leatherdyke.cc

Jeg synes, at Eva Persson er den sejeste kvinde i Danmark lige nu . Hvem er hun, tænker du måske? Eva Persson er jurist med stort J. Hun ved, hvad hun vil, og hvad hun kan, og hun er ikke bange for at gå efter det. Hun er én af de kvinder, der er med til at bryde glasloftet, hvis du spørger mig. Men det er nu ikke (kun) derfor, jeg synes, at hun er så vanvittigt sej.

 

Den 13. september bragte Berlingske Business et interview med Eva Persson med overskriften:

 

”Advokat droppede barselsorlov: Jeg brænder for mit arbejde og tjener mange penge”

 

Ja, det er noget, Eva har sagt i interviewet, men allerede ved at bruge det som overskrift uden konteksten, synes jeg, at Berlingske Business smider brænde på bålet. Endvidere kan man læse følgende i interviewet:

 

”Jeg har valgt ikke at holde traditionel barselsorlov. Jeg sendte min sidste mail kl. tre om natten, og fødslen blev så sat i gang næste morgen kl. otte. (…) Jeg holdt en uges ferie efter kejsersnittet, men jeg har aldrig haft autosvar på min e-mail om, at jeg holdt orlov. Ingen af mine klienter vidste, at jeg var gravid, eller at jeg skulle være væk.”

 

Jeg vil godt indrømme, at da jeg læste dette indledende stykke af interviewet, så tænkte jeg: “Okay, hvorfor måtte hendes klienter ikke vide, at hun var gravid?” Men det siger hun jo heller ikke. Det var bare ikke noget, hun følte behov for at dele med alle og enhver, og i princippet har det, at hun var gravid jo intet at gøre med det arbejde, hun udfører for sine klienter.

 

Prøv at tænke over det… Ville din advokat automatisk være en dårligere advokat, hvis hun fortalte dig, at hun var gravid? Som jeg forstår det, så håndterer Eva ikke skilsmisser og søgsmål, hun håndterer sager for Højesteret. Og der er der nok behov for, at man er en såkaldt haj – især som kvinde, hvis man skal tages alvorligt.

 

Ikke at jeg tror, at hun ville være mindre haj-agtig grundet graviditeten, men hendes klienter og “modstandere”, ville måske tænke, at hun var blevet blødere. Og det er set før, at kvinders følelser bliver brugt imod dem, så det ville ikke undre mig, hvis nogen bruger deres graviditet imod dem også.

 

Vi lever desværre i en tid, hvor kvinder, karriere og barsel stadig er en svær formel. Kvinder oplever stadig i 2016 at blive udspurgt omkring eventuelle planer om familieforøgelse, når de går til jobsamtale. Vi bliver opfordret til at få børn, mens vi endnu er unge, og vi bliver punket for, at vi ikke får nok børn (Tak til DR for kampagnen ”Knald for Danmark”). Men samtidig så er det ikke optimalt for en arbejdsgiver, at vi får børn f.eks. et år efter, vi er blevet ansat eller værre endnu, at vi proklamerer, at vi (som f.eks. jeg) er 26 år og ikke har fået børn endnu. For så skal de liiiige høre, om man er i længerevarende forhold, for så kan de regne ud, om man planlægger at få børn inden for den nærmeste fremtid.

 

For jeg kan jo ikke 1) få børn uden en kæreste eller 2) slet ikke have lyst til at få børn.

 

Generelt synes jeg, at interviewet med Eva Persson var rigtig godt. Ikke så meget med henblik på den journalistiske tilgang til interviewet, men på grund af Evas udtalelser og overvejelser.

 

”(…)Men at tro, at verden står stille, mens man er på barselsorlov, er en misforståelse. Kvinderne må også forstå, at et valg er lig med et fravalg. Mit fravalg efter fødslen var ikke min søn, men derimod mig selv og mine personlige fritidsinteresser. Jeg valgte ikke at bruge tid på mødregrupper og caffe latte-venindecafébesøg.”

 

Hun stiller det ganske vist groft op, men tænk lige over barsel versus-karriere-debatten engang… For man oplever også rigtig tit, at kvinder der ikke prioriterer en lang barsel, bliver shamet af andre. At de bliver kaldt for dårlige mødre og får at vide, at de prioriterer forkert,. ”Bare” fordi de ikke har taget et års barsel? Den tendens og den side af debatten kan man især se i kommentarfeltet under artiklen, som jeg kommer ind på lidt senere. Jeg synes bestemt ikke, at Evas udtalelse er uproblematisk, for barsel handler ikke kun om cafébesøg og mødregrupper – det er lidt ligesom at sige, at hjemmegående mødre ikke arbejder.

 

Men det viser samtidig også, at debatten omkring kvinder og barsel måske bunder i nogle fordomme? Fordomme om, at kvinder, der ikke tager lang barsel, er dårlige mødre, der ikke får knyttet sig til deres børn, og at kvinder, der tager lang barsel, bare gør det for at få mere cafétid. Og begge fordomme er lige slemme i min bog.

 

Derudover har Eva en anden god pointe. Nemlig den, at hvis man som kvinde vælger at få f.eks. tre børn, og man hver gang er væk ét år ad gangen, så er det jo ikke ligefrem den bedste prioritering, hvis man gerne vil til tops i erhvervslivet.

 

Og jeg tror ikke, at Evas udtalelse her handler om, at man ikke kan begge dele. Men det handler mere om, at vi lever i en tid og i et samfund, hvor kvinder opfordres til at få børn og mange af dem, så vi kan få nogle flere, der bidrager til samfundet, men samtidig opfordres vi til ikke at være for længe væk fra arbejdsmarkedet, når vi får de her børn.

 

Jeg kender flere, der har valgt at få børn, mens de gik på universitetet, fordi det var smartere af hensyn til arbejdsmarkedet, der ventede dem på den anden side af barsel og speciale. Og hvis man vil til tops i erhvervslivet som kvinde, så er det en benhård rejse. Og lige så snart vores kvindelighed kan bruges imod os til at holde os nede på denne rejse, så sidder der rigtig mange klar til netop at bruge den mod os:

 

“Jovist, hun er dygtig, og hun ville være en god partner for firmaet, men hun har kun fået ét barn, og hun er 32. Hvad nu hvis hun skal have et til?”

 

“Hun er enormt skarp og talentfuld til sit arbejde, men hun har altså haft 3x barsel – så hvor meget vil hun egentlig sin karriere og den her virksomhed?”

 

Jeg tror på, at man godt kan begge dele, og at det ene valg ikke per automatik bliver et fravalg af det andet, men samtidig er jeg også realistisk. Og det er Eva Persson også. Hun vidste godt, at hvis hun tog syv måneders barsel, så ville det, hun havde arbejdet så hårdt for, ikke nødvendigvis være det samme, når hun vendte tilbage efter barsel.

 

Det handler også ligeså meget om, hvilken branche man er i, tror jeg. For hvis man er topjurist, så må der sgu være en del konkurrence deroppe på toppen. Og hvis du vil toppen, så skal du også være til stede og kæmpe. Og det er Eva Persson meget bevidst om. Men hun vil samtidig ikke fravælge at blive mor, bare på grund af det faktum. Hvorfor skulle hun også det?

 

Når denne type artikler og interviews bliver bragt, så undrer det mig altid lidt. For hvorfor har det nogen som helst form for nyhedsværdi, hvordan kvinder vælger at prioritere og strukturere deres liv? Hvorfor er der så mange, der går så meget op i at skulle shame kvinder, for de valg, de tager?

 

For hold nu fast, kære læser. Kommentarsporet på Facebook, AKA verdens mest tolerante sted, gik fuldstændig i selvsving over artiklen. Én skriver blandt andet:

 

”Altså, jeg må indrømme at det er ret rystende læsning, at en højtuddannet kvinde har så lidt forståelse for, hvad et barn kræver, og medmindre der er groft manipuleret med Evas udtalelser i artiklen, så er det jo nærmest en sag for de sociale myndigheder.”

 

I interviewet kan man også læse om, at Eva ni ud af 10 dage er hjemme hver morgen og aften hos sin søn. Hun fravælger hobbyer, bagning og biografture for at prioritere to ting: Sit arbejde og sin familie. Evas søn lider ikke afsavn, og der er intet i artiklen, der fik mig til at tænke, at de sociale myndigheder hellere måtte blive tilkaldt.

 

En anden læser har følgende kommentar:

 

”Jeg har fuld respekt for folks ret til selv at vælge, men vi er også nødt til selv at tage konsekvenser af de valg. Hun har valgt at prioritere sin forretning, så måske barnet skulle være valgt fra. Barnet kan ikke selv vælge! Man kan ikke få både i pose og sæk – uden konsekvens.”

 

Men hvem siger der er en konsekvens? Hvorfor skal Eva stå til regnskab som mor, bare fordi hun også har et over-fuldtidsjob? Jeg tror bestemt ikke at Evas søn lider, og jeg synes bestemt ikke, at hendes barn skulle være valgt fra. Hvorfor må Eva ikke være mor, hvis hun også vil arbejde som hun vil? Og lad mig så stille det uundgåelige spørgsmål: Hvad nu hvis artiklen handlede om en mand? Ville vi så se de samme vrede kommentarer og krav om involvering fra sociale myndigheder?

 

Jeg kender flere kvinder, der ikke har lyst til at få børn. Det handler ikke om, at de hellere vil gøre karriere end at få børn, fordi de ikke tror, at de kan have begge dele, men fordi de ikke har lyst til at få børn. Punktum. Jeg kender også flere kvinder, der rigtig gerne vil have børn, og som ikke vil til tops med deres karriere. Ikke fordi de ikke tror, de kan have begge dele, men fordi de hellere vil være forælder og bruge mest tid på det, end at bruge det meste af deres tid på et kontor. Og begge ting er lige okay. Alt derimellem er også okay.

 

Vi skriver 2016 nu, og snart skriver vi 2017. Betyder det så, at vi snart er færdige med at shame kvinder for de valg, de tager som mennesker, kvinder, karrieremennesker, mødre, ikke-mødre og alt derimellem? Hvis man ser på interviewet med Eva Persson, og de kommentarer og reaktioner, det har medført, så tror jeg desværre, at svaret er nej. Og så håber jeg kun, at hvis jeg en dag får lyst til at få et barn, med eller uden en partner, at jeg ikke får hate-mail, fordi jeg lader min mor hente barnet fra institution engang imellem, fordi jeg har et vigtigt møde på arbejdet.

 

photo credit: Business Woman via photopin (license)

 

Amalie Valentin

25 år gammel og cand.mag i Æstetik og kultur, bosat i Aarhus. Jeg har i min studietid skrevet om alt fra det mandlige blik og objektificering, til Pussy Riot og feministisk kunst. Min interesse for feminisme er meget bred, men jeg har nok lidt en forkærlighed for køn og seksualitet. Derudover er jeg tosset med gin, hiphop/r'n'b og Beyoncé.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv