæver vores attributter og skjuler vores fejl. Det er nemt at blive fanget i forsøget på at være perfekt i andres øjne og glemme sig selv i processen. Når man kun kan se sig selv spejlet i andre mennesker og deres forventninger, kan man miste kontakten med, hvad man egentlig selv bedst kan lide. Det er en horisont, der er svær at slippe væk fra – jeg synes selv, at jeg for det meste baserer mine valg på mine egne ønsker, men det er praktisk talt umuligt at blive helt fri fra forventningerne, der omgiver en. For hvad man selv ønsker, og hvad samfundet forventer af én, vil jo også overlappe mange steder– det kan godt være, at man ikke skal gøre alt, hvad der forventes af en, men man skal jo heller ikke gå væk fra noget, man kan lide, bare fordi det også er, hvad der forventes. Så går man i vejen for sig selv og sit eget udtryk.

 

Jeg har eksempelvis selv tænkt hårdt og længe over mit forhold til makeup. Jeg begyndte i de tidlige teenageår at gå med makeup og har været gennem flere faser siden da; at kun have makeup på til fester, at gå 24/7 med vaskebjørnsagtig øjenmakeup, at altid have makeup på, så snart jeg gik uden for en dør, at være makeupfri i ugevis af gangen.. Jeg har været mange steder på skalaen. Men det var først, da jeg begyndte at identificere som feminist, at jeg egentlig tænkte over, hvordan og hvorfor jeg bruger makeup.

 

Jeg havde pludselig spørgsmål til mig selv; foretrækker jeg at have makeup på? Bruger jeg for meget energi og for mange penge på makeup? Synes jeg kun, at det er til besvær, eller nyder jeg faktisk makeup? Det kan tage lang tid at udrede ens forhold til noget, som forventes af en. Det her er, hvor jeg er nu: i visse situationer nyder jeg makeup. Det er faktisk en form for selvpleje at fokusere udelukkende på sig selv, på at skabe noget – det er nærmest en form for meditation. Jeg nyder at skabe et knivskarpt cateye med min eyeliner, og jeg nyder at lege med farverne og med mit udtryk. Der er til gengæld andre situationer, hvor jeg ikke gider tage makeup på. Så snart jeg ikke føler for det, tager jeg ikke makeup på. Hvis der er nogen, der har noget mod mit bare ansigt, så kan de folk bare kigge væk –  jeg tager ikke makeup på for at glæde andre. Dem der kender mig er vant til at se mit bare ansigt, og dem, der ikke gør, må så vænne sig til at se en kvinde uden makeup. Så kan det da være, at de kan holde op med at spørge, hvorfor man ser træt ud.

 

Jeg gik igennem en lignende fase i forhold til at barbere mine ben. Efter 10+ år med at barbere dem jævnligt, stillede jeg mig selv spørgsmålet; nyder du at barbere ben, eller er det kun en sur pligt? Og svaret til dette spørgsmål spejler det, jeg gav ift. makeup: nogle gange nyder jeg at barbere ben. Nogle gange gør jeg ikke. Alle steder på spektret har sin egen nydelse eller fordel. At have barberede ben betyder arbejde, men også at have glatte og bløde ben. Det kræver derimod ikke noget arbejde at have behårede ben, og der er også en vis glæde i at mærke vinden i sine pelsede ben. Så snart man glemmer, hvad der forventes af en og i stedet fokuserer på, hvad man selv kan lide, er der pludselig glæde forbundet med begge dele.

 

Der er nogle dage, hvor man kan se mig med højhælede sko på, stramt tøj, et ansigt dækket af makeup og med opsat hår, og der er dage, hvor jeg har kondisko på, behårede ben, et bart ansigt og hår med 2 cm udgroninger. Hvordan jeg vælger at udtrykke mig falder på et bredt spektrum, og det er alt sammen med baggrund i, hvad jeg selv føler for. Hvis jeg har det godt i mit tøj og i min krop, så er der ingen, der kan forvente mere af mig. For min krop er min egen, og den skylder ikke nogen noget.

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

 

Billedet er lånt her.

Sara Nielsen

Mit navn er Sara, jeg er en kvinde i midten af tyverne, jeg bor i Aarhus, og jeg er feminist. Det gik først for nyligt op for mig, at jeg egentlig har været feminist hele livet – i en skæg hybrid imellem en ahaoplevelse og et antiklimaks. Nu prøver jeg så at føle mig frem for at finde ud af, hvad det at være feminist betyder for mig.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv