leatherdyke.cc

 

Det sidste stykke tid har #metoo-hashtagget oversvømmet de sociale medier. Hashtag-bevægelsen sætter fokus på seksuelle overgreb og sexchikane og sker i kølvandet på, at ca. 60 kvinder i filmbranchen har anklaget filmproduceren Harvey Weinstein for sexchikane, overgreb og voldtægt. Kvinder verden over deler #metoo, og nogle kvinder er stærke nok til også at dele historierne om deres egne oplevelser. Det er svært at ignorere bevægelsen og historierne, for synligheden er ekstrem.

 

 

Jeg har læst rigtig mange tweets med #metoo, Facebook-opdateringer, blogindlæg og lignende. Det er barsk læsning. Det er voldsomt at se, hvor mange, der har en historie at fortælle. Jeg har også selv haft lyst til at dele #metoo. Indtil jeg så, hvordan nogle kvinders oplevelser bliver gradbøjet, og hvordan nogens oplevelser bliver opfattet som ikke “overgrebsagtige” nok.

 

 

Hvem i alverden er herre over andres oplevelser, og hvad de har oplevet som traumatisk? Jeg har f.eks. stået på en bar og ventet på en drink, hvor der er kommet en mand bagfra – en fremmed mand – og har taget begge sine hænder om foran på mig og taget mig på brysterne. Og han blev ved, selvom jeg vendte mig om og råbte af ham. Jeg har også oplevet at sidde på en bar, hvor en mand har sat sig ned ved siden af mig, og har taget sin hånd op ad mit lår og forsøgt at få det ind under min kjole, som et led i hans “scoremetode”. Selvom jeg sagde nej, skubbede hans hånd væk, så blev han ved. Indtil jeg råbte af ham og kaldte ham en klam stodder. Begge dele var ret voldsomme oplevelser, der sad i mig bagefter, da jeg tog hjem.

 

Men ifølge nogle mennesker, så “kvalificerer” de her oplevelser mig ikke til at være en del af bevægelsen. Det er da netop meningen, at vi med denne type bevægelser skal kunne belyse alle nuancerne, alle oplevelserne og kunne fremhæve alle stemmerne. Store som små, for ingens oplevelser er for “små” til at være vigtige. Voldtægtskultur er fast forankret i vores samfund, og det eksisterer i alle former og størrelser.

 

 

Tag ikke fejl. Jeg synes, det er fantastisk at se, at så mange kvinder verden over, kan stå sammen takket være sociale medier. Det skaber et fællesskab, som bliver afgørende for bevægelsen. Med #metoo bliver der sat fokus på voldtægtskulturen. Der bliver skabt helt enorm synlighed, og det er takket være nogle ekstremt stærke personer, der tør stå frem og fortælle deres historier – også selvom det kan slå dem lidt tilbage til start. Jeg har så umådeligt meget respekt for de her personer, men jeg bliver træt af at se, at alt deres hårde arbejde og konfrontationer med deres dæmoner, ikke ændrer på noget. For med #metoo-bevægelsen bliver der skabt synlighed, men jeg tvivler stærkt på, at det kommer til at skabe forandring.

 

 

Tidligere trendede #jegharoplevet herhjemme i Danmark og skabte stor omtale. Men hvad medførte det egentlig af ændringer? Skete der reelt set noget ved, at kvinder stod frem med den danske version af #metoo? Hvis du kender til en konkret ændring, så del det gerne. Jeg siger ikke, at vi skal stoppe med at skabe synlighed. Men vi er nødt til at revurdere måden, vi skaber synlighed på. Med denne type bevægelser, #metoo og #jegharoplevet, bliver det de personer, der været udsat for overgreb, der får ansvar for at promovere forandringer ved at eksponere sig selv. Hvorfor sætter vi ikke fokus på dem, der skaber behovet for denne type bevægelser?

 

 

Forleden så jeg et opslag på Instagram fra aktivist Maja Malou Lyse, der rammer hovedet på sømmet. Løst oversat skriver hun, om vi nogensinde kommer til at holde op med at bede kvinder og overlevende, om at fikse voldtægtskulturen? Hun skriver derudover, at det ikke er vores ansvar som kvinder og overlevende at åbne op for vores sår og offentligt at genleve vores traumer, så samfundet omkring os endelig kan anerkende, at vi har en voldtægtskultur, og at den er et problem. Seksuelle overgreb er ikke et “kvindeproblem” – det er alles problem, og ofrene bør ikke være ansvarlige for at ændre på problemet.

 

Med denne type bevægelser skal man huske på, at der er rigtig mange kvinder, der ikke taler om hvad de har oplevet. Det river op i nogle sår, som de kæmper hver dag med at holde lukket. For nogle kvinder er det ikke sundt at skulle genfortælle sin historie hele tiden. Det er jo netop derfor mange kvinder ikke fortæller om deres oplevelser eller anmelder deres overgreb. Denne type bevægelser lægger op til, at det er kvindernes ansvar at ændre noget ved den voldtægtskultur vi lever i. Det er dem, der skal gøre andre, herunder mænd, opmærksomme på, at der er noget galt, og at vi skal ændre det.

 

Ja, der skal være fokus på problemet, men der skal være fokus på, hvordan vi ændrer det. Hvordan forhindrer vi de her overgreb? Hvordan undgår vi #metoo-bevægelser i fremtiden? Jeg oplever ekstrem synlighed, massiv omtale, optakt til demonstration, men ingen politikere, der træder frem, og siger hvordan de vil ændre ved problemet.

 

Så kære lærere, pædagoger, mødre og fædre, tanter og onkler, søstre og brødre… Skal vi ikke ændre problemet sammen? Skal vi ikke sørge for, at alle ved, at man som menneske respekterer andre mennesker og deres grænser? At man aldrig rører ved et andet menneske uden deres accept. At man ikke gør sig til herre og ejer over et andet menneskes krop – at vi stopper med at se et menneske som en krop, men som et individ med følelser, en stemme og rettigheder.

 

photo credit: dmitryzhkov DR160211_0324D via photopin (license)

 

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Amalie Valentin

25 år gammel og cand.mag i Æstetik og kultur, bosat i Aarhus. Jeg har i min studietid skrevet om alt fra det mandlige blik og objektificering, til Pussy Riot og feministisk kunst. Min interesse for feminisme er meget bred, men jeg har nok lidt en forkærlighed for køn og seksualitet. Derudover er jeg tosset med gin, hiphop/r'n'b og Beyoncé.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv