leatherdyke.cc

Hvorfor er en traditionel kønsrollefordeling problematisk? Hvilken ret har feministerne til at definere, hvad der er rigtigt og interessant for alle kvinder? Det er let for en cand.mag. at kræve kønskvoter i bestyrelser, barselskvote for mænd og en udviskning af kønsstereotyper, når hun har en lang uddannelse og begår sig i et miljø, hvor identitetsskabelsen i mindre grad er præget af kønnenes modsætninger. Adfærden er ikke kun egoistisk, den er også formynderisk og perfektionistisk.

 

Skulle jeg sætte mig i arbejderklasse- og underklassekvindens sted og kritisere feminismen, ville mit udgangspunkt lyde som noget i den stil. En ganske reel what’s in it for me?-logik, som udspringer fra Stine Fabers studie af subjektive klasser, hvor mange arbejderklassekvinder kritiserer feminister for at være bedrevidende og moraliserende. Som feminist gør denne kritik – og selvkritik – ondt, for vores lighedskamp skal netop være til gavn for alle underordnede grupper. Derfor skal vi tage det seriøst og lytte, når arbejderklassekvinden eksplicit siger, at det vi har gang i ikke synes at komme hende til gode. Vi må granske vores indhold (i hvilken grad er vores idéer også til gavn for de lavere uddannede klasser?) og formidling (hvordan når vi ikke bare ud til, men også ind til personer, som ikke nødvendigvis kender til Butler eller nogen tredje bølge)? Det er to meget vigtige spørgsmål.

 

Desværre ligger roden til problemet nok dybere end vores strategi og indhold. Selvom der ikke er forsket meget i klasser i Danmark, giver studier fra Storbritannien os grund til at være bekymret for, hvordan velfærdsstatens udvikling mod større indkomstlighed har givet plads til andre skillelinjer på tværs af klasser. At en gruppe som en del af sin identitetsforståelse har brug for at sætte andre grupper i dårligt lys er en kendt sociologisk teori. Den britiske sociolog Beverley Skeggs argumenterer i den forbindelse for, at seksualiseringen af den middelklasselige femininitet har givet selv samme klasse et identifikationsproblem i forhold til differentieringen til arbejderklassekvinden, som før i tiden havde patent på den seksuelle krop. I alt held for middelklassen skete det samtidig med, at middelklassekvinden blev bedre uddannet, hvorfor variablen kulturel kapital blev smidt ind i anstændighedsligningen. Dermed kan vi differentiere arbejderklassekvinden fra middelklassekvinden ved hendes mangel på postmodernistisk kulturel kapital (dvs. fravær af intelligens og individualisering). Skeggs nævner adskillige amerikanske og britiske reality tv-programmer – såkaldt white trash tv – hvis formål netop er at visualisere denne arbejderklassekvinde (så vi ikke tager fejl af hende, når hun befinder sig i vores psykologiske eller fysiske nærvær) og i princippet kategorisere hende som mindre værd.

 

De Unge Mødre (ikke tilfældigt ofte refereret til som DUM) er et eksempel på et dansk reality program af denne karakter. Serien kører på 22. sæson og har siden premieren i 2005 været en seersucces. Karakteristisk for den typiske unge mor er hendes lave grad af uddannelse eller, allervigtigst, hendes manglende ambition herom. Det strider fundamentalt mod 00’ernes fokus på den gode medborger, som netop uddanner sig for at bidrage til samfundet med sin viden. Det perfektionistiske syn på uddannelse som den eneste rigtige vej til det gode liv kolliderer også med den unge mors ambitioner og gør hende til en afviger fra middelklassen.

 

Det er imidlertid åbenlyst, at en person, som end ikke har en gymnasial uddannelse ofte vil have et andet udgangspunkt for at forstå det gode liv og en anden måde at udtrykke sig på end en bachelor i journalistik eller kandidat i folkesundhedsvidenskab. Når arbejderklasse- eller underklassekvinden i form af den unge mor er på skærmen, bedømmes hun dog netop efter middelklassens idealer. Derfor mødes hun med latterliggørelse, hån og manglende forståelse. Forklaringen på hvorfor middelklassen elsker dette program skal ses i lyset heraf. Ikke fordi den er ond, men fordi styrkelsen af egen identitet også sker gennem afgrænsningen af ens sociale gruppe, og dette kan opnås ved at miskreditere afvigende egenskaber ved den unge mor.

 

Mikrosociologen Erving Goffman taler om, at en sådan miskreditering, også kaldet stigma, gør, at vi ikke opfatter den berørte person som et rigtigt menneske. Jeg synes ikke, det er for hårdt at påstå, at middelklassen opfatter den unge mor med sine afvigende valg, udtryksformer, fremtræden og relationer som både mindre værd og forfejlet. Måske er hun et menneske i fysiologisk forstand, men grundet fraværet af kulturel kapital, som disponerer hende for selvrealisering, refleksion og dannelse er hun naturligvis ikke et individ. Hun er ikke blot kulturforladt, men har også dårlig smag. Hun klæder sig anderledes og danner par med en anden slags mænd, hvilket gør os i stand til at opdage hende i det sociale rum og hurtigt ekskludere hende fra det gode selskab. Middelklassen er absolut ikke for alle.

 

Der er flere eksempler på denne type reality programmer i Danmark. I nogle af dem bliver middelklassens assistance eksplicit iscenesat som løsningen på arbejderklassens dårlige smag (fx Baronessen flytter ind på Kanal 4). Det understreger først og fremmest, at danskernes forståelse af nationen som én stor middelklasse kan kritiseres. Samtidig må det gøre os opmærksom på den udfordring, det giver det feministiske projekt – for arbejder- og underklassen udgør næsten to tredjedele af befolkningen, og lykkes det os ikke at nå disse grupper, bliver vores ideal om et lige samfund åbenlyst meget svært – om end umuligt.

 

Skal det imidlertid lykkes, må vi som middelklasse stoppe med at tvinge vores værdier ned over hovedet på hele befolkningen og forstå idéen om, at det gode og rigtige liv er relativt. Ligeledes må vi som feminister ikke glemme, at forskellige klasser også er disponerede for forskellige interesser og i højere grad fokusere på, hvordan vi også gør vores idéer attraktive for specielt kvinder, som ikke har en videregående uddannelse. Som et rationelt individ må arbejderklassekvinden naturligvis først erkende egennytten i at tilslutte sig den feministiske ideologi, før hun er klar til at kæmpe ligestillingskampen, og lige nu kan omfanget af denne opfattede egennytte i vidt omfang diskuteres.

 

Feminismen er i høj grad repræsenteret af middelklassen og derfor er denne stigmatisering af arbejder- og underklassekvinden naturligvis problematisk. Det er en ændret version af marxistisk teori, hvor middelklassen har taget ejerskab på kulturen og afskærer de nedre klasser fra at være hele, rigtige og selvrealiserende individer. Når vi forstår dette, forstår vi også bedre, hvorfor arbejderklassekvinden synes feministen er bedrevidende og moraliserende. Jeg opfordrer i denne forbindelse til et større akademisk fokus på forholdet mellem klasse og køn i Danmark og en feministisk selvkritik i forhold til ovenstående problemstilling.

 

photo credit: 12.03.2016 – Feministischer Kampftag Leipzig via photopin (license)

 

Rasmus Jørgensen

26 år og studerende på Aarhus Universitet, hvor jeg læser samfundsfag. Optaget af den normative diskussion om det retfærdige samfund, herunder specielt spørgsmål vedrørende køn og ligestilling. Jeg holder meget af litteratur, den gode samtale og følelsen af fredag.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv