leatherdyke.cc

Vi bliver alle sammen hele tiden konfronteret med, hvilket køn vi hører under. Fra dåbsattesten og det CPR-nummer, der indikerer, at vi er et individ, der er en del af et større samfund, til et simpelt spørgeskema om Bilkas udvalg af frugt og grønt. Konstant skal vi beslutte os for, hvor vi vil sætte det afgørende kryds og dermed hvilken kønslig gruppe, vi gerne vil placeres i. Men hvordan definerer vi egentlig, hvilken kønskategori vi hører under? Er det blot kroppens opbygning, der bestemmer, hvorvidt vi kan kaldes ’hun’ eller ’han’, eller er der andre faktorer, der spiller ind?

 

For eksempel kan vi vælge at kigge på andre aspekter end blot det umiddelbare køn, som biologien har givet os. Vores sociale køn er fx allerede forudbestemt for os, inden vi bliver født. Det er inkarneret i vores samfund og dets normer, og fra fødslen står det allerede klart, hvilken kategori, vi tilhører: han- eller hunkøn. Tager jeg mig selv som eksempel på dette, må jeg tilbage til 90’erne, hvor jeg kom til verden. ”Se, det er en pige!” Og allerede med disse fem ord blev jeg fastlåst i den kvindelige kategori, hvilket jeg derfra kunne begynde at agere ud fra. Min familie gav mig Bratz-dukker i fødselsdagsgave, jeg blev iklædt lyserødt tøj, og herigennem blev jeg genstand for den sociale konstruktion, hvor samfundet forsøger at gøre mig genkendelig som en pige og senere hen en kvinde. For ikke at være socialt uforståelig forsøgte jeg at passe så godt ind i denne kategori som overhovedet muligt, og jeg tilpassede mig det sociale køn, som var blevet mig tildelt; det feminine. Jeg begyndte at gå med makeup og gro mit hår langt, fordi jeg var bevidst om, at dette er den kvindelige stereotyp. Jeg fandt veninder frem for venner, og jeg begyndte til dans, selvom det egentlig ikke var noget, jeg for alvor brændte for. Jeg forsøgte altså at tilpasse mig det sociale køn, som samfundet havde påduttet mig. Ubevidst er jeg blevet sat i en kategori, som jeg end ikke ænser, medmindre jeg stopper op og tænker nærmere over det. Jeg kan nemlig hverken se, høre eller føle mit sociale køn. Så hvordan kan denne sociale konstruktion, der i det sociale spektrum må anses som en forestilling, være bestemmende for, hvilken person jeg skal være?

 

Det går op for mig, at forestillingen om mit sociale køn til dels har styret, hvordan jeg er blevet til den person, jeg er i dag. Min personlighed er blandt andet blevet bestemt af normer, der har lagt som en skjult orden, jeg ikke har kunnet få øje på. Det går op for mig, at jeg gennem mit liv ubevidst har ladet mig forføre af samfundets stereotype kønsroller og dermed tilpasset mig mit sociale køn og dets normer. Jeg indser i skrivende stund, at jeg ubevidst det meste af mit liv har forsøgt at undertrykke mine maskuline sider og fremhæve de feminine. Kigger jeg tilbage på min barndom, ser jeg, at jeg ikke altid har underlagt mig denne skjulte orden. Da jeg var yngre, var samfundets pålagte kønsroller endnu ikke gået helt op for mig, og jeg vidste dengang ikke, hvad der var kvindeligt eller mandligt at gøre eller sige.

 

Jeg plejede at bruge meget tid udenfor sammen med min far. Vi gik altid og makkede med et eller andet, mens min mor og søster befandt sig indenfor, hvor de gjorde rent og hyggede sig med at bage boller eller kage. I 1. klasse fik jeg klippet mit lange lyse hår ned til 5 cm, fordi jeg syntes, at det så sejt ud. Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg til spejder, hvor jeg tog dolkebevis og havde det bedst sammen med drengene, der gerne ville klatre i træer. Ved 10-års alderen købte min far en pocket-bike til mig, som er en lille crosser på to hjul, som jeg havde meget sjov med. Min veninde og jeg lavede et flyvehop på den bagerste af vores marker, og så kørte vi ellers med lidt fart over hoppet, hvilket vækkede min hungren efter adrenalin. Efter et par år var den lille crosser ikke nok, så min far købte en på fire hjul, som var større end jeg selv. Vi lavede flyvehoppet større, og morede os med at køre rundt på markerne. Sagt på en anden måde har jeg nok altid haft noget lidt drenget i mig, og jeg var for min far den dreng, som han aldrig fik.

 

Med tiden begyndte jeg dog at forstå, at disse handlinger ikke helt passede under kategorien ’pige’. Jeg begyndte at gå op i nogle andre ting end at rende rundt udenfor og blive beskidt. I stedet brugte jeg flere hundrede kroner på t-shirts af det helt rigtige mærke, og jeg begyndte at gå mere op i, hvad det modsatte køn mon tænkte om mig. Jeg begyndte med andre ord at indfinde mig med, hvilken kønslig gruppe jeg var født ind i. Og i stedet for at være et rebelsk barn, der ikke kunne finde ud af at tilpasse sig de kvindelige normer, bevægede jeg mig fra drengepige til en lidt mere feminin version. Omdrejningspunktet for dette var i 7. klasse, da jeg fik min menstruation. Om dette virkelig fik mig til at indse, at nå ja, så måtte jeg da være en kvinde, eller hvad det var, der triggede det, ved jeg ikke. Men i hvert fald begyndte jeg fra da af at ændre mig. Jeg begyndte at gå med makeup og lagde joggingbukserne til side for stramme cowboybukser, der fik min dengang slanke krop, til at fremstå endnu slankere. Det var også heromkring, at jeg fik min første kæreste. Han hed Mark, og vi var kærester i hele 3 dage af den simple årsag, at vi begge var klar over sejheden i at have en kæreste. Mit liv drejede sig ubevidst om at forsøge at fremstå så feminin som muligt, og en af mine største bekymringer var, hvad det modsatte køn mon tænkte om mig. Den sociale konstruktion, som samfundet har dannet omkring kvindelige og mandlige kønsroller, prægede mig, og jeg gik fra at være den dreng, min far aldrig fik, til at blive den pige, og senere kvinde, min mor altid havde ønsket sig, at jeg blev.

 

I dag er jeg ved at vende tilbage til mit oprindelige spor, hvor jeg tænker knap så meget over, hvordan jeg kan tiltrække mig det modsatte køns opmærksomhed, eller hvordan jeg tager mig så kvindeligt ud som muligt. Det er jeg ret glad for. Jeg tror, at en af årsagerne til dette er, at den skjulte orden med samfundets stereotype definition af de kønslige kategorier er begyndt at gå op for mig. Måske er jeg endelig blevet moden nok til at kunne gå imod de sociale konstruktioner, der hele mit liv har bestemt, hvem jeg er, og hvem jeg skal være. I stedet for at forsøge at passe så godt ind i min kategori som kvinde som muligt, er jeg i stedet begyndt at have øje for, hvad der gør mig glad, og hvad jeg ønsker, skal definere mig. Det skal ikke være en lyserød kjole, en Barbie-dukke eller den rigtige t-shirt fra Malene Birger, der skal definere, hvem jeg er, eller hvor meget kvinde jeg er.

 

Selvom jeg ud fra mit biologiske køn hører under kategorien ’kvinde’, vil jeg altså stadig gerne have lov til at være herre over, hvordan jeg vil være kvinde. Jeg vil med andre ord selv bestemme, hvordan mit sociale køn skal tage sig ud. For mig er det vigtigt, at der kan være plads til en tur på crosseren eller en dag uden makeup samtidig med, at jeg kan tage en smuk kjole på og føle mig ekstra feminin. Det vigtige skal altså ikke være, hvordan samfundet definerer mit køn, men i stedet, hvordan jeg selv har lyst til at definere, hvem jeg er. Hvis det sociale køn alligevel er en social konstruktion, og dermed forestilling, må det i sidste ende være noget, som kan ændres på, i og med at det er os – som individer i samfundet – der er med til at definere disse sociale køn.

 

Jeg har ikke lyst til at lade skjulte normer i samfundet definere, hvem jeg er. Derfor synes jeg, at det er et ekstremt vigtigt budskab, at det ikke skal være forestillinger om, hvordan man bør være eller bør agere, der skal bestemme, hvordan man udvikler sig. Denne definition bør være helt op til individet selv, og den skal dannes på baggrund af, hvordan man selv har lyst til at være.

 

 

Billedet er lånt her: photo credit: <a href=”http://www.flickr.com/photos/32399948@N06/10628834766″></a> via <a href=”http://photopin.com”>photopin</a> <a href=”https://creativecommons.org/licenses/by-nc-nd/2.0/”>(license)</a>

 

 

Pernille Baade Jensen

21 år gammel. Studerer Journalistik og Kultur- og Sprogmødestudier, bosat i Roskilde. Jeg er skriveentusiast, humanist og interesseret i alt, hvad der falder uden for normalitetens rammer. Vokset op i en kernefamilie på landet i Nordjylland og har efter et halvt år i afrikanske lande senere taget flugten til det sjællandske for at følge journalistiske drømme. Det mest spændende er for mig, når to kulturer møder hinanden, og jeg får muligheden for at lære noget af andre mennesker, som har helt anderledes værdier og traditioner end jeg selv.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv