leatherdyke.cc

Jeg blev personligt meget forarget dengang Mette Munkøs facebookopslag om en blikkenslagers ”søde” sms satte en shitstorm i gang på de sociale medier. Det, der provokerede mig, var den manglende respekt overfor hendes måde at tackle situationen på. Hendes valg om at lægge et screenshot af hans sms op på Facebook og stille spørgsmålstegn ved hans handling satte åbenbart folks sind i kog. Sådan som jeg forstod kritikken af hende, havde hun åbenbart ”hængt blikkenslageren ud” og burde bare have ”taget imod en kompliment”, og det, at hun lagde billedet op på Facebook og fik mediedækning, fik tilsyneladende folk til at opfatte hende som opmærksomhedskrævende. Blikkenslageren er til gengæld blevet kaldt modig for at turde opsøge hende, til trods for at han har overskredet hendes personlig grænse – og faktisk også overtrådt loven[i].

 

Jeg synes, at Mette Munkø har tacklet situationen enormt fornuftigt, og jeg har på intet tidspunkt ment, at hun hængte blikkenslageren ud, eftersom hun både anonymiserede ham og ikke har kritiseret ham for indholdet af beskeden. Hun har stået fast på sin ret til at sige fra overfor en grænseoverskridende adfærd, hvilket åbenbart er blevet opfattet som en provokation af mange. Hun nævner også, at hun har fået henvendelser fra andre kvinder, der har stået i samme situation og er endt med at få sat deres sikkerhed på spil, så for mig at se er det helt forståeligt, at hun ikke føler sig tryg ved, at han kender hendes private nummer. Alligevel synes folk åbenbart, at hun bare skulle have afvist blikkenslageren pænt og taget imod en kompliment. Hele den debat har fået mig op i det røde felt, fordi jeg synes, at den afspejler vores holdning til kvinders ret til at sige fra overfor uønskede henvendelser og opmærksomhed fra mænd, og hvad vi tillader, at mænd gør overfor kvinder. Jeg er ret rystet over, hvilken retorik, vi bruger, når en kvinde vælger at sige fra overfor en mand, og hvordan vi – efter min mening – ofte nægter kvinderne ret til at sige fra, når en mand er grænseoverskridende. Selvom det er noget tid siden, at sagen har været oppe, går jeg stadig og tænker meget over, hvad hele denne reaktion på sagen siger om vores syn på kvinders ret til at sige fra.

 

Jeg har indtryk af, at der i vores samfund eksisterer en grundlæggende konsensus om, at noget af det største, en kvinde kan opnå, er opmærksomhed og anerkendelse fra en mand, og at man som kvinde skal være taknemmelig for at få den opmærksomhed. Uanset situationen, og uanset hvem manden er, og hvad hans intentioner er, skal man prise sig lykkelig over at vække en mands interesse. Og hvis kvinden er attraktiv, bør hun også forvente at få henvendelser. Komplimenter om udseende, tilråb på gaden, klap i røven eller ”søde sms’er” er åbenbart noget, man bør værdsætte, ikke blive fornærmet eller utryg over. Hvis man som kvinde afviser en mands tilnærmelser, selv på en høflig og voksen måde, er man åbenbart snerpet eller en ”sur kælling”. Hvorfor må man ikke sige nej overfor andres henvendelser, hvis man ikke er interesseret? Hvorfor vælger vi at se kvinder som sure eller snerpede i stedet for at respektere deres ret til at sige fra? Hvorfor skal man finde sig i det, hvis ens grænser bliver overskredet, og man måske endda frygter for sin egen sikkerhed? Hvordan kan vi været nået så vidt, at vi sympatiserer mere med en mand, der bliver afvist, end en kvinde, der føler sig utilpas og står ved sin ret til at sige nej?

 

Jeg har også indtryk af, at der er en dobbeltmoralsk indstilling til, hvornår kvinder må sige nej. På den ene side tror jeg, at der er en forventning om, at en kvinde skal være høflig, når hun afviser en mand. Dette gælder også, hvis hun står i en situation, hvor modparten overskrider hendes grænser eller sågar begår en ulovlig handling. Man skal sige ”tak – men nej tak”. Alligevel er der også mange, der bliver provokerede, hvis man vælger at sige nej, også selvom man gør det venligt. Jeg har selv oplevet at gøre en fyr fornærmet ved høfligt at afvise hans tilnærmelser, og jeg har hørt en del historier om mænd, der føler sig krænkede, hvis en kvinde afviser dem. Det giver ingen mening, at man på den ene side forventes at sige pænt nej, men hvis man så gør det, føler andre sig alligevel krænkede, fornærmede eller provokerede. Selvfølgelig er det ikke alle mænd, der opfører sig sådan, men jeg har indtryk af, at det er ret udbredt.

 

Vi lever i en kultur, hvor krænkelser og grænseoverskridende adfærd overfor kvinder alt for ofte tolereres, tysses ned og i visse situationer måske decideret opfordres, og hvor skylden alt for ofte lægges over på kvinden. Hvis vi virkelig havde respekt for kvinders ret til at sige fra overfor mænd, ville ingen have været i tvivl om, at Mette Munkø havde håndteret situationen med blikkenslageren korrekt. Udtryk som ”friendzone” ville ikke eksistere, fordi det signalerer, at fyre har ret til at føle sig krænkede eller fornærmede over at blive afvist af en pige – jeg har i hvert fald stadig til gode at høre en pige eller kvinde beklage sig over at være blevet ”friendzoned”. Man ville ikke romantisere grænseoverskridende adfærd hos mænd i film og medier, som man for eksempel har gjort med nogle af de mandlige karakterer i film som ”Love Actually” og ”The Notebook”. Vi ville heller ikke victim-blame kvinder, der har været udsat for trusler, vold eller seksuelle overgreb.

 

Opmærksomhed fra mænd skal opfattes som en kompliment, selv hvis den er grænseoverskridende eller krænkende på den ene eller den anden måde. En kvindes afvisning af en mand er derimod uacceptabel og synd for manden – uanset hans opførsel. Og hvis en kvinde absolut skal sige nej, skal det være på en pæn måde, uanset situationen, for ikke at såre mandens følelser, selvom hun også i denne situation kan risikere at provokere eller fornærme andre. Jeg tror, at nogle mænd har et skrøbeligt ego, som ødelægges fuldstændigt af en kvindes afvisning, og det kan i værste fald have ret voldsomme konsekvenser for kvinden. Vi bør skabe en ny diskurs i vores samfund, der handler om, at vi prioriterer kvinders sikkerhed og tryghed højere en visse mænds behov for at få bekræftelse og anerkendelse fra en kvinde. Man har altid ret til at sige fra, og selvom det aldrig er sjovt at blive afvist, er vi alle sammen forpligtede til at respektere andre menneskers grænser – uanset køn.

 

[i] Man kan se nogle af kommentarerne til et opslag fra facebookgruppen ”Aftenshowet – DR1” fra d. 2. november, hvor folk kommenterer på sms’en. I udsendelsen af ”Aftenshowet” fra samme dag udtaler hun sig om sms’en, og der står blandt andet i en bjælke, at det er ulovligt at anvende private oplysninger på den måde, som blikkenslageren har gjort.

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

 

Liv Kiilsholm

Jeg er 23 år gammel og studerer til daglig Spansk Sprog og Kultur og Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Jeg har altid elsket at skrive, tegne, læse god litteratur og at rejse. Efter at være begyndt på universitetet begyndte jeg for alvor at få et kendskab til, hvad feminismen indebærer, og efterhånden nåede jeg til den erkendelse, at jeg er feminist. Jeg er meget optaget af, hvilke diskurser der eksisterer i vores samfund med henblik på køn, ligestilling og feminisme, samt hvordan vi kan skabe et mere ligestillet og inkluderende samfund gennem ligestillingsdebatten.

2 kommentarer

  1. Pernille Meyn Milthers

    Nu har du så mødt den første kvinde, der gennem 25 år var den evige bedste ven og træt af det.
    Derudover er der jo et dilemma mellem at respektere andre individers fuldstændige suverænitet og samtidig levne plads til at nye relationer kan opstå. Nogle gange er man altså nødt til at overskride denne suverænitet, hvis man gerne vil lære en ny at kende eller har forelsket sig i en, der ikke nødvendigvis ved det. Alle har lov til at sige nej på en pæn og dannet måde, ligesom alle har pligt til at respektere det og tage imod det nej på en pæn og dannet måde, men der må levnes plads til, at der tages et initiativ, uanset køn.

  2. Jeg er helt enig i, at det er en god idé at tage initiativ til at møde nye mennesker og skabe relationer til andre. Det, jeg kritiserer i mit indlæg, er hvordan nogen (primært mænd efter mit indtryk) overskrider andres grænser, når de tager kontakt. Jeg mener, at man hellere end gerne må tage initiativ og vise interesse for andre, men man skal huske at respektere modparten, og det er desværre ikke altid tilfældet. Nogle mennesker bliver fornærmede eller måske decideret provokerede af at blive afvist, fordi de ikke respekterer modpartens ret til at takke nej – det er der, problemet ligger, efter min mening.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv